Sam Neill gik som bekendt bort tidligere på ugen i en alder af 78 år. Dødsfaldet var ganske overraskende, fordi den newzealandske skuespiller for blot få måneder meldte ud, at han var blevet sin leukæmi kvit.
Nu er dødsårsagen imidlertid blevet offentliggjort, da (for) mange har spekuleret og spredt falske rygter. Det forklarer en talsperson, Philip Grenz, til US Weekly.
Her udtaler han, at det altså var en lungebetændelse, der tog livet af Neill:
»Siden Sam Neills død har flere historier spredt sig i medierne, som indeholder både upræcisheder og deciderede usandheder. Som talsperson for Sam Neill har jeg snakket med hans familie og ønsker at klarificere nogle detaljer for hans fans. Sam mistede livet til lungebetændelse. Inden han blev syg, havde Sam tappert bekæmpet og besejret leukæmi gennem en ny behandling kaldet CAR-T-terapi«.
Grenz forklarede yderligere, at en privat mindehøjtidelighed vil blive afholdt på Sam Neills egen gård i New Zealand:
»Da Sam var en utroligt privat mand, som hadede postyr, vil hans familie ære ham med en privat familiehøjtidelighed på hans gård i New Zealand på et senere, fortsat ubestemt tidspunkt. Jeg vil gerne takke alle, som var tætte med Sam for at forstå hans privatliv med den respekt, han fortjente og hans nærmeste har brug for og behøver i denne ubegribeligt svære tid«.
Hans familie beder om, at fans der ønsker at ære Neill, kan donere penge til velgørenhed – de foreslår selv The Dunstan Hospital Foundation, The Snowdome Foundation (som forsker i leukæmi) eller en af de organisationer, der kæmper for at bevare New Zealands natur.
Det fremgår også, at Sam Neill nåede at filme adskillige kommende roller, inden sin død. Han vil blandt andet kunne ses i ‘Godzilla x Kong: Supernova’, der får premiere 25. marts næste år, ligesom han medvirker i romcom-filmen ‘The Last Resort’ over for Daisy Ridley.
