Det blev i slutningen af 2025 annonceret, at det amerikanske selskab FX har planer om at lave den populære spilfranchise ‘Far Cry’ til en tv-serie.
Nu er der spændende nyheder, for Variety skriver, at Steve Buscemi er blevet udset til at skulle have en bærende rolle i den kommende serie.
Det er voldsomt habile kræfter i form af Noah Hawley, manden bag den formidable serieversion af ‘Fargo’ og senest ‘Alien: Earth‘, der sammen med Rob Mac, skaberen af ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’, skal stå for at bringe ‘Far Cry’ til live i serieformat.
Mens det endnu er uklart, hvad første sæson af ‘Far Cry’ kommer til at handle om, er det sikkert, at serien bliver en antologi – altså kommer hver sæson til at have separate handlingsforløb og nye skuespillere, som man kender det fra for eksempel ovennævnte ‘Fargo’.
Rob Mac kommer desuden til at spille med i serien, ligesom man allerede har afsløret, at Lizzy Caplan får en bærende rolle. Hun har været Emmy-nomineret to gange for sine roller i ‘Masters of Sex’ og ‘Fleishman Is in Trouble’ og har desuden medvirket i alt fra ‘Mean Girls’ til ‘Cloverfield’.
En sjov forbindelse mellem Hawley og Buscemi er naturligvis, at Buscemi spillede med i den oprindelige Coen-instruerede ‘Fargo’ fra 1996.
Det vides ikke, hvornår man kan forvente at ‘Far Cry’ lander, men det bliver med al sandsynlighed på Disney+ i Danmark.
Seneste spil i franchisen, ‘Far Cry 6’, landede i 2021 til en blandet modtagelse. Anderledes populære er særligt tredje, fjerde og femte installation i spilserien.
