15 MINUTTER MED… Det er ikke små sko, Ella Testa Kusk skal udfylde i sin første store voksenrolle.
Da Christian E. Christiansens kompromisløse ungdomsfilm ’Råzone’ ramte biograflærrederne i 2006, blev den barske vestegnsfortælling om en kriminel venindegruppe en enorm publikumssucces og en kultdyrket nyklassiker. Og sidste år kom den med på Soundvenues liste over århundredets mest banebrydende danske film.
På torsdag – 20 år efter premieren – udkommer opfølgeren, ‘Råplan’. I fortsættelsen er Christina blevet voksen, mor og nyansat som historielærer på den selvsamme folkeskole, der i sin tid var arnestedet for hendes egen traumatiske opvækst og afsporede omgangskreds.
I skolegården støder hun frontalt ind i 9.-klassepigen Mathilde, der væbnet med hættetrøje, hoops og klumpet money piece tydeligvis har overtaget Christinas gamle rolle som skolens hårde, kæderygende tøs, der giver nøjagtigt nul fucks for autoriteter.
Mathilde når dårligt at kalde sin nye lærer for en »klam kælling«, før deres konfrontation starter en eskalerende magtkamp, der udfordrer Christinas fornuft og puster til gamle, giftige mønstre.
Ella Testa Kusk spiller Mathilde, og rollen som udadreagerende alfahun er et definitivt generationsspring. Det 20-årige talent fik sit tidlige gennembrud som barnestjerne i familiefilmene om ‘Julemandens datter’ og har siden haft mindre roller i krimiserien ‘Ikke et ord’ og TV 2-hittet ‘Sygeplejeskolen’. Med ‘Råplan’ håber hun dog på at cementere en ny æra: »Det føles godt at bevise, at jeg er blevet voksen«, som hun siger.
Vi fangede det unge skuespiltalent til en snak om drømmeroller, fremtidsplaner, at indspille en film midt i sin studentereksamen – og om at lure tricks af hos sine medspillere.
Genkender attituden
Hvordan fik du rollen som Mathilde i ‘Råplan’?
»Det var faktisk en virkelig kort proces. Jeg blev ringet op af casteren, som spurgte, om jeg havde lyst til at caste på filmen, og jeg var sådan ‘fuck ja’, fordi jeg kendte godt til ‘Råzone’. Så jeg skyndte mig at se den og tog til casting med Laura (Christensen, red.). Kort tid efter blev jeg ringet op og tilbudt rollen«.
»Jeg blev megaglad! Altså jeg troede jo, at det ville være en meget lang castingproces og ‘uha, de har sikkert mange gode inde’ og sådan noget. Jeg fik opkaldet, mens jeg var i skole, og jeg måtte ikke sige det til mine venner, så indeni var jeg bare sådan ‘oh my god, jeg har lige fået en rolle!’«.
På hvilket punkt minder du selv mest om Mathilde?
»Jeg kan ikke personligt genkende miljøet, som hun færdes i, men jeg kan 100 procent se mig selv i hendes attitude over for det at gå i skole – især da jeg selv gik i 9. klasse. Jeg har jo også været 16 år, og jeg var nok også lidt udfordrende for autoriteter dengang. Jeg kan virkelig godt genkende den der ‘fuck verden’-attitude, hun har«.
Hvilken scene var den sværeste at optage?
»Det oplagte svar ville nok være voldsscenerne, hvor man skal op og slås, fordi det både er meget teknisk og kan føles ret ubehageligt at stå i. Men jeg synes faktisk, at de sværeste scener var dem, hvor der ikke sker så meget. Der skal man virkelig kende sin karakter. Hvad ville hun gøre nu, hvor hun ikke er sur eller ked af det, men bare er Mathilde?«.
»For eksempel scenerne, hvor vi bare sidder på opholdsstedet og spiser morgenmad. Sådan nogle små ting kan godt blive svære, fordi jeg gør det så stort oppe i mit hoved. Sådan ‘åh nej, hvordan ville hun løfte kaffekoppen?’. Det er ofte sværere end at spille helt vildt vred, for man har ikke en stor følelse at skjule sig bag«.
Fra Ramasjang til julemandens datter
Hvilken detalje ved din præstation er du mest stolt af?
»Jeg synes, Mathilde har fået en meget fin balance mellem at være superhård og usympatisk på overfladen, men samtidig en pige, hvor man forstår, at hun inderst inde bare er ked af det og har det megahårdt. Selvom hun ved første øjekast er en hård banan, så fornemmer man facaden, og at der er et lille, blødt menneske indeni. Det synes jeg kom rigtig fint frem«.
Kommer du fra et kunstnerisk hjem?
»Ja, begge mine forældre er i filmbranchen, men laver primært dokumentarer – min far klipper, og min mor instruerer. Så film har altid fyldt meget i vores familie, og jeg har fået en tidlig introduktion til branchen, men interessen kom fra mig selv. Det var ikke mine forældre, der pressede mig ud i det – det er slet ikke sådan en nepo baby-vibe. Men jeg har været omkring film det meste af mit liv«.
Hvad startede så interessen, hvis den kom fra dig selv?
»Det er egentligt lidt random. Da jeg var helt lille, lavede jeg lidt reklamer og noget på DR Ramasjang. Jeg tror bare, at jeg altid har været ret udadvendt og syntes, det var fedt at performe og underholde folk«.
