SÅ DU DET? Der er nærmest fuld plade på fordomme om zoomerne i ‘En som Loke’, DR’s tre afsnit lange dokumentar om den 20-årige youtuber/instagrammer Loke Lund.
Han har en OCD-diagnose, en skærmtid på omtrent 16 timer om dagen, han lever af ostepops og clickmix, og han er droppet ud fra tømreruddannelsen til fordel for – som han selv siger – »at tage billeder af sig selv og sine venner«. Et job, der betaler ham betydeligt bedre end at være lærling.
Samtidig er det svært ikke at holde med og af den ranglede, stilbevidste hovedperson, der er lige så kaotisk som den nordiske gud, han er opkaldt efter.
Loke Lund har 136.000 følgere på Instagram, han laver content med streaming-kongen Rasmus Søndergaard, og så er han »lidt ked af det for tiden«.
Det siger han, mens han sidder i bar overkrop i sin seng med dagslyset bragende ind af vinduet. Efter en lang pause tilføjer han: »Så det skal jeg finde ud«.

Dokumentaren kan beskrives som en slags coming of age-historie, hvor Loke sætter sig for at gøre sin rodede verden (både fysisk og mentalt) til et mere balanceret sted. For eksempel ved at møde op til psykolog og ikke gå fuldstændigt i koks i Ikeas køkkenafdeling.
Han og bedstevennen Simon, som han mødte på TikTok og laver content med, skal flytte i lejlighed, og Loke skal dermed væk fra Værnedamsvej, som han har et bedårende splittet forhold til:
Han hilser på alt og alle og er ked af aldrig at skulle spise hos kebabmanden Abi igen, og samtidig tærer det på ham at sige hej til alle de unge, der ved, hvem han er. »Idiotisk at gå gennem byen i det store frikvarter«, siger han kun halvt ironisk til kameraet.
På den ene side er dokumentaren én lang række succeser for Loke, som både lancerer et tøjmærke og vinder den Instagram-pris, han har drømt om (selvom han sidder og kigger ned i sin telefon, da hans sejr annonceres, og paf må smutte op på scenen).
På den anden side er der absolut ikke nogen tvivl om, at Loke har ondt.

Dokumentaren er nemlig diametralt modsat de hurtigklippede og blikfængende videoer på Lokes egen Instagram.
Kameraet dvæler længe ved hans tavse ansigtsudtryk, når han forsøger at få styr på sit hoved (som hele tiden er fyldt med sange af Annika, siger han), før han svarer. Loke er muligvis kaotisk og føler sig unormal og forkert, men han er rørende reflekteret, når han får dårlig samvittighed over en konflikt med sin mor eller har syltet (endnu) en psykologaftale.
Til sidst aflyser han så faktisk en rejse til Spanien for at tage til psykolog – som fortæller ham, at der ikke er noget unormalt ved ham, at mange har det sådan, og at man sagtens kan gøre noget ved tvangstanker og et usundt forhold til mad.
Helt glad og rørt står Loke uden for bygningen på græsplænen og har måske fundet lidt mere ud af det der med at være ked af det for tiden.
‘En som Loke’ giver hans fans og følgere et ærligt og ikke alt for glatpoleret portræt af den landskendte influencer.
Loke selv har skrevet på sin Instagram, at han er »evigt taknemmelig« for modtagelsen af dokumentaren, og over hvor mange af hans følgere, der kan spejle sig selv i den. Han lægger da heller ikke bånd på sig selv, når han fortæller om sine dårlige vaner eller de udfordringer, han er dødtræt af at sidde med. Det er kort sagt relatable – også for dem, der ikke kan tælle deres følgere i hundredtusindvis.
Samtidig er den et supereffektivt generationsportræt for folk over 30. Den perfekte modgift mod den til tider forfladigende brok over de yngre generationer: De er dovne, forkælede, og deres hjerner er stegt af TikTok og doomscrolling. Sandheden er, at de naturligvis er fornuftige mennesker, der handler efter omstændighederne og også reflekterer over dem.
En undersøgelse fra Red Barnet peger eksempelvis på, at de unge er taknemmelige for, at mobilerne låses væk på efterskolen, ligesom Loke nok også er bevidst om, at 16 timer på telefonen er lige i overkanten.
Dokumentaren lader alle, på tværs af aldre, komme bag om og forstå internetstjernerne. Og måske også en generation, som jo mest af alt bare er … mennesker.
