Lukas Graham vil tilbage til rødderne, men ‘Good Times’ lugter stadig af popmaskine
ALBUM. Der kommer til at være en hel del at bonde over mellem Lukas Forchhammer og Ed Sheeran, når de sammen tager på efterårsturné i USA.
For de har begge fundet opskriften på at presse noget, der lugter af røgfyldte lokaler, dybe rødder og autenticitet, ned i verdens største popmaskine.
Fortællingen er alfa og omega, og så er det en anden sag, at materialet fra de to har det med at pege i en anden retning: Væk fra Irlands grønne landskaber, væk fra fristadens sativa-duft og dybt, dybt ind i mødelokaler og sterile musikstudier.
Det stod klart på Lukas Grahams tidligere udspil, ’4 (The Pink Album)’, der var hyperkommercielt i en grad, hvor denne anmelder lige måtte dobbelttjekke, at singlen ‘Share That Love’ rent faktisk ikke var lavet med det formål at agere soundtrack til en Coca-Cola-reklame.
Ikke meget kåd Christiania-stemning dér.
Men på det nye ‘Good Times’ skulle piben have fået en anden lyd, kan man forstå på presseteksten. Forchhammer beskriver selv albummet som en slags tilbagevenden til rødderne, emmende af folk og country, helt ligesom stuen i barndomshjemmet gjorde det.
Og ‘Good Times’ er da også spækket med oder til dybe venskaber, klimprende akustisk guitar og rendyrket pubstemning. Men kernen er stadigvæk en så blottet popnerve, at det håndspillede univers føles lånt.
Charmerende er det mange gange, autentisk er det en gang imellem, og fuldstændig overbevisende bliver det aldrig.
Det lykkes bedst på den stemningstunge ‘Freetown Road’, hvor Forchhammer for en stund dropper jagten på det catchy omkvæd og i stedet bruger sit imponerende register på en patosfyldt hyldest til hjembyen. Akkompagneret af smuk guitar og lækkert Rhodes-klaver er balladen et af de få steder, hvor mennesket Lukas virkelig kommer ind under huden.
Andre gange preller ‘Good Times’ af i rent kommercielt overdrive. ‘Days Like These’ lover godt og er både smuk og intim med herlige akkordskift, men så rammer et klassisk popomkvæd lige til P4 som en våd klud.
‘Falling’ kunne have været et sødt countryindslag, men den hurtige, krystalklart miksede Forchhammer-vokal™ kvæler det luftige element. Og pseudo-motiverende linjer som »if you never jump, you never know if you can fly« gør det ikke meget bedre.
Tekstuniverset er generelt ikke nogen redningskrans for Forchhammers på ‘Good Times’. Albummet er en overflyvning af alle de obligatoriske klichéer inden for countrysfæren: »Let’s drink to all our memories« på ‘Before You Go’, »we had some good times« på ‘Good Times’ og vores-kærlighed-er-vigtigere-end-materielle-goder-stemning på ‘Rich Man’.
Vi får dybere ting serveret. Bruddet med gamle venner på ‘Days Like These’ og den førnævnte veldrejede folk-ballade ‘Freetown Road’. Det er det mest frustrerende ved ‘Good Times’. For der er håndspillede guldklumper. Flere øjeblikke, hvor Forchhammer nærmer sig det return to the roots, han har lovet.
Vi kommer bare aldrig helt derhen. Bremset af konform mixing, radioklare omkvæd og den til tider imponerende, men ofte påtrængende og overgjorte vokal bliver vi i den popæstetik, som albummet ellers skulle lægge afstand til. Bare tilsat noget mere akustisk guitar.
Lukas Graham har ligesom Ed Sheeran forstået, at autenticitet er et fremragende popprodukt. Fortællingen om Christiania-knægten, der tog verden med storm. Den britiske gademusikant med den gamle, knagende akustiske guitar.
Om materialets substans og islæt så stemmer overens med fortællingen er en anden sag. Men det er vel også den slags, man kan bonde over med Ed Sheeran backstage på USA-turnéen.
Kort sagt:
Lukas Graham forsøger på ‘Good Times’ at vende tilbage til rødderne med folk, country og håndspillet varme, og undervejs opstår der faktisk flere charmerende og musikalsk stærke øjeblikke. Men polerede produktioner, radioklare omkvæd og klichétunge tekster spænder ben for autenticiteten.