INTERVIEW. Man kan roligt sige, at den biografaktuelle ’Hana Korea’ ikke ligner andre danske film.
Faktisk ville man nok slet ikke gennemskue, at den var dansk, hvis man ikke lige vidste det.
For filmen fortæller en lokal koreansk historie om kvinden Hyeson, som er flygtet fra Nordkorea til Sydkorea og nu håber at tjene penge nok til at sende medicin hjem til sin dødeligt syge mor og skabe sig selv et nyt og bedre liv i det mere velstående land.
Men bag filmen står altså danske kræfter. Først og fremmest instruktør Frederik Sølberg, der tidligere har lavet dokumentaren ’Doel’, men altså nu har begået sin første spillefilm langt væk hjemmefra. Han har allieret sig med et hold både bestående af sydkoreanere og danskere – sidstnævnte tæller blandt andet en dansk producer, klipper og fotograf samt ’Mew’-forsanger Jonas Bjerre, der har komponeret det nænsomme score.
Men hvordan går det til, at en dansk filmskaber laver en sydkoreansk spillefilm om noget så forholdsvist fremmed herhjemme som forholdet mellem Nord- og Sydkorea?
Vi fangede Frederik Sølberg over mail – og fik også svar på, hvordan nogle af Sydkoreas store skuespilstjerner endte i filmen, og hvordan den er blevet taget imod i det asiatiske land.
»Jeg besøgte Sydkorea for første gang i 2010. Helt rundtosset af jetlag satte jeg mig ind på en restaurant og faldt i snak med to koreanske mænd«, starter han.
»De fortalte mig om, hvad delingen af Korea betød for dem, og om deres sorg over, at landet er splittet i to. Jeg husker især, at den ene sagde: ’All we want is hana Korea’. Hana betyder ’ét’ på koreansk – altså ét forenet Korea. Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg begyndte at researche om Korea«.
»Noget tid senere faldt jeg over en artikel om Hanawon Center, Sydkoreas nationale integrationscenter for nordkoreanere. Det blev jeg meget fascineret af, og i 2016 rejste jeg tilbage til Korea for at lave en radiodokumentar om Hanawon. I den forbindelse interviewede jeg en række nordkoreanere, og inspireret af deres fortællinger og min egen oplevelse af at være helt alene i det her hypermoderne land opstod idéen til en film«.
»En film, der ikke kun handler om det, nordkoreanerne flygter fra, men især om det, de flygter til. En film om, hvordan det føles at være nordkoreaner i Sydkorea«.
Manuskriptudvikling i ladcykel
Det startede, så vidt jeg ved, som en dokumentar; hvordan udviklede det sig til fiktion?
»Oprindeligt var min idé at lave en hybridfilm – en blanding af interviews og iscenesatte sekvenser med skuespillere. Men som projektet udviklede sig, blev det tydeligt for os, at det var iscenesættelsen, der gjorde det stærkeste indtryk på os«.
»Vi kunne mærke, at vi gerne ville blive i scenerne sammen med Hyesun, være tæt på hende – og at det dokumentariske lag dermed i virkeligheden stod i vejen for det, vi ville: at skabe en personlig og nærværende fortælling om en nordkoreansk kvindes oplevelse af at ankomme til Sydkorea og den transformation, hun går igennem«.
Du har skrevet manuskriptet med Sharon Sungjae Choi, som er bedst kendt som Bong Joon-hos oversætter. Hvordan kom samarbejdet med hende i stand?
»Vi var fra start enige om, at jeg havde brug en koreansk medforfatter. Derfor foreslog vores producer Heejung Oh, at jeg mødtes med Sharon«.
»Sharon og jeg mødtes i Berlin i 2022, og vi fandt hurtigt hinanden gennem vores fælles passion for musik og film. Vi tilbragte flere dage sammen, hvor vi snakkede non stop, og blev enige om at arbejde sammen på ’Hana Korea’. Vi brugte de følgende to år på at udvikle manuskriptet – både long distance, i Korea og i Danmark. Jeg har cyklet Sharon rundt i min ladcykel i København, mens vi diskuterede, hvordan filmen skulle slutte, og hun har skrevet en del af manuskriptet i mine forældres sommerhus i Odsherred«.
Trods de stærke sydkoreanske kræfter i produktionen havde du så nogle bekymringer omkring at lave en så ’lokal’ koreansk fortælling som dansker?
»Jeg har selvfølgelig en bevidsthed om, at jeg som dansker kommer udefra og fortæller en meget specifik koreansk historie. Netop derfor var det vigtigt for os fra begyndelsen, at filmen blev skabt i et tæt samarbejde med vores koreanske kollegaer«.
»Siden 2019 har vi arbejdet tæt sammen som et koreansk-dansk team. Vi har fra begyndelsen været ligeligt involveret og haft samme mulighed for at forme og påvirke filmen. Vi har løbende diskuteret kulturelle forskelle, vores positioner som historiefortællere og vores forskellige perspektiver«.
»Vi har arbejdet ud fra et princip, vi har kaldt: ’Blikket udefra, viden indefra’. For mig betyder det, at jeg anerkender, at jeg som udefrakommende har et andet blik på Korea, samtidig med at vi som koreansk-dansk team har en dyb indsigt i koreansk hverdagsliv, kultur og politik«.
»Dét særlige samarbejde har været helt centralt for filmen. Uden det havde der ikke været nogen film. Vores ambition har hele tiden været at skabe en fortælling, der både kan resonere med et koreansk, et dansk og et internationalt publikum – uden at reproducere klichéer eller kulturelle stereotyper«.
