Jesse Eisenberg trådte for alvor i karakter som instruktør med den Oscar-vindende ‘A Real Pain’, hvor han selv spillede over for Kieran Culkin i fortællingen om to amerikanske fætre, der tager til Krakow for at udforske deres jødiske slægthistorie. Den var også på vores liste over de bedste film i 2025.
Nu følger han succesen op med ‘The Debut’ med Julianne Moore og Paul Giamatti i hovedrollerne som henholdsvis en amatørskuespiller og en strid instruktør på det lokale teater, som udfordrer hinanden under tilblivelsen af et stykke.
Traileren er netop landet, hvor man allerede kan smage det kunstneriske vanvid, og med to kapaciteter i Moore og Giamattis kaliber i front, kan det næsten kun blive godt.
Som skuespiller er Jesse Eisenberg især kendt for sine roller i ‘The Social Network’, ‘The Squid and the Whale’, ‘Now You See Me’-filmserien og ‘Zombieland’. Han debuterede som spillefilminstruktør i 2022 med ‘When You Finish Saving the World’, der havde ‘Stranger Things’-stjerne Finn Wolfhard i hovedrollen.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘The Debut’ får premiere, men ifølge traileren er det »snart«.
