Min konklusion efter sjældent Tom Cruise-interview: Han er forfærdelig. Han er fantastisk

TOMOLOGI. Når Tom Cruise om et par uger kan opleves godt forklædt som megaloman oliebaron i mesterinstruktøren Alejandro González Iñárritus ventede ’Digger’, vil mange se det som en kærkommen ny retning i Hollywood-ikonets karriere.

Eller måske rettere som en tilbagevenden til de instruktørdrevne kvalitetsprojekter, han hyppigere lavede i 90’erne og start-00’erne (’Interview with the Vampire’, ’Eyes Wide Shut, ’Magnolia’, ’Collateral’), før der gik uovervindelig actionmand i den med ’Mission: Impossible’-franchisen, ’Jack Reacher’ og ’Top Gun: Maverick’.

Sådan ser han det dog slet ikke selv. Men hvordan ser han det så? Jeg er stadig lidt i tvivl, efter jeg har læst og set Cruises første store forsideinterview med et amerikansk medie i et årti.

Skuespilleren har indvilliget i at stille op for magasinet GQ til en stor snak på både skrift og video tilsat en ambitiøs billedserie, hvor han blandt andet går ned af Hollywood Boulevard i plain sight og hurtigt bliver omringet af turister.

Mødet giver et sjældent indblik i, hvordan klodens måske største filmstjerne ser sig selv. Et selvbillede, som måske bedst kan opsummeres i dette citat:

»At lave film er ikke, hvad jeg laver. Det er, hvem jeg er«.

En borger af menneskeheden

Tom Cruise lever og ånder for film. Så meget, at når han bliver spurgt om, hvad han foretager sig en tilfældig tirsdag, når han ikke står på et filmset, så svarer han:

»Jeg forbereder den næste. Jeg studerer altid noget. Jeg lærer altid noget, altid«.

Og når stjernen – der som barn flyttede rundt i ét væk på grund af farens arbejde og gik på 15 forskellige skoler – kommer ind på sit hjem, lyder formuleringen:

»For mig er hjem på et filmset. Folk spørger, ’hvor bor du?’ Og jeg er sådan: På filmsets. Og rundt omkring i verden. Jeg er en borger af verden, en borger af menneskeheden«.

Sådan vil jeg også til at svare, når nogen spørger mig, hvor jeg bor: »Jeg er en borger af menneskeheden«.

Denne udtalelse er symptomatisk for den måde, Tom Cruise formulerer sig, når han bliver spurgt ind til sårbare eller mere jordnære aspekter af livet og sit arbejde.

Tag nu bare svaret på, om han – i lyset af sine dristige stunts i ’Mission: Impossible’-franchisen – frygter døden:

»Hør her, jeg tror, du kan kigge på mit liv og sige: Jeg kan godt lide at stå på klippen fysisk og metaforisk. På den måde at jeg ser på livet som et eventyr, og det har jeg altid gjort, hele mit liv. Jeg vil forstå folk. Jeg vil forstå livet og kulturer. Vi kigger på livet. Jeg tænker: Hvem er de her folk? Hvordan føler de? Tænker de på samme måde som mig? Griner de af de samme ting? Hvordan forbinder jeg mig med dem? Og jeg ville ikke bare være turist. Jeg ville lave film der, fordi jeg også synes, at man virkelig lærer folk at kende, når man skaber noget sammen. Alle har en forskellig subjektiv opfattelse af, hvad de tænker om livet, om folk. Og der er en fælles grund i menneskeheden, og jeg leder efter den fælles grund«.

Jeg minder om, at spørgsmålet lød, om han frygter døden …

Ingen revner

Tom Cruise fremstår vidtløftig, højstemt, frelst. Han er filosof eller fuld af platituder, afhængigt af øjnene der ser.

Da GQ’s journalist Zach Baron siger, at det virker, som om Cruise begyndte at tænke på sin karriere på ny, da han påbegyndte førnævnte udvikling fra auteur-film til action, replicerer skuespilleren sådan her:

»Det har jeg aldrig. Det er altid en evolution. For mig er det en konstant udfordring af et skridt mod det næste. Og ting, jeg aldrig har snakket om – de ting, jeg har gjort, og hvorfor og hvad jeg udforsker – har været meget velovervejede. Jeg udforsker mine evner, lærer nye evner og skubber mig selv konstant«.

