I anledning af Venedig-premieren på sin nye film ‘Bucking Fastard’ har Werner Herzog taget en snak med Indiewire. Til allersidst i interviewet udtrykker han sin uforbeholdne kritik af en dansk film.
Her er tale om den særegne, delvist AI-skabte hybridfilm ‘About a Hero’, instrueret af debutanten Piotr Winiewicz, som blev vist på CPH:DOX sidste år.
Filmen er tæt forbundet med Herzogs virke, selvom han ikke har deltaget i skabelsen. Winiewicz satte således, med den tyske mesters accept, kunstig intelligens til at skrive et manuskript baseret på Herzogs dokumentariske bagkatalog. Dette manus blev efterfølgende redigeret og filmatiseret med skuespillere og et filmhold uden Herzogs indblanding.
»Det var aldrig den unge filmskabers intention at genindspille nogen af mine film, men at lave noget i samme ånd. Og jeg sagde straks: ‘Du kommer til at fejle. Det er en så dum idé. Det er helt igennem, afgrundsdybt dumt. Jeg vil ikke være en del af det’«, siger Herzog i interviewet om det danskproducerede projekt.
»Han ville have mig til at forklare tingene og have min stemme med i det. Jeg sagde: ‘Du er alene. Der findes noget, der hedder ytringsfrihed, og det respekterer jeg. Så gå bare i gang og se, om du kan fejle’. Og det er en fiasko, punktum«.
Herefter kommer Herzog med en bredere betragtning om kunstig intelligens’ indtog i filmbranchen.
»Det er så standardiseret, at AI kan træde til, fordi der ikke er nogen egentlig historiefortælling. Det er en efterligning af noget, der allerede er blevet lavet. Og jeg byder AI velkommen til at erstatte alle de idioter, der ikke laver andet end at gentage, gentage, gentage, indtil man er ved at brække sig over det. Når man er nået dertil, så lad, for Guds skyld, AI træde til og gøre arbejdet«, siger instruktøren.
Hans skepsis over for ‘About a Hero’-projektet bliver også bekendtgjort i selve filmen. »Jeg tror, at kunstig intelligens kommer til at fejle. Held og lykke«, siger han allerede i åbningsscenen i en telefonsvarerbesked rettet mod Winiewicz.
Soundvenues anmelder var anderledes positivt stemt over for filmen.
»Det danskproducerede AI-eksperiment ’About a Hero’ er en fascinerende, forvirrende og fremmedgørende sci-fi-mockumentary om et fiktivt dødsfald – tilsat virkelige mennesker og en falsk Werner Herzog«, lød det i anmeldelsen til fire stjerner.
‘About a Hero’ kan ses på DRTV.
