’The Gentlemen’ sæson 2: Guy Ritchies actionkrimiserie er stadig garant for skamløs underholdning
SERIE. Altid produktive Guy Ritchie leverede i første sæson af Netflix-serien ’The Gentlemen’ fra 2024 (baseret på instruktøren egen film fra 2019) et stærkt underholdende actionbrag, der var lige så gakket, som det var skamløst spændende og stilistisk gennemført.
Her kolliderede oververden og underverden, da den elegante hertug Eddie Horniman overtog sin afdøde fars mægtige gods og formue for næsen af sin cokesniffende storebror Freddie (Daniel Ings).
Med arven fulgte også et lyssky og modvilligt partnerskab med den fængslede storforbryder Bobby Glass (Ray Winstone) og dennes kalkulerende datter Sussie (Kaya Scodelario). En aftale, der blandt andet indebar, at godsets hektarer blev brugt til at dyrke cannabis i stor stil.
Mens Eddie indledningsvist forsøgte at sno sig ud af aftalen, viste han sig hurtigt at have et talent for den kriminelle løbebane. Første sæson fungerede således som hans indføring i underverdenen og gradvise forvandling fra aristokrat til forbryder. I anden sæson er han udklækket som en gedigen crime lord – fortsat kamufleret af sin køligt charmerende udstråling.
Mens Eddie har travlt med at udvide og konsolidere familieforetagendet, er brormand Freddie blevet indskrevet på et afvænningsophold i håb om at blive sin afhængighed kvit. Bitterheden over den omvendte arvefølge lurer dog stadig som en bombe under brødrenes forhold.
Eddies ambitioner giver imidlertid genlyd gennem den kriminelle underverden, og det er ikke alle, der bifalder hans karriereplaner. Blandt andet drømmer han om at blive valgt ind i Overhuset for at kunne arbejde for legalisering af cannabis.
Desto mere magt Eddie tilegner sig, desto sværere bliver det at skelne venner fra fjender. Og da hans ambitioner stiger, vokser også risikoen for, at hans kriminelle foretagende ikke blot bringer ham selv i fare, men hele hans familie.
Anden sæson fortsætter det høje niveau i ren og skær underholdningsværdi. Scenarierne er absurde og overdrevne, præcis som de bør være i en serie, som Ritchie fortsat lægger navn til og er dybt involveret i som instruktør og forfatter.
Den humoristiske dialog er skarp, og tiden flyver – på trods af et par lovlig langstrakte afsnit – afsted i Ritchies vanlige rappe tempo. Sammenholdt med de smukke locations, der tæller alt fra Italiens frodige bjergområder til de store britiske godser, er det tydeligt, at der er kredset om serien på et højt produktionsmæssigt niveau.
Det fyldige og farverige karaktergalleri vækkes til live af et ensemble, der synes at have købt fuldt ind på Ritchies kaos. Især Vinnie Jones og Ray Winstone leverer mindeværdige præstationer i et par af de talrige biroller.
Selve plottet i anden sæson flyder over med referencer til ’The Godfather’-trilogien, og jeg måtte til sidst opgive at holde tal på de meget lidt subtile, om end kærlige, blink til Coppolas mesterværker.
Nogle gange tager inspirationen overhånd, men selvom Eddies kriminelle udvikling og medmenneskelige afvikling minder umanerligt meget om Michael Corleones, lykkes det Theo James at gøre hertugen til en fængslende karakter. Han kan være isnende kold og narcissistisk det ene øjeblik og et indtagende og loyalt familiemenneske det andet.
Samtidig er det tydeligt, at der gemmer sig et endnu mørkere potentiale bag hans pæne facade, hvilket kommer til udtryk i sæsonens sidste afsnit, hvor han er snublende tæt på en mental afgrund.
Desværre ser vi alt for lidt til Daniel Ings som Freddie i denne ombæring, men i sine få scener beviser han, at storebroren fortsat er en af seriens helt store gevinster.
Kort sagt:
Anden sæson af ’The Gentlemen’ er a bloody good time, hvor Theo James’ korrumperede hertug og resten af seriens karaktergalleri fortsat leverer overraskelser og høj underholdningsværdi på rejsen gennem den kriminelle underverden.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.