‘Bucking Fastard’: Castingen er genial – men Werner Herzogs nye film er stadig noget nonsens
VENEDIG FILM FESTIVAL. Werner Herzog er kendt for sine legendariske spillefilm og dokumentarer, mens meget af hans engelsksprogede output er mindre hæderkronet.
Men da han selv placerede sin aktuelle ‘Bucking Fastard’, der netop har fået verdenspremiere under Venedig-festivalen, i et »operatisk triptych« med uforglemmelige værker som ‘Fitzcarraldo’ og ‘Grizzly Man’, håbede man, at den kunne genskabe hovedværkernes magi – her i Irland med amerikanere i den tvedelte hovedrolle.
Ikke mindst fordi den nye gode idé lyder så bucking god.
Herzog har nemlig fået de undervurderede skuespillersøskende Kate og Rooney Mara til at spille to filmiske søstre, der opfører sig mere som sjælesiamesiske tvillinger.
De hedder Jeanie og Joanie Holbrook og bevæger sig gennem verden som én.
Det er betagende, når man i de indledende scener ser dem give vidneudsagn i en retssal i unison.
Her er de havnet, fordi de har haft en, selvfølgelig, fælles affære med deres nabo: Orlando Bloom, der som Gareth Mulroney er så fordrukken, brovtende irsk og limousinechauffør, at der er mere end nok til to.
For selvom han efter sigende har nydt hyrdetimerne i sine to »cowgirls« haveskur, har han ikke nydt deres måde at håndtere det på, da han aflyste deres over hækken-arrangement på grund af sin kone, som de betegner som en »worthless heartless whore«. Søstrenes dobbelte hjertesorg har desuden mest givet sig til udtryk via brandpåsættelse, hvorfor de er endt med en tilholdssag.
Den kulminerer, da de som forvoksede pigebørn bliver gjort til grin fællessnublende over ordene »bucking fastard«. Og lige meget hvor mange postkasser de efterfølgende sætter ild til, forsvinder forelskelsen ikke.
Heldigvis tilbyder en gammel mand fra nabolaget de yndige pyromaner hemmeligt husly i et tårn i Dublin. Men også her trænger den moderne verden sig på.
To røde lænestole i lejligheden står for tæt til, at de begge to kan komme gennem sprækken, når de sammen fører støvsugeren rundt.
Domnhall Gleason, en socialrådgivertype beskikket af kommunen, kommer desuden i tide og utide og vil træne dem i at åbne en dåse sardiner med to hænder ad gangen i stedet for fire. Den slags brillante synkronøvelser leverer nogle af filmens mest pragtfulde billeder.
Da nogen belurer dem fra stilladset over for og lægger nøgenbilleder af dem på internettet (»men vi har ikke internet, så hvordan kan vi være på det?« reciterer søstrene), er det selvsagt på tide at emigrere ud på landet, hvor en venlig, men støt bekymret tante tager Jeanie og Joanie til sig.
Med dobbelt op på enigmatiske Herzog-fantaster er ‘Bucking Fastard’ halvt i mål bare for sin præmis og Herzogs evne til at skabe æstetisk begejstring.
Desværre bliver filmen mere farce end fascinerende.
Ligesom sine hovedkarakterer føles ‘Bucking Fastard’ fanget i arrested development, og selvom det er Mara’erne, der skal forestille at holde os ved ilden, føles finten med at tale i kor i længden omtrent lige så forstilt, som når flere børn skal læse op i fællesskab, fordi alle skal have noget at lave i skolekomedien.
Fællestrækkene med Herzogs oeuvre er tydelig, men hvor ‘Grizzly Man’ og ‘Fitzcarraldo’ begge er båret frem af hovedkarakterernes tydelige drivkraft (bo med bjørne/operamissionere i Amazonas), er ‘Bucking Fastard’s ambitionsniveau anderledes vagt.
Historien bygger op til, at søstrene (meget slæbe et skib gennem junglen-agtigt) begynder at grave sig gennem et bjerg i håb om at finde Orkney-øerne, som de i fantasien har formet til et drømmeland a la Atlantis, hvor deres måde at elske og være i verden på ikke er forkert.
Det hele ligner en million, men billedskabelsen og stemningen føles forceret. »Everyone should dig through a mountain«, siger søstrene blåøjet, men det tager sig mere ud som en Herzog-udvanding end en kunstnerisk forlængelse.
Udover den tyske mesters egne værker trænger andre inspirationskilder sig også på. Der var store øjne i salen i Venedig, da vi så, at ‘Bucking Fastard’ var dedikeret til David Lynch, men det blev også en påmindelse om, at dobbeltgængermotivet ikke fungerer lige så godt som hos den afdøde mester.
Derudover føles søster-dynamikken som en omvandrende påmindelse om den excentriske mor og datter i ‘Grey Gardens’. Det bliver for meget af det gode, men samtidig for lidt – som blandet arthouse-saft.
Jeg kan sagtens se, hvordan ‘Bucking Fastard’ skal være en smuk fortælling om originalernes trænge kår i en 2026-verden, hvor man må grave sin egen ekkodal for to.
Et sted mellem lidt for mange ældre mandlige hjælpefigurer og en sent introduceret, måske rabies-befængt ræv, der også lige skal spejle søstrenes hjemløshed, gav jeg op i håbet om en større følelsesmæssig forløsning.
Kort sagt:
Det bør ikke nødvendigvis være en dårlig ting at kalde en Werner Herzog-film for noget kedeligt nonsens. Men selvom ‘Bucking Fastard’ går i fodsporene på nogle af den tyske mesters darlings, er den selv mere en bastard mellem hans tyske topform og hans engelsksprogede middelmådigheder.