Tobias Rahim detonerede sit mest eksplosive festfyrværkeri for tidligt på Orange Scene
KONCERT. Da Tobias Rahim først kom til syne på Orange Scene, var han udstyret med et forgyldt, hjortelignende gevir og prustede teatralsk som et angrebslystent vilddyr i løbetid.
Kitschet? Ja, helt vildt. Men det var alligevel svært ikke at blive oprigtigt nysgerrig på, hvad der mon skulle til at ske. Havde han i sinde at trække os brutalt gennem mudderet i en beskidt og farefuld seance viet til de mest primitive drifter?
Uheldigvis skulle det vise sig, at det mest dyriske ved Rahims store Roskilde Festival-koncert – foruden geviret – var den metaforik, med hvilken han omtalte den. Orange Scene, lød det, er den største tyr, man kan ride. »Roskilde, jeg vil mærke dyret i jer«, sagde han på et tidspunkt.
Orange Scene er ganske rigtigt den største tyr, og selvom det ikke var Rahims første tur i rodeoen, blev koncerten kastet rundt på den med en voldsomhed, der gjorde det svært at holde fast.
Tobias Rahim er en musiker med mange facetter, hans katalog spænder fra rap og tunge elektrorytmer til popsange, som med deres bombastiske patos minder om melodigrandprix. Det gjaldt for eksempel en sang som den demonstrativt opløftende ’Flyvende Faduma’, der blev indledt med en lang, rørstrømsk dialog, hvis inderlighed virkede underligt skuespillet.
Den stilistiske spændvidde er med til at gøre Rahim til en spændende og uforudsigelige popstjerne, men på Roskilde Festival lykkedes han aldrig helt med at få de forskellige brikker til at falde på plads i et sammenhængende hele. Det var som om dramaturgien ikke helt var gennemtænkt, sådan som han sprang rundt mellem stemninger.
Værst fungerede de tungeste sange, dem der sigtede efter klubbens puls eller hiphoppens fandenivoldskhed. Sange som ’Toget’ og ’Vi 1’ kollapsede under deres egen insisterende festlighed, mens et cover af Suspekts ’Kinky Fætter’ simpelthen lød forfærdeligt.
Det er let at forstå, at Rahim gerne ville skabe en euforisk fest, og det lykkedes han skam også med. Han behøvede end ikke prøve.
For selvfølgelig var koncerten ikke uden betydelige, nærmest uundgåelige lyspunkter. Ingen kan fucke med gigabangere som ’Mucki Bar’, ’Feberdrømmer Xx Dubai’ eller ’Stor mand’ – og få ting kan slå følelsen af en hel Roskilde Festival, der forvandler sig til én stemme i omkvædet på sidstnævnte.
Der var ingen kraft, der kunne have stoppet Tobias Rahims publikum fra at synge med, og den overvældende begejstring gjorde næsten, at man undlod at studse over, at Andreas Odbjerg ikke lagde vejen forbi for at fejre, at ’Stor mand’ nu officielt er danmarkshistoriens mest streamede sang.
Eller at ’Bellevue’ blev leveret uden D1ma, ’Darkroom’ uden Icekiid, ’Ingen yin uden yang’ uden Mille, ’Ozonlag af energi’ uden Niels Brandt.
Alligevel var det lidt en skam, for koncertens to stærkeste øjeblikke fandt faktisk sted, da Rahim fik besøg udefra.
Den ene gang af AySays Luna Ersahin, hvis kraftfulde storm af en stemme løftede ’Kurder i København’ til en vidunderlig omgang kuldegysninger, inden den stod på uimodståelig kædedans.
Den anden gang, selvfølgelig, fra Birthe Kjær, der optrådte på Roskilde Festival for første gang i sin næsten 60-årige karriere, og som modtog en hyldest fra publikum, jeg aldrig har hørt mage til.
’Den danske sommer’ var et enormt festfyrværkeri, der burde have været en finale, men som typisk for koncertens lidt forvirrende opbygning gik af en hel time, inden det egentlige fyrværkeri oplyste Dyrskuepladsen,.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.