Instruktøren tager ikke lur!
Du har flere ret prominente sydkoreanske skuespillere på rollelisten, selvom det er en lille produktion. Minha Kim fra ’Pachinko’, Jooryoung Kim fra ’Squid Game’. ’Hvordan lykkedes det?
»Godt spørgsmål. Det kan jeg også selv undre mig over«.
»Jeg kendte ikke Minha Kim i forvejen, men efter at have set hende i ’Pachinko’ – som blæste mig fuldstændigt bagover – vidste jeg bare, at hun ville være fantastisk som Hyesun. Jeg kunne kun håbe på, at hun ville sige ja til at være med i vores film«.
»Vores koreanske hold rakte ud til hende og spurgte, om hun ville læse manuskriptet. Det sagde hun ja til. Hun kom til en casting i Seoul, og der var rigtigt god kemi mellem Minha og vores hold. Hun fortalte at hun elskede manuskriptet, og vi kunne med det samme mærke, at hendes fortolkning af Hyesun var den helt rigtige. Vi krydsede fingre og spurgte, om hun havde lyst til at møde os igen. Hun svarede med det samme ja«.
»Til det næste møde var vi alle spændte. Mens vi ventede på, at hun skulle dukke op, opdagede vi, at vi alle havde noget grønt på, og vi jokede med, at hvad nu hvis Minha også dukkede op i grønt? Så åbnede døren, og Minha trådte ind – iført en grøn cardigan! Det føltes næsten som skæbnen. Og så sagde hun ja til at være med i filmen«.
»Derefter inviterede vi hende til en workshop i København, hvor vi udviklede hendes karakter og øvede scener. Det gik så godt, at vi gik i Tivoli og spiste smørrebrød og drak snaps«.
Hvad kom bag på dig ved at indspille film i Sydkorea, da I først var i gang med optagelserne? Er der en anden kultur på optagelserne?
»Vores hold på set bestod af sådan cirka 45 koreanere, fire danskere og en enkelt kenyaner. De var alle mega professionelle og hårdtarbejdende: gjorde alt, hvad de kunne for at få filmen til at lykkes, svarede på e-mails på alle tider af døgnet, gav aldrig op«.
»En sjov forskel er, at det er meget udbredt at tage sig en lur på settet i Korea. Både statister og filmarbejdere kunne godt finde på at tage en hurtig skraber – også selvom de er i framen eller med i en samtale. Til gengæld blev det taget ilde op, hvis jeg lagde mig et kvarter på en sofa i frokostpausen. Det gør en instruktør ikke«.
Langt fra Mads Brügger
Sydkoreas film- og tv-produktion har selvfølgelig oplevet et kæmpe boom de seneste år. Mærkede du selv det undervejs?
»Ja, vores produktionshold kom direkte fra optagelser på en kæmpe Netflix-produktion, så det er tydeligt, at der er en kæmpe interesse for koreanske film og serier«.
»Det samme kan vi mærke omkring vores cast. Minha Kim har en kæmpe international fanbase, og Jooryoung Kim er ofte i Brasilien og Frankrig, hvor hun har mange fans«.
Hvordan er filmen blevet taget imod i Sydkorea? Hvad tror du, den bibringer med af nye vinkler i den koreanske kontekst?
»’Hana Korea’ havde verdenspremiere i Busan. Vi havde tre udsolgte visninger, vandt Publikumsprisen og fik en fantastisk modtagelse fra publikum og presse. I juli fik den biografpremiere i Korea i over 200 biografer«.
»Det koreanske publikum er især berørt af skildringen af Hyesun. Ifølge mine koreanske kollegaer er nordkoreanere oftest blevet fremstillet som skurke eller utroværdige i sydkoreansk populærkultur, så de oplever vores film, vores blik, som et andet. Mange af de journalister og publikummer vi har snakket med, oplever ’Hana Korea’ som et nærværende og menneskeligt portræt af Hyesun og hendes liv – rørende og genkendeligt uden at være fordømmende eller stereotypt«.
Mange danskere kender måske mest forholdet mellem Syd- og Nordkorea fra ’Det røde kapel’ og ’Muldvarpen’. Er der noget i Mads Brüggers udlægninger, du gerne vil præsentere en modvægt til?
»Jeg kan godt lide Mads Brüggers film, men hans ærinde er et lidt andet end mit. Hans fokus har primært været på at portrættere og udstille det regime, nordkoreanerne flygter fra, hvor jeg primært har interesseret mig for det land, de flygter til«.
Hvad håber du generelt, at et dansk publikum vil tage med fra ’Hana Korea’?
»Jeg håber, at publikum går fra filmen med en større forståelse for, at det at begynde forfra, at forlade et land for et andet, er forbundet med sorg, tvivl, ensomhed og splittelse. Jeg håber, at ’Hana Korea’ kan sætte gang i en bredere samtale om vores længsel efter at høre til i en verden, der hele tiden bevæger sig hurtigere, føles mere og mere fragmenteret, virker mere og mere polariseret«.
»Hyorins historie er på mange måder unik, men rummer samtidig noget universelt og genkendeligt i det moderne menneskes søgen efter frihed, værdighed og et sted at høre til. Hvad betyder frihed egentlig? Og hvad er vi villige til at ofre for den?«
’Hana Korea’ har biografpremiere på torsdag, 20. august.