Det var en forløsning, da The Weeknd tog masken af i Parken
KONCERT. The Weeknd har altid haft en smag for det teatralske og storslåede.
I Parken lagde han ud med en åbningssekvens med figurer klædt i røde kapper og masker, selv gemte han sig bag en maske, og visuals var dystre og sci-fi agtige. Den tunge ‘Baptized in Fear’ og den umiskendeligt ‘Thriller’-klingende ‘Wake Me Up’ bragede ud over arenaen med et lydbillede, der var halv EDM, halv stadionrock.
Det var for meget. Kvart i Tomorrowland-æstetik. Det klædte hverken koncerten eller The Weeknds musik. ‘Starboy’ fungerede i en blanding af det dystre og det groovy, men godt lød det ikke ligefrem.
Da Abel Tesfaye efter 20 minutters tid tog masken af, var det en forløsning. Han trådte ud af det konstruerede og bombastiske spektakel og fyldte scenen med sit nærvær frem for sci-fi-teater.
Det fungerede. Dag 1-fans vil måske påstå, at han er bedst i den mørke r’n’b, han dyrkede i starten af karrieren, der udspillede sig i de helt sene nattetimer. Men her var det som at være på dansegulvet, når festen peaker, og det var fedt.
Han rendte løssluppent rundt på scenen til pumpende synthbas og blinkende lys. Den disco-prægede, 70’er- og 80’er-inspirerede del af repertoiret fungerede upåklageligt. ‘Sacrifice’ fik gang i fødderne, og ’Can’t Feel My Face’ gik rent ind.
I den langsommere og r’n’b-inspirerede del af showet trådte det nogle gange lige lovlig meget vande, og flere af de nyere sange landede lidt fladt. Med en spilletid på over to timer og mange af sangene glidende over i hinanden føltes koncerten stedvis lang og udefineret.
Men hans hits kan man ikke tage fra manden. ‘The Hills’, hans store gennembrud, fik med sit støjede horror-trap-soundscape og en forvrænget vokal Parken til at eksplodere, og den melankolske ‘Save Your Tears’ var et ømt højdepunkt.
De mørke, bløde og dystre sange som ‘Die For You’ fungerede bedre, da solen var gået ned. ‘One of the Girls’ udløste kæmpe fællessang. Når The Weeknd skruede ned for tempoet og fraserede derudaf, kunne man høre, hvad hans træfsikre, inderlige vokal virkelig kan.
Scenografien var et halvspøjst dystopisk bylandskab af bombede højhuse og majestætiske bygninger. Måske et billede på hans sindstilstand affødt af en tilværelse som dyster popstjerne og mange år på farten? Turneen har kørt siden 2022, og undervejs er ’Hurry Up Tomorrow’ udkommet. På albummet kæmper han med den karakter, han selv har skabt, og det skulle efter sigende blive det sidste under The Weeknd-aliaset. Hvad det betyder er stadig uvist.
Ligeledes var det svært at fornemme, om det her blev The Weeknds sidste gang i København. »Before I leave for a while I wanted to come back«, sagde han undervejs, og under ‘I Feel It Coming’ delte han en god håndfuld high fives ud.
Prøvede han at sige farvel? Hvis han gjorde, hvad så? Skal vi være triste over afskeden, fordi The Weeknd har været en central skikkelse i popmusikken de seneste 10-15 år? Eller glade fordi han træder ud af et univers, der er vokset ham over hovedet? Eller er det hele bare showbiz og røgslør?
The Weeknd selv virkede ikke tynget af situationen. Han fremstod nærmere glad, talte ofte til publikum og fik lovlig kækt flettet »Copenhagen« ind i flere sange.
Den vidunderlige 80’er-pastiche ‘Less Than Zero’ var det emotionelle højdepunkt, inden ‘Blinding Lights’ og ekstranumrene ‘House of Balloons’ og ‘Moth to a Flame’ lukkede koncerten med pyroteknik og et brag, The Weeknd anno 2011 nok ikke ville kunne se sig selv i.
»I try to hide it, but I know you know me / I try to fight it, but I’d rather be free«, sang han. Men i Parken lignede The Weeknd ikke en mand, der længtes efter frihed. Under fyrværkeriet på den københavnske aftenhimmel lignede han én, der havde fundet den.
Kort sagt:
Over to timer svingede The Weeknd mellem mørk r’n’b og strålende disco. Ikke alt landede lige godt, men højdepunkterne var store, og særligt The Weeknds vokal og nærvær strålede igennem.