10. Kayak ‘Ind i solen’
Samlet for de fire sange på ’Ind i solen’ kan siges, at Kayak går skridtet videre.
Som på åbningsnummeret ’Smykker’, hvor effekterne på Eva Berghamars vokal giver sangen en umiskendeligt The Japanese House-agtig kvalitet. Eller ’Din hund’, der bliver helt patetisk (complimentary) i sin totale underkastelse: »Æder dine rester, ja, jeg ku’ / Være en hund for dig«.
Og selvfølgelig det uimodståelige titelnummer, hvor trioen slipper hæmningerne med Springsteen’ske rytmer og spontane udråb. Wooh!
9. Sira Jovina ‘Det, man vander, vokser’
Fra den skrøbelige, smukke ’Superlim’ til den foruroligende og hævngerrige ’Håber det gør ondt’. Fra den bitre ’Troede vi var venner’, der lyder som en serie af intime privatbeskeder, til ’Store mørke verden’, som vender blikket ud mod universet og dets mange mysterier.
Det, der gør ’Det, man vander, vokser’ til så imponerende et debutalbum, er den kæmpe variation i perspektiver, fortællinger og karakterer, som Sira Jovina prøver kræfter med.
Hun er både nådesløs femme fatale, vildt naturbarn og følsom romantiker, og efter alt at dømme er hun kun lige startet på at vise de mange facetter, hun rummer.
8. Barbro ‘Crossfade’
Det skulle virkelig ikke undre, hvis Barbro er den ven, som alle kommer til for at få gode råd, når parforholdet er i krise eller de befinder sig på randen af et sammenbrud, for der er en seriøs følelsesmæssig intelligens til stede i sangskrivningen på ’Crossfade’.
Fra ’What Men Do’, en empatisk sang om at såre andre, fordi man ikke selv er klar til at konfrontere sine egne følelser, til ’Can’t Connect’, der med simple penselstrøg skildrer en overvældende følelse af ikke at kunne genkende verden omkring sig.
Barbro skriver stille sange, der er umanerligt fængslende i deres rå menneskelighed.
7. Zoumer ‘E.A.L. (Euro Arab Lovergirl)’
For en særlig type af københavner, hvis sommer udspiller sig i en pendulering mellem Autopaul og La Banchina i et forsøg på at drikke så meget qvevri-vin som muligt, er her det chikkeste, hotteste sommersoundtrack, der tænkes kan.
Men alle andre typer skal ikke lade sig snyde. Zoumer har nemlig skabt en stilbevidst artpop-perle spækket med stærke melodier og finurlige produktioner, der er uimodståelige i deres pulserende storbyenergi.
Og så er hun velsignet med en skøn sans for humor. Lyt blot til bangeren ’Euro Trash Girl’, hvor hun deadpanner små, skæve observationer så sjove, at vi længes efter en klumme fra Zoumers hånd.
6. Lea Romea ‘Sweetheart’
Mange – vores nordiske naboer især, men også indtil flere af vores egne medborgere (eller landsforrædere) – har gennem tiden påstået, at det danske sprog ikke ligefrem kan kaldes smukt.
Hvis man er af den vildfarne overbevisning, bør man lade sig tvangsindlægge i en isolationscelle med kun denne debut-ep som selskab.
For Lea Romea kunne synge alle 77 sider af firkløverregeringens politiske grundlag og få det til at lyde magisk. Hendes sødmefulde, silkebløde stemme behandler hvert et ord med en kærlig nænsomhed for derefter at indhylle det i et gådefuldt slør.
Det er en udsøgt fornøjelse at høre sådan en kælen for detaljen.
5. Mercedess ‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’
For et album, der i høj grad kredser om følelsen af at være træt og udbrændt, er ’I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’ karakteriseret ved en ekstremt intens nerve.
Det er muligt, at Mercedess’ porøse stemme sjældent hæver sig over en hvisken, og at de mørke, elektroniske produktioner knitrer og kildrer subtilt som en slags dyster ASMR-video, men når hun trakterer musikindustrien, SoMe-brainrot og den influencer-drevne opmærksomhedsøkonomi med lyrisk himmelvendte øjne, rammer det som en skudsalve.
