Syl går til modangreb på det spiddende, genrebrydende konceptalbum ‘TL;DR’
ALBUM. Verden bliver nok aldrig den samme igen. Der er krig og ødelæggelse, klimakrise, endeløse (mis)informationsstrømme, bekymrende PISA-tests og AI-slop. Kan vi holde til det? Det er spørgsmålet. Opmærksomhed og fordybelse er blevet lidt af en dyd, i takt med at det er blevet sværere holde fokus på dét, der rent faktisk betyder noget.
’TL;DR’ hedder det danske hardcore-band Syls andet album. Det er internetslang for too long, didn’t read, altså det øjeblik, hvor en tekst bliver for lang og teknisk til, at vi orker at læse andet end det kortfattede resumé.
»Eliten udøver vold mod dig hver dag. De har taget din stemme fra dig. Lad være med at tro, at du kan vinde denne kamp med ord«. En nøgternt konstaterende kvindestemme – som dukker op på albummets fem »meddelelser« – sætter scenen. Det er os og dem, og kampen virker håbløs.
Syl svarer med en musikalsk kæberasler, åbningsnummeret ’Dymlingen dyre’ (en reference til folkevisehelten Ramunds våben), der med hardcore-desperation og fuld dobbeltpedal giver stemmen ret i, at ordet allerede har tabt. Løsningen: »Tag til din kniv / Dymlingen Dyreeeee!!!«.
Syls frontmand, Benjamin Clemens, brøler sig frådende ind i håbløsheden. Det er ikke én krise, det er det miskmask af kriser, vi befinder os midt i.
Nu lyder det måske som om, jeg er i gang med at beskrive en plade, der er ensidigt dyster, men nej, nej, nej. ’TL;DR’ er også skabt til en verden, hvor alting er så accelereret mærkværdigt, at overgivelsen til absurditeten bliver en overlevelsesstrategi.
Bedst iscenesat på ’Orphan Crushing Machine’, hvor Syl får selskab af Edvard Valberg fra de norske punkrockere i Honningbarna. Med sit skingert sydvestnorske bidrager Valberg til en smittende fartbøllestemning, hvor altruistiske Reddit-opslag møder en verden i brand. Alt går ad hekkenfeldt til, og »det er sikkert fint«, som de synger, mens instrumenterne muntert skambankes.
Syl kommer godt rundt, når det gælder musikalske parløb (tidligere har de samarbejdet med så forskellige kunstnere som D1ma og Faber). Singlen ’Bedøvet’ med uvante Sivas-vers var en overraskelse, men det stopper ikke der. Også singer/songwriterne Karoline Funder og Østen er med.
At to inderlige popsangskrivere kan bo på en hårdtslående Syl-udgivelse er en bedrift, der både viser Syls vilje til at spille udenfor den musikalske hjemmebane og producer Frederik Thaaes evne til at tænke udenom om kedelige genrekasser.
Funders drømmende klang gør kun Benjamin Clemens’ desperation mere gennemtrængende på ’Umuligt i går’, indtil det hele kulminerer i et Coldplay-klimaks af de helt sukrede. Jeg ved ikke, om det er mest kvalmende eller katarsisk, men jeg hælder til det sidste.
De monotone stemme-meddelelser bliver til sidst decideret nedværdigende, og Syl viser sig da også fra deres mest hudløse, melodiske side på den klimaangste ’Endnu en dag’, der indledes af guitarharmonier taget ud af 00’ernes alt-rock-håndbog, mens teksten bevæger sig på samme territorie som Joyce/Sebastian Wegeners hverdagsvulgære indrømmelser.
Ingen tvivl om, at vi sidder i saksen på globalt plan, men det mest kritiske er utvivlsomt den ligegyldighed over for omverdenen, som afmægtighed kan avle. Derfor er det også en lettelse, at Østen på ’Persienner’ for en stund overtager mikrofonen fra Benjamin Clemens og synger ømt om muligheden for at undslippe den nedadgående spiral.
»Så de her dage, de går bare / Mens vi blænder vores persienner, til vi finder fred«. Billedet – den nyttesløse følelse af fastlåsthed – er som trukket ud ad en ond drøm, men bliver som på de øvrige sange et eksempel på, at bare fordi man har tabt modet, kan man godt komme tilbage til civilisationen igen.
Kort sagt:
I al Syls flænsende voldsomhed og magtkritik er der alligevel en opbyggelig morale om verdensvendthed at komme efter på ‘TL;DR’. Der er noget betryggende ved, at albummet gradvist åbner sig mod noget ægte. Og at der er plads til sårbarhed på en hardcore-skive.