»Interessen kom for alvor, fordi jeg meget tilfældigt så, at de søgte hovedrollen til filmen ‘Julemandens datter’, som jeg lavede, da jeg var omkring 11 år. Jeg søgte mest for sjov, men fik så rollen, og det var bare sygt fedt. Der kunne jeg mærke, ‘wow, fuck hvor er det grineren at være på et filmset’. Selvom jeg var et barn, følte jeg, at jeg havde et vigtigt voksenarbejde. Det er klart det, jeg elsker mest – at være på et filmset og have en funktion i noget, der er større end mig selv«.
Klar på action
Dine roller i ‘Julemandens datter’ og ‘Råplan’ kunne dårligt være mere forskellige. Hvordan føles det skift?
»Det føles fedt, for det markerer meget tydeligt, at jeg ikke er et barn længere. Jeg synes også bare, det er virkelig sjovt, at jeg er gået fra at lave julefilm med magiske krystaller og rensdyr til nu at spille Mathilde, som er totalt rock’n’roll. Men det giver god mening for mig – selvfølgelig skal jeg lave noget, der er totalt radikalt det modsatte«.
Satser du hele butikken på skuespillet nu?
»Lige nu er det helt klart det, jeg gerne vil, og jeg drømmer om at kunne leve af det, hvis jeg kan – men det er jo lidt svært. Men jeg vil også gerne lige prøve det af i mit voksenliv og se, om det stadig er lige så sjovt, eller om det mere var en hobby. I mange år har jeg lavet skuespil ved siden af skolen, så nu hvor jeg blev student i sommer, har jeg faktisk tid til at dyrke det. Det vil jeg gerne 100 procent«.
Hvad er din største fremtidsdrøm?
»Altså hvis der ingen begrænsninger er, så vil jeg jo sige Hollywood. Men det er selvfølgelig meget få, der kommer dertil. Så hvis jeg skal holde det inden for landets grænser, så gad jeg virkelig godt spille en badass politiefterforskerkvinde med guns og sådan noget. Lidt actionagtig. Det kunne være megafedt at prøve«.
Nu: Sabbatår!
Hvem kunne du godt tænke dig at arbejde sammen med?
»Jeg er vildt fascineret af instruktører. Som alle andre skuespillere vil jeg gerne arbejde sammen med Thomas Vinterberg eller Anders Thomas Jensen og alle de der helt store, ikke?«.
»Af skuespillere gad jeg sygt godt lave noget med en som Sofie Gråbøl – hun er vildt sej. Eller Sidse Babett Knudsen og Trine Dyrholm. Det er jo dem, man ser op til og bliver inspireret af«.
»Jeg har ikke et specifikt forbillede, men jeg lærer meget af de voksne skuespillere, jeg arbejder med. Det var fedt at se, hvordan Laura (Christensen, red.) arbejdede på ‘Råplan’, eller Josephine Park i serien ‘Ikke et ord’, som jeg spillede med i. Man lærer allerbedst af at stå helt tæt på folk, der virkelig er professionelle og kan håndværket«.
Hvilken detalje har inspireret dig mest ved at arbejde med professionelle skuespillere?
»Helt klart hvor dygtige de er til det tekniske ved skuespil. For eksempel at tage noter i deres manuskript. Under optagelserne til ‘Råplan’ lagde jeg mærke til, at Clint (Ruben, red.) havde sindssygt mange noter i sit manus. Da jeg spurgte ham, hvad han skrev ned, forklarede han, at det var noter om hans intentioner og følelser i hver scene. Jeg var sådan ‘øh, what?’. Så åbnede jeg mit eget manus, og der var bare kruseduller og hjerter og sådan noget over det hele«.
»Det var ret vildt at se, at der ligger meget mere bag, end jeg måske lige ved. For mig er skuespil ret intuitivt, fordi jeg ikke har en uddannelse eller noget. Jeg mangler at lære sindssygt meget teknik, tror jeg. Det kan være, at jeg skal ind på en skuespilskole på et tidspunkt. Men lige nu skal jeg bare lige have sabbatår og hygge mig!«.
En facade, man sætter op
Hvad er planerne for dit sabbatår?
»Det er sindssygt hardcore at optage film, mens man går i 3.g. Så lige nu vil jeg gerne bare hygge mig og rejse lidt. Lige være ung og drikke øl og sådan noget der. Jeg har også et lille kontorarbejde indimellem for at have noget at tage mig til. Det kan godt blive nogle lidt lange dage, hvis man ikke rigtigt laver noget«.
»Jeg har ikke andre projekter i gang lige nu, men jeg vil vildt gerne ud og lave mere film og tv. Det ville være fedt, hvis der kom flere muligheder, nu hvor ‘Råplan’ udkommer«.
Hvad har overrasket dig mest ved filmbranchen?
»Det har overrasket mig, hvor svær en branche det er at overleve i. Udefra ser det ud, som om alle, der er med i store film, bare kører derudad, tjener en masse penge og har kæmpe succes. Men man ser aldrig bagsiden, for det kan være, at den person ikke havde fået en rolle i tre år op til. Eller har været på dagpenge og fået megamange afslag«.
»Det er virkelig svært at blive en af de bedste. Selv de bedste skuespillere kan have perioder, hvor det går dårligt. Det tror jeg ikke, man tænker så meget over, når man ser det udefra. Der ligner det bare priser og røde løbere og store premierer, men det hele er bare en facade, man sætter op«.
»Det skræmmer mig, at man skal være forberedt på at få 10-20 afslag i træk. Det kræver, at man bliver ved og hænger på og er stædig. Det er sgu ikke for sjov! Der er så mange, der gerne vil det, men der er ikke plads til alle de kreative hoveder«.
‘Råplan’ har biografpremiere 8. oktober.