’Værn’: En af nyere tids bedste skuespillere er umulig at tage øjnene fra i højaktuel biograffilm
FILM. Hvis jeg blev bedt om at opremse de bedste skuespillere i nyere tid, ville franske Denis Lavant utvivlsomt rangere højt på listen.
Hans 40 år lange parløb med mesterinstruktøren Leos Carax har kastet talrige uforglemmelige præstationer af sig – ikke mindst i ’Holy Motors’, hvor Lavant spiller intet mindre end 11 forskellige roller. Han har et fjæs, der er umuligt at tage øjnene fra, og en nærmest overmenneskelig fysik, som er både intimiderende og blid – se bare på hans pragtpræstation i Claire Denis’ hovedværk ’Beau Travail’.
Det er med andre ord et mindre scoop, at den herboende svenske instruktør John Skoog har overtalt franskmanden til at spille hovedrollen i sin debutspillefilm ’Værn’, som over det seneste år har turneret det internationale festivalkredsløb.
Lavant spiller en fortolkning af den virkelige skånske eneboer Karl-Göran Persson, der – opildnet af de faretruende billeder i pjecen ’Hvis krigen kommer’, som blev omdelt i Sverige under og efter Anden Verdenskrig – ombyggede sit hus til en fæstning, som skulle beskytte ham selv og hans naboer, hvis krigen brød ud.
Det er en rolle, der er som skabt til Lavants uforudsigelighed. Skoog har filtreret alle de lokale myter om Persson, der boede i det område, instruktøren selv er opvokset i, for at skabe en enigmatisk figur, som enten er en landsbytosse eller den mest klarsynede i området.
Hans byggeprojekt bliver latterliggjort af lokalsamfundet, der modvilligt giver Persson skrot, som han bruger til at udbygge sin tudegrimme fæstning. Sin pensionsopsparing bruger han på cement uden at blinke. Kun landsbybørnene lader til at forstå ham, modsat de unge mænd i byen, der begår hærværk mod Perssons imposante hjemmelavede fremmedobjekt, der tårner op i markernes idyl.
Undervejs spørger man sig selv, hvem det egentlig er, hovedkarakteren har behov for beskyttelse mod. De potentielle dommedagsscenarier eller den fremmedfjendskhed, der allerede næres inden for landsbyens grænser mod en outsider som ham?
Jo længere hen i sin byggeproces Karl-Göran kommer, jo mere isolerer han sig fra alt og alle omkring ham, indtil han til sidst er blevet en myte.
Men fæstningen er ikke skabt af had, snarere af kærlighed: Karl-Göran reserverer rum i bebyggelsen til sine naboer, så de også kan søge tilflugt, hvis katastrofen rammer – som en slags Noahs Ark.
Skoog, der har baggrund i installationskunst, og som vandt hovedprisen på CPH:DOX med den fremragende ’Ridge’, skildrer minutiøst Perssons anstrengelser ned til mindste detalje. Det er processen, der er i højsædet i de smukke sort-hvid-billeder, som fremkalder kontraster: Mellem lys og mørke, mellem det grimme og det smukke, det nære og det fjerne.
’Værn’ er en hypnotiserende, men også repetitiv filmoplevelse, der til tider føles en smule spinkel i betragtning af, at filmens tema kun er blevet mere aktuelt i rovdyrenes tid, hvor den globale militarisering er allestedsnærværende.
Sammenlignet med Skoogs forrige film ’Ridge’ savner man de mere mytiske og poetiske skildringer af livet på landet.
Filmen får sin styrke fra Denis Lavant som den utrættelige urkraft Persson, der fortsætter sine anstrengelser under al slags vind og vejr. Imens ændrer verden sig omkring ham, landbrugsmaskinerne gør deres indtog, og en daglejer som ham virker mere og mere overflødig. Men besættelsen fortsætter, indtil den til sidst har opslugt ham.
Kort sagt:
John Skoogs debutspillefilm er et hypnotiserende og højaktuelt værk om at leve i skyggen af krig – med en uforglemmelig hovedrollepræstation i front.