‘M’s liv’: Hvad har Natalie Portman gjort Rachel Cusk?
ROMAN. Den seneste måneds tid er internettet boblet over af et regulært bogdrama. Det hele startede med nogle løse rygter fra New Yorks litterære indercirkler. Magasinet Unheard kunne først breake en eventuel sammenhæng mellem den engelske stjerneforfatter Rachel Cusks kommende roman ‘M’s liv’ og skuespilleren Natalie Portman. Der var ugler i mosen fra begyndelsen, for som artiklen påpeger: »En Cusk-bog er aldrig flatterende.«
Også M, hovedpersonen i romanen, udviser bekymring. I bogens indledning sættes rammefortællingen op: En forfatter, som M har mødt i en boghandel og siden er blevet en slags venner med, vil gerne skrive hendes biografi. »Finder du så bare selv på det hele?« spørger M. Romanens pointe serveret på et sølvfad allerede på side et.
Og ja, ‘M’s liv’ er en roman fuld af fiktion, men enhver tvivl om, hvorvidt karakteren bygger på Natalie Portman, må være elimineret nu. I romanen begynder M sin karriere som barneskuespiller i en seksualiseret rolle, præcis som Portman debuterede i ’Léon’. M bor i Paris med sine børn og er ud over sine filmroller ansigtet udadtil for et stort modehus, præcis som Portman. Tydeligst bliver det dog i beskrivelserne af de film, M har medvirket i:
»For nogle år siden, da hun ikke længere selv var en purung pige, blev M udvalgt til at spille hovedrollen i en film om en purung pige, som var blevet udvalgt til at spille hovedrollen i en ballet.«
Hvis denne lille bid ikke er nok, gør den efterfølgende sekvens det mere end klart, at det er ‘Black Swan’, der refereres til.
Hele verden er en scene
»Hele verden er en scene«, skrev Shakespeare. »The more you play, the more you pay«, synger Taylor Swift, og det er berømmelsen som et stramt korset, Cusk undersøger i ‘M’s liv.’
Settingen er, som den næsten altid er i Cusks romanuniverser, meget steril. Væggene er hvide, genstande er placeret snorlige, og enhver handling er kalkuleret. Romanens store spørgsmål synes at være følgende: Hvis man som M (og Nathalie Portman) blev en offentlig person i en meget ung alder, vil det at være sig selv så altid være en rolle, man spiller?
Intet, M gør, kommer af en oprigtig interesse for andet end sit eget image. Hun giver råd til yngre skuespillerinder, fordi det er »en del af hendes projekt at blive veninder med yngre kvindelige skuespillere.« Hun tror, at hun har et ønske om at være i kontakt med en eller anden form for normalitet, men »det at blive konfronteret med et basalt behov eller ansvar er som at stå ved kanten af en afgrund.« Når M er udenbys for at arbejde, »er hendes arbejde at være sig selv.«
Vi præsenteres for et kynisk portræt af en verdensstjerne, også selvom denne i ny og næ pyntes med gode intentioner. Nogle af Cusks reflektioner om berømmelse er sylespidse i deres præcision. Blandt andet en passage, der handler om filmskuespilleres forsøg på at opnå integritet ved at spille teater. »At skulle overleve udelukkende på integritet er en anden sag, men med fyldt mave virker dens spartanske strenghed tillokkende.« Oh snap!
Budskabet er klart nok, men der mangler stadig en vigtig brik. Hvorfor skrive så intellektuel en roman renset for enhver støj og så gøre noget så unhinged som at tage en verdenskendt skuespiller som Natalie Portman som gidsel? Er det for at sige noget om vores allesammens besættelse af personbunden celebrity-gossip?
New York Times er indtil videre de eneste, der har fået lov at stille Cusk spørgsmålet, men hun benægter alt.
»Der er næppe nogen, der anser mig for at være en forfatter naturligt draget mod berømthedskultur«, siger hun i interviewet, og nej Cusk, det troede man nemlig ikke om dig.
Rigtig kunst
Der er en passage i bogen, hvor den ellers så nøgternt observerende fortæller faktisk viser lidt tænder.
I scenen skal M være vært for et modebrands litterære salon. Med på scenen er en forfatter med »et vist ry« og en model. Her bliver tonen intellektuelt sassy. M er iklædt briller med sort stel og et sort jakkesæt, hvilket »åbenbart er modebrandets forestilling om en kvindelig intellektuel.« Modellen har ikke læst bogen, og hos publikum »bredte der sig en form for døsig forvirring, som de sad der og knugede deres goodiebags.«
I forbindelse med Diors boginspirerede tasker, de såkaldte Book Totes, har modehuset afholdt en række bogklubber, hvor litterære berømtheder fortæller, hvilke værker der skal i deres tote. Gæt hvilken Hollywood-skuespiller, de for eksempel har haft med?
Ej, nu skal det ikke blive Reddit det her. Scenen er tilfredsstillende at læse, fordi den føles som en sprække i minimalismen og som det sted, hvor Cusk selv er mest til stede. Den har ligesom en understrøm af pick-me girl-energi,. Se lige de her pseudointellektuelle kvinder, der tror noget, de er kunstnere og ved noget om litteratur.
Ej, nu skal det ikke blive Reddit det her. Scenen er tilfredsstillende at læse, fordi den føles som en sprække i minimalismen og som et sted, hvor Cusk selv er mest til stede og derfor også har mest på spil. Se lige de her pseudointerlektuelle kvinder, der tror, de er kunstnere og ved noget om litteratur.
Vil fortælleren lige vil minde alle om, hvad rigtig kunst er? I det lys er romanen for alvor interessant.
Kort sagt:
Rachel Cusk er sylespids og præcis som altid – og en særlig selvtilfreds scene gør hele bogens præmis mere interessant. Alligevel sidder man tilbage med en undren over, hvad søren Nathalie Portman kan have gjort Rachel Cusk.