This Is Loreleis nye album gør det nemt at stifte bekendtskab med en af tidens bedste singer/songwritere
ALBUM. This Is Lorelei står bag mere end 20 udgivelser det sidste halvandet årti, men med udgivelsen af sin nye plade, ‘The Singer in My Band’, er det let som en leg at stifte bekendtskab med projektet.
Bag det lidt besværlige kunstnernavn finder man Nate Amos, der også slår sine folder i artpop-bandet Water From Your Eyes. Han voksede op på landet i Vermont med bluegrassmusik, men har siden dyppet tæerne i lidt af hvert. Trods den voldsomt store diskografi, fik indiepressen først for alvor øjnene op for ham med ‘Box for Buddy, Box for Star’ fra 2024.
I klassisk Bandcamp-kultfigur-stil valgte han så sidste år at genindspille en række sange fra hans mange ep’er og mixtapes som pladen ‘Holo Boy’ for ligesom at skabe en nem vej ind i hans tidligere materiale. Det er dog på dette nye album, at Amos’ sangskrivningstalent står allerklarest frem.
Det mest sigende for pladens kvaliteter er nok, at jeg kunne synge med på sangene første gang, jeg hørte dem. Og her mener jeg alle sangene. Der er en simplicitet og en ligefremhed, der gør, at enhver kan kaste sig over ‘The Singer in My Band’ og få noget ud af den. Lige så nemt det er at lytte til musikken, lige så imponerende er det, at Nate Amos kan skrive så mange gode og øjeblikkeligt fængende melodier til én plade.
Amos kender rockhistorien som sin egen bukselomme, og han formår at sende anerkendende nik til alle fra The Byrds til The Lemonheads og The Magnetic Fields uden at være plagierende. Twangy guitarer, tilbagelænet trommespil, et lille drys banjo samt en tilpas slacket og øm vokallevering er opskriften.
Hvis der er enkelt ting, jeg kunne savne lidt på den nye This Is Lorelei-plade, er det den hang til eksperimenter og genreleg, der prægede ‘Box for Buddy, Box for Star’. Her kom der lidt autotune ind fra venstre og nogle kontrastfulde instrumentvalg ind fra højre. Sammenlignet med det er ‘The Singer in My Band’ en simpel plade. Men sangskrivningen og melodierne er så forførende, at jeg godt kan leve med ensartetheden.
Amos har kaldt den nye plade for sit »road album«, fordi sangene overvejende er blevet til på lange køreture uden instrumenter i hånden. Dagdrømmende og med landevejen som sin følgesvend har han været begrænset til at skrive ørehængere, der stadig sad fast, når han kom hjem til guitaren. Ingen tvivl herfra om, at det har været hovedårsagen til, at man nynner albummet resten af ugen, når først man har lyttet.
Man skal måske passe på med at kaste for mange prædikater og sammenligninger efter alle og enhver, men This Is Lorelei fortjener det meste af den hype, han har fået indtil videre. Han mestrer slackerguitaren på ‘Oh No Now My’, countryen på ‘Watching Heaven Fall’ (som ville passe som fod i hose på ‘Sweetheart of the Rodeo’) og den melankolske singer/songwriter-stil på ‘Hey Sarah Is It Gonna Rain Forever’.
Det er de klassiske sangskriverdyder, der fyldte i Amos’ barndomshjem, der kommer til udtryk på ‘The Singer in My Band’. Er man bare lidt en sucker guitardrevet indierock, er det svært ikke at falde pladask for This Is Lorelei.
Hvis hans 2024-udgivelse gjorde ham kendt i undergrunden, bør den nye plade gøre ham kendt i meget større kredse. Læn dig tilbage, tag høretelefonerne på og lad dig beruse af en tidens bedste sangskrivere.
Kort sagt:
This Is Lorelei har været på læberne hos indiefans i et par år, men med udgivelsen af ‘The Singer In My Band’, bør han opnå endnu større status. Med gode melodier i overflod og en ligefremhed i sin sangskrivning har Nate Amos kreeret en af de dejligste singer/songwriter-plader i år.