GRATIS HOLDNING. Kald mig smålig. Misundelig. Petitessefikseret egaliterist.
Men da jeg for nylig læste, at Timothée Chalamet er blevet tildelt et eksklusivt gratiskort til fastfood-kæden Chipotle, mærkede jeg en sydende følelse, som af uransagelige årsager blev fjernet fra karaktergalleriet i ’Inside Out’: Indignation.
Den snart ’Dune’-aktuelle skuespiller, der anslås at få 25 millioner dollars for at være med i den kommende heist-film ’High Side’, kan hæve omtrent 35 millioner dollars for at være ansigtet for Bleau de Chanel og er kæreste med Kylie Jenner, kan altså nu på daglig basis vade ind på en Chipotle-restaurant og indkassere en burrito, bowl eller taco, free of charge.
Chalamet havde postet en story, hvor han spiste en currito-bowl. Chipotle handlede hurtigt, og fra sin efterhånden faste plads på Madison Square Gardens courtside til en New York Knicks-kamp fik stjernen overrakt det såkaldte Chipotle Celebrity Card.
Dermed blev han indlemmet i en eksklusiv klub, der også tæller Olivia Rodrigo, Diplo og Tony Hawk. Måske fik Chalamet det kort, der blev et ledigt, efter Ozzy Osbourne – den første til nogensinde at få æren i 2003 – døde sidste år. Med kortet får man et gratis måltid om dagen plus en årlig catering-ordre til 50 personer.
Og altså: I get it. Det er god reklame for Chipotle og i den forstand ikke så meget anderledes end alle mulige andre sponsorater og partnerskaber.
Men så alligevel. Vi kender vel alle historierne om, hvordan kaffen, maden eller drinken bliver gratis, når personalet opdager, at det er en celeb, der står på den anden side af disken.
Uden at skulle hænge nogen ud kender jeg selv til eksempler på danske filmstjerner, der går gratis i biografen, ikke fordi de skal reklamere, men bare fordi biografen gerne vil være et sted, hvor de andre kunder kan se, at de kendte kommer.
Bill Gates – der har en formue på små 700 milliarder kroner – har et McGold Card, der giver ham ubegrænsede gratis McDonald’s-måltider, til han dør. Når en skuespiller eller instruktør bliver nomineret til en Oscar, får de en ”gavepose” (i praksis hele kufferter) til en angivelig værdi på omkring to millioner kroner.
Igen: Jeg forstår godt dynamikken. Og jeg har det som sådan fint med, at nogle tjener mere end andre, især hvis de er flittige og talentfulde. Jeg kan godt styre min jalousi over, at amerikanske nepobabies kan købe to Kartoffelrækkehuse og to sommerhuse i Rågeleje, hvis det er det, de føler for. Sådan kører verden rundt.
Alligevel får jeg en lille smule ondt i lighedstarmen ved mødet med den slags pengebesparende fedteri for stjerner, der om nogen bør kunne købe deres egen fastfood uden at være bekymret for overtræk på kortet. Hvad med at give guldkortet til én trofast kunde hvert år, der har fortjent det – og har brug for det? Kunne der ikke være pr-værdi i dét?
Jeg ved godt, jeg lyder som én:
Nogle bliver styret uden om køen, nogle har adgang til den inderste VIP-cirkel, andre til cirklen inde i den, andre ejer cirklen inde i cirklen, og andre ejer dem alle sammen.
Men kan vi blive enige om, at det ikke er stenrige skuespillere, der skal have deres kaffe gratis, blot fordi de tilfældigt popper ind på den lokale Starbucks?
De burde selv samle regningen op. Og som minimum behandle deres privilegier med ydmyghed og anstændighed i en tid, hvor uligheden mange steder stiger, en ufattelig rigdom bliver koncentreret på få hænder, og mange kæmper for at have råd til ordentlig mad i lyset af stigende fødevarepriser og inflation.
Bill Gates – kendt som en stor filantrop – har da også fortalt, at han sjældent bruger sit McDonald’s-kort, fordi »jeg har råd maden«. Og Diplo brugte i 2022 sit Chipotle-kort til at betale for 100 andre kunder, der var på stedet.
Med andre ord: Nu handler det for os andre dødelige om at ramme dagen, hvor Timothée Chalapotle bouncer ind på en restaurant i New York og er i gavehumør. Gratis currito-bowls til alle!