I sidste uge kom det frem, at Amazon havde skrottet ‘Call Me by Your Name’-instruktør Luca Guadagninos kommende film om OpenAI-skaber Sam Altman i forbindelse med en stor milliardhandel med netop OpenAi.
Nu har filmen fået et nyt hjem hos det prisbelønnede filmstudie Neon, der er en af branchens hotteste og mest ansete aktører, og i de seneste år blandt andet har stået bag Oscar-vinderen ‘Anora’. Det skriver Deadline.
Amazon smed ‘Aritificial’ på porten på trods af, at den havde kostet 40 millioner dollars at producere, havde en stjernebesat cast anført af Andrew Garfield og desuden var helt færdigproduceret og klar til at komme i biografen.
Filmen blev skrottet skete efter OpenAI netop havde indgået en aftale med Amazon, der indebar investeringer på 50 milliarder dollars i løbet af de næste par måneder.
‘Artificial’, der er en komedie, beskrives af de branchefolk, som har set den, som et kritisk og uskønt portræt af Sam Altman. Den udspiller sig i 2023, hvor OpenAI udstødte den senere ChatGPT-frontmand fra selskabet, men han formåede at blive genansat.
Yura Borisov, der kunne ses som sikkerhedsvagten i ‘Anora’ medvirker også som en af OpenAI’s mere positivt orienterede stiftere, mens Cooper Hoffman, Monica Barbaro, Jason Schwartzman, Mark Rylance og ‘Girls’-stjernen Zosia Mamet også er at finde på rollelisten.
Efter Neons opkøb forventes ‘Artificial’ at få premiere på efterårets store filmfestivaler, hvorfra den kan forsøge at blive Oscar-kandidat.
