Evigt produktive Taylor Swift fjerner sjældent foden fra speederen.
I kølvandet på ‘Toy Story 5’-sangen ‘I Knew It, I Knew You’, hendes bryllup med Travis Kelce og en overraskende sketch-optræden til Emmy Awards har popstjernen netop annonceret en ny single.
‘Patient Zero’ hedder nummeret, som udkommer allerede på fredag. Det fortæller Swift i et Instagram-opslag.
Så er spørgsmålet selvfølgelig, om singlen er forløber for en længere udgivelse. Bliver ‘Patient Zero’ en del af et helt nyt album, en deluxe-udgave af sidste års ‘The Life of a Showgirl’ eller måske en ‘Taylor’s Version’-genindspilning af en ældre plade?
Swifties på internettet hælder til sidstnævnte efter at være gået i tænkeboksen. Popstjernen, der som bekendt er glad for at dele easter eggs, giver tilsyneladende en ledetråd i førnævnte Emmy-sketch, hvor hun parodierer ‘Law & Order: Special Victims Unit’ sammen med den sejlivede krimiseries cast.
»Saccharide, Aries, From the Vineyard, North or South«, siger hun på et tidspunkt i sketchen, mens hun kigger direkte ind i kameralinsen. En dedikeret fan har ifølge Cosmopolitan fundet frem til, at ordene er et anagram for beskeden: »MY FIRST RECORD’S RE-RECORD IS OUT NOV TEN. HA HA HA HA«.
Hvis der er hold i teorien, udgiver Swift altså 10. november en genindspilning af debutalbummet ‘Taylor Swift’ fra 2006.
Swift har ellers holdt pause fra rækken af ‘Taylor’s Version’-album siden genindspilningen af ‘1989’ fra 2023. Sidste år lykkedes hun med at købe rettighederne til alle sine gamle indspilninger tilbage, hvorfor man kunne så tvivl om, hvorvidt det gav mening at lave nye versioner af de to resterende ældre album, ‘Taylor Swift’ og ‘Reputation’.
Dengang kunne hun dog fortælle, at hun allerede havde genskabt debuten. Så måske remaket kommer nu?
