’Passenger’: Generisk gyser forvandler #vanlife-drømmen til et mareridt
FILM. Hvis du drømmer om at sige dit job op for at drøne rundt på landevejene i en ombygget varevogn, skal du tænke dig om en ekstra gang.
Van-livet kan være utilregneligt og besværligt – og så er der tilmed fare for at blive terroriseret af den dødsensfarlige landevejsdæmon Passageren.
Især den sidste detalje har kæresteparret Maddie (Lou Llobell) og Tyler (Jacob Scipio) overset, da de i André Øvredals ’Passenger’ forlader lejlighed og hamsterhjul til fordel for en fredfyldt hverdag i deres orange vogn.
Tyler er typen, der bliver starstruck af at møde en #vanlife-youtuber, mens Maddie er lidt mere forbeholden over for det rodløse liv. Efter at have overværet et grusomt biluheld når hendes tvivl dog nye højder. Hun bliver ved med at se den samme uhyggelige mand, og deres bil har fået tre diagonale ridser, som åbenbart betyder fare på van life-sprog.
Som det hører genren til, står Maddie længe alene med utrygheden, fordi den creepy mand naturligvis altid er væk, når Tyler kigger. Hun undlader desuden at fortælle ham om en advarsel, hun får af den garvede camper Diana (Melissa Leo), der er lige præcis vag nok til at være urovækkende, men fuldstændig ubrugelig.
Diana får dog kommunikeret, at de for alt i verden ikke må køre, når det er mørkt, og at de aldrig må holde ind til siden. Så det gør de selvfølgelig.
Det viser sig desværre, at manden er en berygtet dæmon, som har taget livet af mange rejsende gennem tiden. Og når han først har udset sig et offer, lader han det ikke slippe væk.
Passageren, som dæmonen kaldes, er en generisk bøhmand med bleg hud, mørke øjne og langt, usoigneret hår. Han spilles af Joseph Lopez, men det kunne også have været alle mulige andre.
Der er nemlig intet interessant, underholdende eller skræmmende ved denne skurk. Han er udelukkende et værktøj, Øvredal kan bruge til at eksekvere sine forfærdende mange jumpscare-scener.
Den norske instruktør slog igennem med ’Troldjægeren’ i 2010 og indledte herefter sin Hollywood-karriere med den anerkendte ’The Autopsy of Jane Doe’. Siden er niveauet dalet med filmene ’Scary Stories to Tell in the Dark’, ’Mortal’ og senest ’The Last Voyage of the Demeter’ fra 2023, og nu fortsætter den nedadgående kurve altså ud ad de amerikanske landeveje.
Historien i ’Passenger’ er tydeligt inspireret af ’The Hitcher’ fra 1986 (med den hårrejsende danske titel ’På stop med en dræber’), hvor Rutger Hauer giver den som psykopatisk morder, der leger en intens omgang katten-efter-musen med en ung fyr, som samler ham op på landevejen.
’The Hitcher’s kvalitet er at give Hauer plads til at opbygge spænding og uhygge gennem sit spil, mens Passageren er uden tyngde eller troværdighed. Der er intet andet at blive skræmt af end høje lyde, og filmen forfalder til skingre skrig ind i kameraet og lange dæmonfingre, der griber fat om ofrenes ankler. Nogle af scenerne giver et lille chok, men for det meste er det forudsigeligt.
Også vores uheldige kærestepar er papirtynde karakterer. Tyler er vokset op i en tryg kernefamilie, og Maddies barndom har været præget af manglende struktur.
»Det, du søger, er det, jeg prøver at undgå«, fortæller hun ham, hvis nogen skulle være i tvivl om forholdets indre konflikt. Llobell og Scipio gør dog, hvad de kan, og især Llobell spiller paranoidt dæmonbytte ganske fint.
I en scene, hvor hun har haft besøg af Passageren, mens hun var alene i bilen, ser man hendes paniske choktilstand udvikle sig til uvirkelig forbløffelse, da han ikke er at se på deres videooptagelser. Her mærker man faktisk utrygheden og frygten for det ukendte, der lurer lige om hjørnet.
Det er bare ærgerligt fraværende fra resten af filmen.
Kort sagt:
Efter ’Passenger’ har jeg ikke lyst til at hoppe på #vanlife-bølgen, men det havde jeg heller ikke før. Nu har jeg bare også set en dårlig gyserfilm.