»Når du kigger på det, er det en historie, det er en karakter. Det er: Hvordan laver man en ’Top Gun’-sequel? Det har sin egen udfordring. Det er de ting, der altid har fascineret mig, altid har interesseret mig. Mere end at tale om mig selv, tro mig«.

Da GQ-journalisten spørger, hvorfor han stiller op til et langt interview nu, hvor han har undgået det så længe, er svaret mindst lige så kryptisk. Han har haft travlt, starter han, for blot at ramble om ikke at ende i Prag, Kina eller England ved et tilfælde, om at være taknemmelig for dem, han har delt sit liv med, om at være både elev og lærer.

Havde man håbet, at man ville få en indsigt i, hvem Tom Cruise er som person, efterlader interviewet én derimod … forvirret.

For her er ingen revner ind til mennesket bag stjernen. Ingen besværlige følelser, ingen menneskelig ambivalens, ingen adskillelse af Tom og Tom Cruise.

Hvilket selvfølgelig er afslørende i sig selv. Efter 40 år som en af klodens mest berømte mennesker virker det ikke, som om han længere skelner mellem et professionelt og privat jeg. Han er sit job, sin persona, og han spiller rollen, som kunne han vinde en Oscar for præstationen i livet som Tom Cruise.

Larger than life

Det kan synes forkvaklet eller skørt, men måske er det at foretrække for både ham og alle andre, at han tilsyneladende dedikerer alle sin vågne – og sikkert også sovende – timer i filmens tjeneste. Hans Scientology-associationer er i dag langt væk fra offentlighedens søgelys, og det er usikkert, hvor aktiv han er i kirken i dag.

Er hans tunnelsynede fokus på arbejdet faktisk en konstruktiv flugt væk fra hans største akilleshæl? Ikke umuligt.

Det er jo meget få, der kan spille en rolle så gennemført i tilværelsen, at drifter og grimme sider aldrig bobler op til overfladen. Ofte er det de mennesker med den mest polerede facade, der gemmer på de mørkeste ting.

Men faktisk kan jeg også godt beundre den larger than life-figur, Tom Cruise gestalter i dag, fordi den netop ikke bare handler om at sole sig narcissistisk i omverdenens tilbedende skær.

Særligt efter corona er han som bekendt blevet en af biografernes førende ambassadører, og som han siger i GQ-interviewet: »Film er … det handler om menneskeheden. Jeg har intet imod tv eller Netflix […]. Men hvad jeg godt kan lide ved film i biografen er, at det er os alle, der finder sammen i et rum og deler en oplevelse«.

Og Cruise dedikerer sig jo virkelig til sit fag. Han er troværdig, når han i interviewet fortæller om, hvordan han oprigtigt interesserer sig for alle de mennesker, der gør det muligt at lave en film. Han er optaget af deres håndværk, men også af deres liv, han lærer dem at kende, og han sætter et fagligt eksempel for dem med sin kompromisløse villighed til at øve sig, tage chancer, blive bedre. Han forventer meget af andre, men allermest af sig selv.

Han er muligvis selvindbildsk, men han er også selvudslettende i den måde, han taler om sig selv og sit arbejde. Hans målrettethed, glæde, tro på sine kollegaer, glødende nysgerrighed, ustoppelige arbejdsiver og begejstring for filmmediet i en alder af 64 år flirter med et Messias-kompleks, men er da også respektindgydende.

Så kan det godt være, han putter med sig selv, sit sande jeg. Men vi lever så også i en tid, hvor mange andre kunstnere og kendte gør det modsatte. Hvor mystikken for længst er gået fløjten midt i Instagram-opslag og lol-videoer, der ikke er mindre selviscenesættende, end hvad Cruise har gjort til en livsstil.

Det bliver foreslået i interviewet, at Tom Cruise er den sidste filmstjerne. Der er i hvert fald ingen som ham, der er smeltet så meget sammen med missionen, ambitionen, mediet. Det har sin charme. Filmen ville miste en passioneret fortaler og foregangsmand, hvis Cruise havde krydset broen til den ottende dynamik, uendeligheden, den totale frihed, eller hvad efterlivet nu hedder i Scientology-termer. Well, måske har han allerede krydset den bro, i levende live?

Så ja, Tom Cruise er forfærdelig. Men han er også fantastisk.

’Digger’ får dansk biografpremiere 1. oktober.