Det har vakt fortjente overskrifter, at en af Amerikas mest prominente instruktører skal lave en dansk film.
Alexander Payne – manden bag bittersøde perler som ‘Sideways’, ‘About Schmidt’, ‘Nebraska’ og ‘The Descendants’ – skal lave filmen ‘Et sted derude’, der bæres af et eklektisk cast blandt andet bestående af Jacob Haugaard og Renate Reinsve.
Filmen skal optages i Midtjylland, men Payne benytter også anledningen til at besøge København.
Cinemateket har grebet muligheden og sat et fuldt retrospektiv af amerikanerens otte film op, og Payne kommer selv og introducerer to af dem: Debuten ‘Citizen Ruth’ og hans nyeste film, ‘The Holdovers’.
Cinemateket viser desuden nogle af de film, der har haft en stor betydning for ham selv, og også to af disse kommer han og fortæller om: William A. Wellmans ‘Westward the Women’ og Luis Buñuels ‘Viridiana’.
Det hele sker over september og oktober. Læs meget mere her.
