Når den storhittende internationale K-popgruppe Katseye i næste måned optræder på dansk grund, bliver det uden frontkvinde Sophie Laforteza på scenen.
Gruppen har lige annonceret, at Laforteza udebliver fra hele den europæiske del af deres store verdensturné, som begynder i morgen i irske Dublin, skriver Variety.
»Sophia fokuserer på sit velbefindende, og gruppen er fortsat fuldt engageret i at give hende al den støtte og de ressourcer, hun har brug for«, skriver Katseye i en story på Instagram.
»Vi beder oprigtigt om Eyekons’ (gruppens fans, red.) forståelse, da vores højeste prioritet altid vil være vores artisters helbred og langsigtede velbefindende. Vi vil dele yderligere opdateringer, så snart de foreligger«.
Sophia Laforteza har også selv kommenteret sit fravær fra de europæiske koncerter.
»Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg ønsker at deltage på denne turné og optræde for jer alle«, skriver hun i en Instagram-story.
»Jeg er nødt til hver dag at minde mig selv om, at vores fysiske og mentale velbefindende altid bør prioriteres … Jeg har været i løbende behandling og gør alt, hvad jeg kan, for at holde mig sund, aktiv og glad. Man kan ikke hælde fra en tom kop«.
Annonceringen kommer ikke ud af det blå, for Laforteza fortalte i starten af måneden, at hun ville holde en pause fra Katseye.
Hendes sygemelding kommer efter, at medlemmet Manon Bannerman i februar annoncerede et lignende timeout for at fokusere på sit mentale helbred.
Hun er stadig ikke vendt tilbage som aktivt medlem i gruppen, der i alt består af seks medlemmer. Dermed skal man heller ikke forvente at se hende til den danske koncert, som finder sted i Royal Arena 17. september.
