Alex Warren har haft én god idé i hele sin karriere – på ‘Wildchild’ har han ingen
ALBUM. Alex Warrens megahit ‘Ordinary’ fra september 2024 var kontroversielt.
Ikke kontroversielt på den måde, hvor mange blev forargede, og alle diskuterede de større samfundsmæssige implikationer bag sangen (omend nogle faktisk gik så langt).
Men på den måde, hvor ‘Ordinary’ delte vandene. Det var verdens mest populære sang i sommeren 2025, men den blev samtidig sablet ned til højre og venstre, fordi den var blottet for interessante greb, men alligevel så ucharmerende pompøs og melodramatisk.
Én ting havde den dog. Nemlig den centrale linje »you’re takin’ me out of the ordinary«. De ord fortjente at blive sunget med omgivende bombast. Det var godt set af Warren. Gid den idé havde fundet vej til en bedre sang.
Men hvad hvis al bombasten fra ‘Ordinary’ skulle ledsage sange, der ikke var bygget op omkring en god idé? Så ville man få ‘Wildchild’, Alex Warrens seneste album, der følger op på sidste års ‘You’ll Be Alright, Kid’.
‘You’ll Be Alright, Kid’ var intet mesterværk, men albummet havde da det kørende for sig, at musikken var skrevet og indspillet, inden ‘Ordinary’-dollarsene begyndte at trille ind.
Hvilket nok er årsagen til, at mange af sangene på ‘You’ll Be Alright, Kid’ ikke lyder det store som Warrens megahit, men i stedet er ofte er pseudo-rootsy stomp-clap-poprock, der befinder sig halvvejs mellem 2010’er-koryfæer som Mumford & Sons og The Lumineers på den ene side og 2020’er-revivalister som Noah Kahan og Shaboozey på den anden.
Andre steder lavede han stilfærdige, Ed Sheeran’ske ballader eller Teddy Swims-klingende popsoul. Den slags ekskurser finder også stedvist vej til ‘Wildchild’, men halvdelen af tracklisten bliver brugt på at prøve at spinde guld på den samme slags højtragende, let CCM-kanaliserende form for powerballade, som ‘Ordinary’ var. Men end ikke en John Mayer-guitarsolo på titelnummeret får lynet til at slå ned det samme sted to gange.
Selv et interludie med indspilninger fra en af Alex Warrens børnefødselsdage vælger at spille på de højdramatiske tangenter med et svulstigt strygerrangement, der føles som et forsøg på at ramme den bombast, som korrarangementet på Warrens gigahit besad.
Bedre bliver det ikke på ‘Miss You More’, hvor Warren synger om at savne sin far, der døde, da han var ni år gammel. Det er selvsagt ikke noget, som nogen børn fortjener at opleve, men som St. Vincent engang formulerede det: »Making art about important things doesn’t make it important art«.
Rent kunstnerisk er der intet at komme efter her. Warrens vokal er øjensynligt kun i stand til at operere inden for tre modusser: en dyb mumlen, en spirituel længsel og et smerteligt skrig, der lyder, som hvis man skød en grizzlybjørn i poten. Det begrænser selvsagt hans evne til at portrættere et så rigt følelsesliv, som hans sange antageligvis har i sinde.
Hans forsøg på partyfunk på ‘Emerald Eyes’ eller countrypop på ‘Passenger’ (fuldendt med »woopwoop«-korvokaler lige til halballet) skaber lidt variation på pladen, men med deres flade grooves er de også tydeligt lavet af nogen, der ikke har studeret stilarternes forfædre. De lyder mere som reklamejingler end som musik, der reelt skriver sig ind i de traditioner, der bliver flirtet med.
Alex Warren blev i sin tid berømt som TikTok-influencer i gruppen The Hype House, før ‘Ordinary’ fik ham til at figurere på hitlisterne. Hvis det ikke var for den ene gode idé, tvivler jeg på, at resten af diskografien ville have ben at gå på i dag. For der er simpelthen intet at komme efter.
Kort sagt:
Der er intet at komme efter på Alex Warrens andet album, der alt for ofte forsøger at gå megahittet ‘Ordinary’ i bedene, men som ikke holder den ellers ret lave standard, der blev sat af gennembrudssangen. Ekskurserne ud i andre stilarter skaber variation, men det gør ikke sangene værd at lytte til.