’Mother’: Aldrig har jeg set Moder Teresa sådan
FILM. Casper Christensen elsker Gud, Amalie Langballe er i dialog med Biblen, og ‘Euphoria’ lader sine karakterer famle efter mening i en sæson fuld af prædikener og provokationer.
Med andre ord: Religion har fået et vaskeægte comeback.
Og når tro er blevet moderne, er det næsten uundgåeligt, at blikket falder på den mest ikoniske nonne af dem alle – hvilket netop sker i Teona Strugar Mitevskas film ‘Mother’.
Her går turen nemlig til 1940’ernes Kolkata, hvor kvinden, der senere skal blive kendt som Moder Teresa (Noomi Rapace), lever et stille liv i et kloster og følger sit kald om at tage sig af de syge og fattige.
Hun mener dog ikke, at der bliver gjort nok, og med det hellige mål om at gøre en reel forskel for tilværelsens mest udsatte, har hun derfor søgt om tilladelse til at forlade klostret og grundlægge den orden, hun senere kom til at stå i spidsen for, og som har drevet hospitaler, aids-centre og børnehjem verden over.
Gennem seks dage følger vi hendes venten på svar fra paven i endnu en tilføjelse til origin story-bølgen. Ikke for at nuancere skurken, men for at undersøge helgenen – og muligvis punktere hende, hendes moral og hendes tro.
I skikkelse af Noomi Rapace er hun i al fald ikke en entydigt varm og renhjertet heltinde. For den tidligere girl with the dragon tattoo forener upåklageligt omsorg, listighed og autoritet, og særligt søster Agatha (en veloplagt Sylvia Hoeks) mærker den drevne hovedkarakters stålsind og til tider kyniske Nurse Ratched-agtige energi, der fodrer med den ene hånd og straffer med den anden.
Det er foruroligende og flere gange dybt ubehageligt. Men nu er lidelse jo som bekendt et menneskeligt vilkår i både katolicismen og det intense drama, der – akkompagneret af pigtrådsguitar – portrætterer livet i klostret som lige dele idyllisk og dybt klaustrofobisk.
Med gentagne fugleperspektiver skaber filmen en næsten demonstrativ fornemmelse af et guddommeligt (læs: overvågende) blik, der præcis som i Trilles ’Øjet i det høje’ er svært at undslippe – og som i øvrigt tvinger os til at synge med på vers om sædelighed og jordens mange fristelser.
Abort, feminisme og den satans libido er gennemgående tematikker, ligesom den gravide ’jomfru’ – og denne figurs indlysende paradoks – er et centralt og meget illustrativt motiv, der blandt andet afslører filmens fetichering af kompleksiteter.
For ja, Guds selvudvalgte mellemledere kan snildt være too faced og brutale, og egoisme kan sagtens sameksistere med (måske endda drive?) selvopofrelsen for fællesskabet.
Aldrig har jeg set Moder Teresa sådan – og aldrig er seks dage gået så ufatteligt langsomt.
Trods enkelte gribende øjeblikke og velspillede scener mister ’Mother’ nemlig gejst undervejs, og dele af fortællingen virker mest som en kavalkade af stilleben end en bevægelig og bevægende spillefilm.
Smukt er det dog, og som fuldblods-Lordi-fan er det svært ikke at elske, når ’Hard Rock Halleluja’ pludselig sætter gang i nonne-floor.
Det er til gengæld meget on the nose – et generelt problem, der ikke blot keder, men desværre også underminerer instruktørens ærinde om at levere det gådefulde og flertydige.
Ærgerligt, unødvendigt og muligvis den største synd af dem alle.
Kort sagt:
Filmen om Mother Teresa er en smuk, velspillet helgenundersøgelse, hvor ambitionen desværre er stærkere end det endelige resultat.