Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. Abababab! Læg høtyvene. Smid faklerne. Hæld koldt vand på jeres glødende øjne. Og lad mig allerførst lige varedeklarere: Jeg kan godt lide Zendaya. Jeg kan faktisk rigtig godt lide Zendaya. I modsætning til mange andre Hollywood-zellenials, er der noget oprigtigt ved Zendaya, noget u-påtaget.
Der er en gammel ’Family Guy’-joke, hvor Peter afslører sit hot take: at han ikke bryder sig om ’The Godfather’, fordi »den insisterer på sig selv«.
Det er Zendaya – bare med omvendt fortegn. Hun insisterer ikke på sig selv. Succesen og berømmelsen, hun har levet med halvdelen af sit liv, lader ikke til at have korrumperet hende. Når hun optræder på den røde løber, stiller op til interviews eller dukker op i en doomscroll, synes jeg tydeligt, man kan fornemme, at hun er en af de gode.
Så. Med dette lovprisende forord kan jeg måske blive tilgivet af kulten, der tilbeder ved Zendayas alter, for at sige, at … hun simpelthen ikke er nogen gudsbenådet skuespiller. Jeg læste engang en artikel, der formulerede det helt perfekt: »She is a great famous person and not a good actress«.
Og det er helt okay. Gud har i forvejen givet med begge hænder og fødder, da Zendaya blev skabt, så hun behøver heller ikke være nogen Meryl Streep. Men vi skal stoppe med at narre os selv! Diskursen må simpelthen ikke være, at hun bliver offer-only castet, fordi hun er en gave til det store lærred. I mine øjne er hun i bedstefald en middelmådig skuespiller.
Sue me!
Ingen spændvidde
Grunden til, at hun får nogle af de absolut fremmeste roller i Hollywood, grunden til, at Nolan og Marvel og Villeneuve og Guadagnino vil have fat i hende, er mest af alt, fordi hun er en virkelig god kendis.
Hun spiller spillet til perfektion uden at ligne én, der har pakket spillepladen ud. Hun er – helt uironisk og før det blev et meme – demure. Hun er flashy uden at være flamboyant, hun er opmærksomhedsvækkende uden at være opmærksomhedskrævende, hun er påfaldende udramatisk. Hun er en, man kan lide at lide.
Problemet er, at hun som skuespiller ikke har nogen spændvidde. Hun er, i alt, hvad hun laver, ”Zendaya” – bare med et andet navn og en lille personlighedsjustering (school shooter, ørkenkriger, tennispro, stofmisbruger).
Indrømmet, jeg har ikke set hendes Disney Channel-serie ’Shake It Up’ fra start-10’erne, så jeg er selvfølgelig åben over for et modbevis, men min umiddelbare indskydelse siger mig, at det ikke bliver her, min argumentation falder fra hinanden.
I samtlige roller jeg har set hende i – fra Rue i ’Euphoria’ over MJ i ’Spider-Man’ til Chani i ’Dune’ – spiller hun sin karakter med homogen overbevisning. Eller med andre ord: Hun leverer sine replikker, så jeg tror på dem, men uden synderlig stor variation.
Tog man hendes stillsuit, tennisshorts, skintight tanktop eller bryllupskjole ud af ligningen, ville hendes karakterer være totalt udskiftelige.
To forskellige ligaer
Der er en scene i Kristoffer Borglis ’The Drama’, som er et ret perfekt case in point. Her spiller hun over for Robert Pattinson, som jeg synes er en af de bedste og mest interessante skuespillere lige nu, og som har ekstrem spændvidde. Uden at spoile alt for meget har parrets bryllupsplaner fået en gigantisk kæp i hjulet, og der foreligger et ret voldsomt og næsten taktilt ubehag mellem vores to hovedpersoner, som nu står og skal lade som ingenting, mens bryllupsfotografen tager nogle prøvebilleder af dem.
Som enhver professionel fotograf forsøger vedkommende at instruere bruden og brudgommen lidt – smil, tænk på noget rart, smil nu, hvad er din yndlingsting ved din kommende brud, hvad elsker du allermest ved din kommende mand, den slags.
Seeren står her over for en scene, hvor hovedrolleindehaverne skal gøre uoverskueligt meget, mens de fortager sig ubeskriveligt lidt. Og kigger man på det, Pattinson gør – eller næsten gør, eller ikke gør – med sit ansigt, sin mimik, sin positur, sit blik, og kigger man så på det, Zendaya gør ved siden af ham (halvt så meget, hvis vi er søde), så synes jeg, vi har et ret godt destillat af forskellen på en god kendis og en god skuespiller.
Det er bare – hvis du spørger mig og mit brandvarme take – to vidt forskellige ligaer, de to skuespillere stiller op i.
Hollywood har gennem tiden haft mange store stjerner, der byggede en flot karriere op på at spille variationer af deres egen persona igen og igen og igen. Det er ok.
Men jeg er nødt til at holde fast i, at Zendaya ingenlunde er en Julianne Moore, Cate Blanchett, Viola Davis eller Daniel Day-Lewis. Hun er bare … Zendaya. Det skal nok føre hende langt – og har gjort det allerede.