ANBEFALING. I slutningen af 2025, mens alverdens musikmedier havde travlt med at pryde deres årslister med navne som Geese, Bad Bunny og Rosalía, vankede der lidt af en overraskelse, hvis man klikkede ind på listen fra verdens største musiksite, nemlig Pitchfork.
Over alle disse – og over storroste udgivelser fra kunstnere som Oklou, Wednesday, Nourished By Time og Dijon – var der et navn, som kun havde modtaget en brøkdel af den opmærksomhed, disse andre navne havde fået.
Jeg ville gerne sammenligne Pitchforks førsteplads med resten ved at kaste om mig med Spotify-tal, men det er desværre umuligt, da albummet slet ikke er på Spotify. Eller nogen af de gængse streamingtjenester for den sags skyld. Albummet blev surprise-udgivet på Bandcamp, og det eneste andet sted, det kan høres, er YouTube, hvor det siden fik et officielt upload.
Albummet hedder ’Los Thuthanaka’ og er lavet af søskendeduoen Joshua Chuquimia Crampton og Chuquimamani-Condori fra USA. Tilsammen bærer duoen også navnet Los Thuthanaka, og til sommer har de fået en primetime-plads på Roskilde Festivals nye Lagune-scene.
Designet til aldrig at ramme de store scener
Begge søskende har været etablerede solomusikere i flere år. Alt efter hvad man lægger i ordet »etablerede«.
Chuquimamani-Condori slog igennem i lydcollage-verdenen i starten af 2010’erne under pseudonymet E+E, og op gennem 2010’erne markerede de sig med andre former for avantgardistisk elektronisk musik af den slags, der virker designet til aldrig at ramme de store scener.
Joshua Chuquimia Crampton laver musik, der måske kunne have slået bredt igennem i en anden tid – en tid som i 00’erne, hvor svævende postrock havde så meget vind i sejlene, at Sigur Rós, Mogwai og Explosions in the Sky blev påfaldende eftertragtede. For broderen specialiserer sig i den emotionelt potente, uortodokst komponerede instrumentalrock, ofte med fokus på spacy, psykedeliske klangsammensætninger.
Hvis én ting forener deres respektive musikalske verdener, er det, at den er forankret i, at søskendeparret er en del af det indfødte Aymara-folk, der historisk har holdt til omkring Andesbjergene. Deres bedsteforældre lærte dem om traditionel Aymara-musik, indviede dem i ceremonier. Klangene, skalaerne og ikke mindst rytmerne fra Aymara-folkets traditionelle musik er at finde over det hele i begge søskendes diskografier.
De to musikere er totalt kompromisløse hver for sig – og det, de laver sammen, er ikke ligefrem lettere at sluge. Inden ’Los Thuthanaka’ udkom, var deres første fællesværk hverken lavet til festivalscener eller til pladesamlere, men derimod til et stykke installationskunst på The Museum of Modern Art.
Det lyder jo som noget, der er fuldstændig umuligt at få festivalens næststørste teltscene til at være med på. Skal den slags ikke reserveres til den lille Gloria-lade eller den normbrydende Platform-scene?
Nix. Man kan sagtens få folk med på Los Thuthanaka.
Der er intet, der lyder som Los Thuthanaka
Duoens fællesalbum fra sidste år fusionerer Joshuas eksperimentalrock med Chuquimamani-Condoris elektroniske lydcollager. Og det larmer.
Flere instrumenter overstyrer overlagt i mixet, men hvor det plejede at være et værktøj, kun de mest grænsesøgende producere ville vove sig ud i, har engelske jerk-rappere som ligeledes Roskilde-aktuelle EsDeeKid for længst bevist, at der er et kæmpe publikum, der er klar på lidt clipping i øregangene.
Vi snakker trods alt om generationen, der er vokset op med YouTube-poops, hvor skærende soniske jumpscares med ultrahøj volumen og ultralav lydkvalitet var over det hele.
Der er stille øjeblikke i starten af pladen, men jo længere vi kommer ind, jo længere går der også mellem pusterummene. Polyrytmiske grooves vokser sig kun større for hvert loop, og ens øregange bliver konstant stimuleret. Los Thuthanaka får 100 Gecs’ hyperaktive hyperpop til at fremstå stille og rolig.
Duoen har meget på hjerte. Albummet er dedikeret til figuren Chuqi Chinchay, der inden for Aymara-tro er associeret med identiteter hinsides det binære. Særligt Chuquimamani-Condori gør meget ud af at citere postkoloniale forhold, og de stammer da også fra en slægt, hvor aktivisme har betydet meget – deres bedsteforældre var ledere i de indfødtes modstandskamp over for den bolivianske stat i starten af 1900-tallet.
Samtidig taler Los Thuthanaka også direkte til kroppen. De tætpakkede grooves er vuggende på en måde, hvor man meget let får hofterne i sving, selv hvis man ikke tænker over det. Jeg forsøgte at lave mad til tonerne af albummet forleden, og det er som om, de løg bare hakker sig selv, når tre forskellige rytmer kommanderer min hånd på én gang.
Teksturerne er også farverige. Der er mange meget lyse, blide synth- og guitartoner på spil midt i alt vanviddet, hvilket nærmest giver lyden nogle tegnefilmsagtige kvaliteter, når det kobles sammen med, hvor hektisk det hele er, hvilket duoen med albummets visuelle indpakning tydeligvis har genkendt.
Og jeg tror, at netop den kvalitet er vigtig at have med. Nemlig at musikken er sjov. Så er det meget lettere for folk at være med på, at den også er støjende, avantgardistisk, aktivistisk og umulig at tilføje til sin Roskilde-playliste.
Det skal nok blive en dansefest uden lige. For der er intet, der lyder som Los Thuthanaka.
Los Thuthanaka spiller på Roskilde Festival fredag 3. juli.