Mercedess har engang beskrevet sig selv som en genert gangster. Genert er hun måske stadig, men ve den, der står over for hende i en skudduel på ord.
4. Artigeardit ‘Den lange vej’
Artigeardit har aldrig været bange for at tage chancer – det er noget af det, der gør ham så fandens fascinerende – men her skejer han helt ud.
Fra den støjende, spjættende ’Ivrig’ til den Jai Paul-klingende ’Hvis væggene kunne tale’. Fra den vrælende operavokal på ’Vær dig selv’ til den ’22, a Million’-agtige ’Øjne’, der med sin spartanske instrumentering står i slående kontrast til den insisterende 00’er-rock på ’Foden på pedalen’.
På ’Den lange vej’ tør Ardit det hele, og han slipper afsted med det meste.
3. Eee Gee ‘Eeelluminagee’
Ifølge konspirationsteorien er Illuminati et hemmeligt, magtfuldt netværk, der bag kulissen agerer dukkefører for alle verdens regeringer og økonomier. Det er dog muligt, at det i virkeligheden er det mindre kendte ’Eeelluminagee’, vi bør frygte.
I hvert fald møder vi på Eee Gees tredje album en kunstner, der er så fuldt ud i kontrol over sine virkemidler, at hun meget vel kunne kontrollere alt det andet også.
Fra pulserende synthpop med Springsteen-fremdrift til ballader lige så storslåede og knejsende som Frihedsgudinden: ’Eeellminagee’ er det mest ambitiøse og formfuldendte værk, Eee Gee nogensinde har begået.
»I make a perfect hitwoman«, lyder det et sted, og vi er ikke det mindste i tvivl. Heldigt, at hun koncentrerer sig om at lave hitalbum i stedet.
2. Iceage ‘For Love of Grace & the Hereafter’
I mere end et årti har Iceage kun vokset sig større og mere teatralske for hvert album, men med ’For Love of Grace & the Hereafter’ bevæger bandet sig snarere i den modsatte retning.
Her skærer Elias Rønnenfelt og co. ind til benet med 12 sprængfarlige skæringer, der spænder fra rockabilly til dancepunk og selvfølgelig deres disparate postpunk, men som alle har det til fælles, at de hører til blandt de mest umiddelbare, ja, faktisk poppede sange, bandet nogensinde har skrevet.
Spilleglæden er til at tage og føle på, og den skinner igennem i teksterne, uanset om Rønnenfelt er smaskforelsket på numre som ’Star’ og ’Ember’ eller i starten af ’Match Head Girl’ bare scatter »do-do-do-do-do-do«.
Resultatet er deres sjoveste, mest livlige album i karrieren. Og endnu en fremragende plade fra et band, der stadig har til gode at lave andet.
1. Søn ‘Søn’
2026 blev året, hvor Søn langt om længe fik den opmærksomhed, de fortjener, og timingen er næppe tilfældig.
For selvom bandet ikke har et dårligt eller for den sags skyld middelmådigt album på samvittigheden, har de med deres fjerde album begået deres bedste af slagsen, der ovenikøbet også er deres mest tilgængelige.
Med ‘Søn’ omfavner kvartetten en mere direkte popsangskrivning, men giver ikke slip på de quirks, der indtil nu har gjort dem så spændende, hvad enten vi snakker den håndspillede house-musik på hittet (!) ’Pissoir’, de eurodancede synthesizere eller Kristoffer Jessens idiosynkratiske lyrik.
Netop lyrikken er mere vedkommende end nogensinde, når vi på barndomsmindet ‘Tetris’ tages med på en familieferie plaget af skilsmisse, eller når Jessen på den smukke, skrøbelige klaverballade ’Det ved jeg ikke om jeg kan, mor’ lader os møde forælderen, der ikke vil genoplives.
Søn har aldrig været bedre, men de har altid være gode. Det er resten af Danmark heldigvis begyndt at forstå.