TRACK. Det er de små detaljer, der gør danske Blushs nyeste single, ‘Change of Heart’, til en perfekt indiepop-sang.
Det er måden, Lola Hammerichs let bedøvede harmonisang følger Jonathan Holst Bruus’ Lou Reed-agtigt kølige vokal som et narkotisk spøgelse af en pigegruppesanger fra 60’erne.
Det er de små klokker, der på den bedst tænkelige måde får sangen til at lyde som om, det er juleaften, og det flimrende synthorgel, der indhyller hele herligheden i en nostalgisk varme, der slet ikke er til at stå for.
Det er omkvædets ret særegne invitation: »Paint me a picture / And leave it on the doorstep«. En lidt underlig gestus, når man tænker over det, men i Blushs popdrøm af en kærlighedssang lyder den vildt romantisk.
Bruus og Hammerich, der tilsammen udgør Blush, har en fortid i henholdvis Flawless Victory og Baby in Vain.
Det er sjovt at tænke på, at to tredjedele af Baby in Vain nu har bevæget sig fra støjrockbandet til hver deres atmosfæriske indieduo – først Andrea Thuesen, der i dag spiller i Snuggle, og sidenhen Hammerich med Blush.
Blush okkuperer dog deres eget ret unikke sted i dansk indiemusik, et romantisk og meget sødmefuldt sted, der skiller sig ud ved sin melodiske umiddelbarhed.
‘Change of Heart’ lyder lidt, som hvis en Phil Spector-produceret popsang fra 1963 trådte ind i en tidsmaskine og pludselig befandt sig i Bristol anno 1989, hvor den blev færdiggjort at dreampop-musikere signet til Sarah Records.
»I don’t want a change of scenery / I want a change of heart«, lyder åbningslinjen, der ligesom resten af sangen vækker stor følelsesmæssig resonans, især hvis man ikke tænker for meget over den.
Som de bedste popsange er ‘Change of Heart’s småmelankolske eufori næsten hindsides sprog.
Til dig, der kan lide: Juleaften. Pigegrupper fra 60’erne. At male et maleri og efterlade det på din udkårnes dørtrin. Alle kunstnere på Sarah Records.