‘Hamløber’: Endelig findes der en dansk roman, der har fattet internettet
ROMAN. Hvis du læser bøger for at slippe væk fra den digitale verden, hvis du læser for at blive mere grounded eller for at komme lidt væk fra skærmene, bliver ’Hamløber’ en udfordring.
Det er en papirbog, der er lige så kronisk online som sin fortæller Laura, der er vokset op med en fraværende mor, men et nærværende modem.
Laura drømmer om at blive spildesigner, men hun er havnet som vikar på et plejehjems vagtskema. Det er lige indtil hun får doomscrollet sig frem til en praktikplads hos den excentriske e-girl Tasha, der udvikler computerspil i New York.
Her skulle Laura så egentlig udvikle grafik til spillet ’Hamløber’, men hun bliver i stedet hvirvlet ind i Tashas paranoia, loyalitetskonflikter og besvær med at finde rundt i sine identiteter.
Tasha kalder sig @endtimesgirl og kombinerer sin udprægede lillepigeæstetik præget af mangaøjne, tøjdyr og ahegao-ansigter med nihilistiske doomer-memes. Hun er en gedigen troll, der gør det umuligt at gennemskue, om hun taler sandt eller falsk, når hun slynger om sig med påstande som, at »hun har et bodycount på mere end 200«, og at hun er »den originale e-girl«.
Og således er vi allerede dybt inde i internettets vanvid.
Mikkel Rosengaard befolker sin roman med magnetiske karakterer. I en verden af e-girls og it-girls er alle en main character i deres egne fiktioner, men de er det så sandelig også i romanen.
Alle spiller deres egen millenial-udgave af Truman Capotes klassiske ’Breakfast at Tiffany’s’ femme fatale: Holly Golightly. Det er kun fortælleren Laura, der er nogenlunde nede på jorden og i stand til at føre en almindelig samtale i et univers, hvor alle er vant til at få målt deres værdi på, hvor gode de er til at skabe opmærksomhed.
Det kan lyde irriterende, men ’Hamløber’ er ikke en satire. Det er ikke en roman, der prøver at afsløre influencernes hulhed. Det er i højere grad en psykologisk roman med et solidt spændingsplot.
Der går nemlig kun en enkelt side i romanen før vi ved, at Tasha kommer til at dø. Vi ved ikke hvordan eller hvorfor, men alt imens Laura skal lære sin nye boss-girl at kende, ved vi hele tiden, at tragedien vil banke på døren.
Man kan heldigvis altid bare blive en anden
I ’Hamløber’ er der ikke nogen, der har haft en god opvækst. Alle er på den ene eller den anden måde knækkede mennesker, men de har det tilfælles, at internettets mangfoldighed har trøstet dem.
De har fundet kraft i de fiktioner, der udspiller sig online. De er blevet succesfulde hovedpersoner i deres egne rollespil – uanset om det er Tasha med sin nihilisme eller it-girlen Chloe.
»Chloe var gået viralt som tyveårig på at spise en designertaske af brød. Først en fransk surdejsclutch. Så en sødmælksskuldertaske hun selv havde bagt«.
Der er et skær af vanvid ved deres online-personaer, der også siver i gennem til deres offline tilstedeværelse. Og det er her, romanen fungerer glimrende, for den demonstrerer, at der ikke rigtigt findes et skel mellem online og offline. Alt foregår begge steder.
Som handlingen skrider frem, bliver det sværere for Tasha at holde masken virtuelt såvel som IRL. Hun er spundet ind i et væld af løgne og halve sandheder, hun heller ikke selv kan holde styr på.
Det resulterer i så solid paranoia, at hun får svært ved at praktisere sit mantra om at »man lige så godt kan have det sjovt, mens det hele går ad helvede til«.
’Hamløber’ udstiller resignationen i vores tid. Den udstiller internettets glæder og frihed, men også skyggesiden. Det grusomme internet, der har småtraumatiseret alle millenials med halshugninger, selvmordere, dyremishandling og 2 kvinder og 1 enkelt kop.
Alt det potentiale, internettet har til at opbygge dig, har det også til at rive dig ned. Du kan gå viralt på godt og ondt. I ’Hamløber’ ser vi mest det onde.
Et easter egg er ikke et påskeæg
Midt i al romanens overbevisende internetkyndighed, er der dog et skår i glæden. Den er for oversat. Der er simpelthen for mange ord og begreber, der er blevet forceret danske – og det virker utroværdigt hver eneste gang.
Fortælleren Laura er mere eller mindre opdraget af internettet, fra hun var syv år gammel, så det virker meget mærkeligt, når hun skriver om at »glide ind i privatbeskeder«. Undskyld mig, men slider hun ikke ind i DM’s?
Eller hvad med denne beskrivelse af Reddit-forrummet /Random: »Det var et sted for gamere, doomere og bundspisere fra alle samfundslag«.
»Bundspisere«. Det dækker simpelthen ikke over det samme som bottom feeders, medmindre Laura reelt mener, at bundlevende fisk og skaldyr befolker Reddit.
Det er som om, Mikkel Rosengaard, der selv er bosat i New York, kun har fået lov til at bruge to engelske ord i en sætning, før redaktøren har vredet armen rundt på ham. Men internettets sprog er engelsk. Det bliver underligt akavet, når der på cirka hver tiende side optræder ord, som det er grundlæggende usandsynligt, at Laura ville oversætte til dansk – hun har aldrig rigtig snakket med danskere om easter eggs i sine spil, så hvorfor i alverden vrøvler hun pludselig om »påskeæg«.
Det hiver én ud af fiktionen og svækker romanens sprog hver gang. Heldigvis er det et mindre problem i det store hele, for ’Hamløber’ har ellers så meget overskud til sine karakterer, sit plot og sine kærlighedsfortællinger. Ja, dem har jeg ikke engang nået at rose for deres kompleksitet og længselsfuldhed.
Kort sagt:
’Hamløber’ er en fornem roman om, hvordan internettet former os både online og offline med et bundsolidt spændingsplot og mindeværdige e-girlkarakterer.