Efter et par år med løse rygter, bekræftede Tom Cruise i weekenden, at en efterfølger til racerfilmen ‘Days of Thunder’ fra 1990 officielt er på vej.
I samme ombæring blev det afsløret, at Anne Hathaway slutter sig til filmen som en endnu unavngiven bærende karakter, der arbejder som holdleder og tekniker over for Tom Cruises nu aldrende racerkører Cole Trickle.
Den casting er én af de oprindelige ‘Days of Thunder’-skuespillere ingenlunde begejstret for. Randy Quaid, der spillede holdejer Tim Daland i den originale film, har netop udsendt en tirade af X-opslag, hvor han kritiserer castingen af Hathaway.
Han udtrykker sin skuffelse over, at Nicole Kidman ikke vender tilbage til universet efter sin bærende rolle i den første film. Derudover er bærer hans kritik af Hathaway mest præg af højrefløjspolitik og sexisme.
»Vi har brug for Nicole tilbage. Vær nu ikke en tøsedreng, Tom Cruise. Du har brug for den originale pige. Det er ikke personligt, det handler om film. Anne er ikke sexet, fordi hun, hvis du ikke har lagt mærke til det, er gravid«, skriver Quaid i et opslag som svar til Cruises promovideo.

»Anne Hathaway er et venstreorienteret, woke, forfærdeligt valg til ‘Days of Thunder’-publikummet, som er MAGA. Den sexede, ældre kvinde til Tom i denne film skal være Nicole. Det er den casting, der ville sælge idéen«, skriver han i et andet opslag.
Med den negative tone kunne man forestille sig, at Randy Quaid ikke selv medvirker i ‘Days of Thunder’-efterfølgeren. Men det gør han faktisk. Han annoncerede i hvert fald i en video på X, inden de Anne Hathaway-kritiske opslag, at Tom Cruise havde ringet til ham. »Vi skal lave ‘Days of Thunder 2’!«, fortalte han begejstret.
Den oprindelige ‘Days of Thunder’ blev instrueret af nu afdøde Tony Scott, fire år efter instruktøren og Tom Cruises givtige samarbejde med pilothittet ‘Top Gun’.
Det er ligefor at se den kommende legacy sequel som en reaktion på den store succes med 2022-fortsættelsen ‘Top Gun: Maverick’.
‘Days of Thunder 2′ instrueres af Jonathan Levine, der mest forbindes med komedier som ’50/50’, ‘Warm Bodies’ og ‘Long Shot’. Manuskriptet har Will Staples (‘Without Remorse’) stået for.
Den amerikanske premiere er sat til 2. juni 2028, og det må forventes, at den rammer de danske biografer i samme uge.
