‘Enola Holmes 3’: Den værste film i Netflix’ detektivfranchise
FILM. Tredje kapitel af Netflix’ Enola Holmes-franchise starter som så mange gode historier med et bryllup.
Eller det vil sige: Den skal lige til at starte med brylluppet mellem Enola Holmes (Millie Bobby Brown) og den charmerende Lord Tewkesbury (Louis Partridge) på eksotiske Malta. Men Enola er ikke engang nået til kirken i sit kridhvide blondeskrud, før hun må afblæse festlighederne uden varsel, fordi storebroren, legenden Sherlock Holmes (her i Henry Cavills mere beskedne udgave), er forsvundet.
Således udfolder endnu et mysterium sig for Enola Holmes. Aldrig så snart har hun redt trådene ud med sin sårede gom, før også hans mor forsvinder, og adelsslægtens maltesiske slot står i flammer.
Denne gang er filmen instrueret af Philip Barantini, som tilbagevendende manuskriptforfatter Jack Thorne siden sidste omgang har arbejdet sammen med på hitserien ’Adolescence’.
Der er nu skruet ned for lillesøster Holmes’ brud på den fjerde væg. I stedet lægger hun voiceover til diverse billedbogsmontager og skattekortslignende optegnelser over mysteriets centrale geografiske nedslagspunkter.
Mysteriet er løst baseret på de anglo-afghanske krige. En efterladt morsekode på spejlet staver ordet Khost, som er navnet på en by i Afghanistan, hvor Tewkesburys slægtning, den lidt skumle Brigadier Sampson (Jason Watkins), har været udsendt. Det viser sig, at Dr. Watsons far kæmpede i samme blodige krig.
Watson (Himesh Patel) bringer derfor vigtige indsigter til bordet, ligesom Tewkesbury sætter to streger under sin egen integritet og begavelse. Mor Eudoria Holmes (altid fornøjelige Helena Bonham-Carter) dukker også op og hjælper til. Der er ikke meget ensom ulvover Enola, som ellers er mærket med navnet, der bagfra staver alone. Og det er nok engang et tema, at hun lider af mindreværd i sammenligningen med storebror Sherlock.
Desværre er Enola stadig en undervældende detektiv, men det er jo ikke hendes skyld. Det lugter af venstrehåndsarbejde fra skrivebordet. For det meste griber hun opklaringen an ved løst at ræsonnere uden at underbygge sin teori med reelle spor. Når hun endelig laver hardcore detektivarbejde og afkoder Sherlocks kodesprog i hans dagbøger, bliver vi ikke lukket ind i processen. For at bruge Enola Holmes’ egen metafor er der ikke nogen garnnøgle, der bliver rullet ud.
Både fortælle- og klippetempoet er hastigt som et nødvendigt røgslør for den manglende spænding. Det overspil, som franchisen tidligere har fået hug for, genererer mig til gengæld ikke. Tværtimod er Sharon Duncan-Brewsters karikerede skurkelatter som Moriarty og Millie Bobby Browns charme højdepunkter i filmen.
Et halvbagt parallelt spor handler om den politiske side af mysteriet og Maltas befolknings begyndende frihedskamp. Filmen gør antræk til en dybere forståelse af Moriarty, idet hun udtaler sit aktivistiske mål med sin sabotage. Heldigvis er Enola Holmes og hendes svigerfamilie helt enige i, at det er for dårligt med det britiske imperium. De er overlegne koloniherrer, der både anerkender sine privilegier og er utilpasse med at skulle være hævet over malteserne.
Det kunne have været en spændende anakronisme. Enola Holmes og Tewkesbury-slægten kommer tæt på at befri Malta og vælte det britiske imperium 100 år før tid.
Men Enola Holmes 3’s savner mod. Filmen følger ikke nogen af sine ideer til dørs, og derfor er denne tredje installation også den hidtil svageste.
Storbritanniens kolonihistorie var nok alligevel for politisk kompliceret et emne til en familievenlig blockbuster.
Kort sagt:
Mens Enola Holmes stadig er en halvdårlig detektiv, kaster det tredje indslag i Netflix-franchisen sig tøvende over Storbritanniens imperiale hykleri, men uden modet til at få beskidte hænder.