’No Rest for the Wicked’: Skræmmende og sanselig dansk film med Pilou Asbæk vil hjemsøge sit publikum

’No Rest for the Wicked’: Skræmmende og sanselig dansk film med Pilou Asbæk vil hjemsøge sit publikum
'No Rest for the Wicked'. (Foto: Christian Geisnæs)

FILM. Den forbudte kærlighed er en af kunstens yndlingstroper. Siden altid har forelskede sjæle trodset konventioner, forhindringer og latterlige familiefejder i jagten på hinanden – skrevet og iscenesat på 7000 forskellige måder.

Men sjældent er den portrætteret så nervepirrende og creepy som i Kasper Kalles vellykkede ’No Rest for the Wicked’.

I sin anden spillefilm – der er løst baseret på den tyske forfatter Karl Heinrich Ulrichs’ klassiske queerfortælling ’Manor’ – serverer instruktøren en skandinavisk ’Brokeback Mountain’ tilsat fantasy og gotisk folklore, når vi hives til 1862’ernes Færøerne.

Her bor og lever fiskeren Baldur (Egor Venned) med sin enkemor i et lille, isoleret øsamfund, hvor livet går i ring. Lige til det ikke gør.

For en dag ankommer hvalfangeren Helge (Pilou Asbæk), og efter lidt bøvl med træbåde og tåge ender han med at redde Baldur fra at drukne.

‘No Rest for the Wicked’. (Foto: Christian Geisnæs)

Den forslåede hovedperson er indledningsvist lidt loren ved den mystiske, selvtilfredse dansker, der indtager Færøerne med hovmod og ignorance (postkoloniale stikpiller til rigsfællesskabet much?).

Men Helge har også charme og læderbukser, hvilket gør ham ganske umulig at modstå, og nu må de to mænd pludselig kæmpe for deres homo-romance i et univers, hvor der ikke er langt mellem begær og blasfemi – og hvor en snæversynet og formynderisk folkedomstol muligvis er værre end døden.

Forførelsens kunst er på flere niveauer et absolut hovedtema i det sanselige og sfæriske drama. For mens både sønner og mødre lettere modvilligt fortaber sig i besnærende badboy-sømand, fortaber man sig som publikum i Jacob Møllers linse og de mange poetiske billeder. Her indfanges den nordiske natur og en grundmelankolsk stemning, mens overnaturlige kræfter lurer i et symbolstærkt univers, hvor særligt vandet fungerer som et gennemgående og tydeligt medfortællende element.

‘No Rest for the Wicked’. (Foto: Jacob Møller)

Det gør den ulmende lydside også. Den bliver decideret bjergtagende, når Brimheim i en mindre rolle synger en afskedshymne, så man får snotnæse og kuldegysninger.

Jeg kan i øvrigt ikke afvise, at der var en eller anden kropsreaktion under de få velplacerede og ekstremt vellykkede sexscener.

Nej, ’Heated Rivalry’ got nothing on Kalles længselsfulde ’Romeo og Romeo’-fortælling, der får en til at tro på ægte sjæleforbindelser, samtidig med at den skildrer homofobiens fatale konsekvenser og gradvist lader vampyrmytologien springe frem som en mørk metafor for at være frygtet og udstødt. Det er på alle måder monstrøst og uhyggeligt.

Det samme gælder spøgelseshistoriens mange klamme scener med blandt andet mareridtsagtig bodyhorror og lidt grænseoverskridende eavesdropping – for ikke at nævne de effektive jumpscares, der holder os på tæerne gennem hele filmen. Næsten da. For mod den hjerteborende slutning mister den lidt tempo, og onde tunger vil muligvis anklage ’No Rest for the Wicked’ for at være tre minutter for lang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så er det godt, at skuespillet vejer op. Asbæk og Venned har vanvittig og dybt troværdig kemi og leverer begge dybt bevægende præstationer. Sofia Nolsø er ligeledes formidabel som moren Àsla, der både modstrider og vikler sig ind i sønnens forelskelse. Med utallige nuancer veksler den scenestjælende skuespiller mellem (om)sorg, foragt, hengivelse og jalousi.

Jo jo, der er klart en navlestreng, der skal kappes, og muligvis en dør, der skal købes til det lillebitte hjem. Og må jeg desuden foreslå en terapeut i stedet for at invadere sine børns følelsesverden.

Alligevel er det svært ikke at sympatisere med hende, da hun – i filmens egentlige klimaks – når frem til den alt for sene erkendelse, at kærligheden skal have lov til at leve. Også når livet er forbi.


Kort sagt:
’No Rest for the Wicked’ er en skræmmende, sanselig og svært bjergtagende kærlighedshistorie, der vil hjemsøge sit publikum.

‘No Rest for the Wicked’. Spillefilm. Instruktion: Kasper Kalle. Medvirkende: Egor Venned, Pilou Asbæk, Sofia Nolsø, Brimheim, Jóhannes Haukur Jóhannesson. Spilletid: 103 minutter. Premiere: I biografen 3. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af