Det er lige under et år siden, at Big Thief senest udgav et album. Derfor blev de fleste uden tvivl overraskede, da bandet før en koncert i lørdags annoncerede deres næste udgivelse: et tredobbelt album.
‘Horsepower’ hedder det kommende projekt, som endnu ikke har en udgivelsesdato på plads og består af 29 numre. Bandet spillede alle disse sange, dog ikke i den rigtige rækkefølge, for publikum på Nashville-spillestedet Ryman Auditorium, hvor fotografering og videooptagelser var forbudt, skriver Pitchfork.
Forsanger Adrianna Lenker præsenterede den overraskende live-debut med ordene: »Hvis I havde håbet på at høre nogle af de sange, I måske kender, så kan de forhåbninger også godt droppes«.
Det nye album gæstes af de tre amerikanske folkikoner Lucinda Williams, Gillian Welch og Iris DeMent, som også var med på scenen til koncerten i Nashville.
Soundvenues anmelder Kristoffer Nørager Møller gav fem stjerner til Big Thiefs seneste album (og første som trio efter bassist Max Oleartchiks exit), ‘Double Infinity’.
Samme karakter fik bandets uforudsigelige koncert i K.B. Hallen tidligere i år. »Med en tro på sangene og samspillet var bandet både ustoppelige og blide«, skrev Soundvenues anmelder Anton Løkke Laursen.
