KOMMENTAR. Nogle årgange af debuterende forfattere er ganske enkelt gyldne. Sådan én ser vi i år.
Hvad er en god debutantsæson? Mit personlige kriterie lyder: Mere end fem tilfælde af “en debut så god, at en stjerne er født, uden at det føles som om, forfatteren skød den største raket af for tidligt”.
Liv Duvå for eksempel, der debuterede med ‘Vi er vel helte’ i 2017 og stadig havde bangers som ‘Mødrenes hus’ og ‘Ned fra himlen’ i sig. For slet ikke at tale om Gry Stokkendahls nærmest pamflet-agtige ‘Det er herfra, jeg vil begynde at tale,’ der blev fulgt op af et hovedværk i dansk translitteratur: ‘At performe transkønnet vrede’.
En umulig opgave?
Det er nærmest umuligt at sige noget tendentielt om et debutantår. De fleste debutbøger er ikke opstået i en 9 to 5 målrettet skriveproces, men nærmere som et kompliceret noteapparat, der har simret og skiftet form. Desuden har de første bøger ofte taget en krig at skrive, mens tendenser fløj forbi.
For eksempel fortæller Glenn Bech og Lucia Odoom, at de var fem år om at skrive deres første romaner, Linea Maja Ernst brugte mange år i det miljø, hun senere skrev om, Aske Viuf »skrev bare om det, han så,« og anede ikke, at det ville blive en roman. Benedicte Huang skrev om relationer mellem piger i »hundrede år«.
Hvorfor er nogle debutår så stærkere end andre? Ingen ved det med sikkerhed, men det skal da ikke afholde mig fra at spekulere lidt. 2021 giver sig selv: Det var et stærkt år, årets store debutantprisvindere var Glenn Bech, Fine Gråbøl og Maria Hesselager, og se dem nu! Det var også i 2021, der blev indstillet flest værker til debutantprisen. Svaret må være nedlukningen.
Resten er gætværk. Man kunne argumentere for, at Lars Skinnebach walked, så Theis Ørntoft, Victor Boy Lindholm, Jonas Eika og resten af den klimalitterære bande could run, eller at Knausgård skabte en autofiktiv tsunami i Norden, der, om de vil indrømme det eller ej, har haft indflydelse på danske autofiktive mastodonter som Morten Pape og Thomas Korsgaard, men som sagt: spekulationer.
I år er noget af det mest slående ved debutanterne, hvor dårligt de passer sammen.
Hvor fa’en kom det lige fra?
For mig kendetegner det et godt debutantår, at debuterne adskiller sig fra hinanden, og man spørger sig selv, hvor faen det ene og andet lige kom fra.
Sigrid Adamsson indledte sæsonen med et brag, og ‘Skyerne’ er stille og roligt solgt til ni lande. »Et nyt litterært falkeblik på det livsafgørende ungdomsvenskab«, skrev Soundvenues anmelder.
Nu skal jeg jo ikke gøre mig klog på Adamsons udgivelsesproces, (watch me, dog), men hun er den tredje litteraturanmelder på Politiken, der debuterer inden for tre år (Benedichte Huang, Felix Thorsen, red.) så kunne man ikke forestille sig, at de har indgydet hinanden mod til en fredagsbar? En, to, tendens!
Så er der Nanna Holm med årets modne og helstøbte debut ‘Røde port’. Hun debuteredemed en stilsikker generationsroman, som jeg spår til at blive årets danske sommerbasker. Hvad mon kommer først, filmen eller hendes næste bestseller?
Hvad er der i vandet?
Man kan måske ikke tale om en fælles æstetik, men til gengæld om en fælles modstand mod at ligne hinanden.
Skulle man dog snige en lille tendens ind, skulle det være dansk litteraturs ny finurlighed. Selv dem fra forfatterskolerne virker til at være løbet sur i autofiktiv smerte. Okay, lige Dean Butt didn’t get the memo, men hans autofiktive og hjerteskærende debut, ‘Vi er rigtige engle’, viser et talent, der taler for sig selv. Ham kan vi vente os meget af.
Johanne Sorgenfri med den mundrette bogtitel ‘Folk ser helst, at man ikke vier sit liv til besættelsen af et andet menneske’ skriver om en arketype: den ældre hvide mand, Wagner-fan, som mener at have en bog om den store komponist i sig. Vi følger med frem til den erkendelse, at der er skrevet nok bøger om Wagner. Tænk hvor meget, man kan sige om mænd fra en bestemt generation uden egentlig at sige det. En snert af dansk minimalisme, men mere finurligt end forgængerne.
Helene Franch debuterede med ‘Drude’, en slags nordisk parafrase over Narnia. Den flirter med den naturmystik og magi, der medvirker til at slå sprækker i den ellers så trygge danske køkkenvaskrealisme. Feline Kampers ‘Foder til høns’ er et slags “folkeeventyr møder horror” med talende porcelænsfigurer, et 1800-tals trekantsdrama og dæmoner.
De er begge udkommet på samme forlag, som huser folkeeventyrets store samtidsforfatter Rasmus Daugbjerg og ikke mindst både Tine Høeg og Helle Helle, der sidste år begge overraskede ved at give deres minimalistiske realisme mystiske undertoner. Hvad flyder der ude af vandhanerne inde hos Gutkind i Læderstræde?
Et års debutanter er ikke en generation, ikke en tendens, knap nok en bevægelse. Det er svært at indfange, hvorfor nogle årgange alligevel føles mere gyldne end andre. Selvom vi kun er i juni, tør jeg godt kalde 2026 for et vinderår.