James Camerons tre ‘Avatar’-film har solgt virkelig mange biografbilletter, men det har også været nogle voldsomt tunge og dyre produktioner.
Fjerde og femte film i serien skal dog være billigere at producere end forgængerne. Det fortæller instruktøren ifølge The Playlist som gæst i The Empire Film Podcast.
»Jeg har en række projekter, som jeg går og arbejder på« siger Cameron.
»Og ‘Avatar 4’ og ‘5’ hænger stadig derude. Vi kommer til at kigge på nogle nye teknologier for at prøve at lave dem mere effektivt. For de er vanvittigt dyre og tager lang tid at lave. Jeg vil gerne gøre det på halvdelen af tiden og til to tredjedele af prisen. Det er mit mål. Så det kommer nok til at tage os et år eller deromkring at finde ud af, hvordan vi gør det«.
Cameron har som bekendt længe haft planer om i alt fem film i den stort opsatte franchise, men på til premieren på treeren, ‘Avatar: Fire and Ash’, kunne han dog fortælle, at grønt lys til de sidste to kapitler afhang af den seneste films billetsalg.
I april kunne The Wrap fortælle, at Disney havde krævet, at de to sidste film skulle være både »billigere« og »kortere« end de tidligere mastodonter for at mindske risikoen for, at de ikke tjener sig hjem ved billetlugerne.
Det skyldes nok, at ‘Avatar: Fire and Ash’ har solgt færrest billetter af de tre film med en indtjening på 1,5 milliarder dollar – et astronomisk beløb, men dog mindre end etterens 2,9 milliarder og ‘Avatar: The Way of Water’s 2,3 milliarder.
I sidste måned kunne producer Rae Sanchini fortælle, at man fjerde og femte film var på vej »med fuld fart«. Hun såede dog tvivl om de hidtil udlagte premierer i henholdsvis 2029 og 2031.
Produceren nævnte, at man vil annoncere tidpunkter for optagelser og biografpremierer »i en ikke alt for fjern fremtid«.
