Med kun få uger til, at Gorillaz spiller på Roskilde Festivals Orange Scene for første gang siden 2018, har vi nu fået ekstra god grund til at glæde os til koncerten.
Damon Albarn og hans virtuelle band har nemlig løftet sløret for en aldeles overdådig gæsteliste til deres koncert på Tottenham Hotspur Stadium i London i den kommende weekend, skriver NME. Navnene består af en lang (og den er lang!) række af features fra bandets album gennem årene, heriblandt en masse fra den fremragende seneste plade, ‘The Mountain’, der udkom i slutningen af februar.
Til koncerten i London kan publikum således se frem til hele 22 gæster, der blandt andre tæller den legendariske guitarist Johnny Marr, hiphop-ikonet Yasiin Bey (også kendt som Mos Def), Little Simz, Shaun Ryder, De La Soul, Black Thought, og Paul Simonon fra The Clash.
Spørgsmålet er naturligvis, om nogle af de prominente navne også finder vej til Roskilde torsdag den 2. juli. Man kan i hvert fald sagtens gøre sig forhåbninger – og måske endda forventninger, da Gorillaz gennem årene har gjort en dyd ud af netop at byde på overraskende gæsteoptrædener.
Ved koncerten i 2018 havde de således også besøg af både De La Soul, Bootie Brown og Del the Funky Homosapien, der som bekendt styrtede ned fra scenen og måtte på sygehuset, hvorefter den resterende del af koncerten blev afblæst.
Vi satser om ikke andet på en mere gnidningsfri koncert i denne omgang.
Den fulde liste af gæster til koncerten i London er som følger:
Anoushka Shankar
Asha Puthli
Bashy
Black Thought
Bootie Brown
De La Soul
Fatoumata Diawara
Gruff Rhys
Johnny Marr
Kara Jackson
Little Simz
London Arab Orchestra
Moonchild Sanelly
Omar Souleyman
Paul Simonon
Popcaan
Rose
Gabor
Shaun Rider
Sparks
Trueno
Yasiin Bey
Yukimi
