Premiere: Tobias Rahim er pizzamand i musikvideoen til Ussels nye heroinballade

Premiere: Tobias Rahim er pizzamand i musikvideoen til Ussels nye heroinballade
Ussel og Tobias Rahim. (Foto: PR)

Ussel er tilbage. Den danske musiker havde egentlig annonceret, at han havde lagt musikken på hylden, men det laver han om på nu.

I dag spiller Ussel således en popup-koncert på Istedgade, hvor han debuterer en ny single ved navn ‘Heroin eller hvad’, men allerede nu kan du høre den via Soundvenues premiere herunder.

‘Heroin eller hvad’ er første smagsprøve på Ussels næste album og byder på en gæsteoptræden fra ingen ringere end Tobias Rahim, der også dukker op i den ambitiøse musikvideo, hvor han gør sig som gavmild pizzamand.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ifølge en pressemeddelelse skrev Ussel sangen på toilettet i toget, mens han gemte sig for kontrollørerne på vej gennem landet. Senere opsøgte han Tobias Rahim privat for at spille nummeret for ham fra en højtaler foran hans vindue, og det var altså her, samarbejdet begyndte.

»Det er den første sang til mit næste album, der er en hyldest til at opvokse på landet og i provinsen. Det er dansktop på heroin. Dansktop, hvis Ussel lavede det. Det er kærlighed og saxofon. Det er dans. Det er alt det, som vi har brug for den her sommer«, udtaler Ussel i en pressemeddelelse.

»Det er fedt at være i provinsen. Alle burde prøve det! København er ikke alt. Kom ud og se Danmark. Det er et eventyr«, tilføjer musikeren, der ganske vist bor i København i dag, men som er opvokset i Sønderborg.

Sangen kan som sagt opleves live midt på Istedgade senere i dag, hvor Ussel spiller en popup-koncert. Arrangementet starter klokken 17.

‘Heroin eller hvad’ udkommer officielt i morgen 8. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af