’Klara and the Sun’: Taika Waititi skuffer igen med Jenna Ortega og usmagelig patos
FILM. Hils på Klara. En menneskeformet B1-androide, der er skabt til at være venner med ensomme teenagere, og et produkt, der muligvis kommer i en butik nær dig.
For selvom vi i Taika Waititis dystopiske sci-fi-satsning er forbi både Tredje Verdenskrig og døgnfluen internettet, inviteres vi ind i en ganske genkendelig virkelighed. Men at vi kan spejle os en smule i komediedramaets univers, er muligvis det bedste, der er at sige om denne ujævne filmatisering af Kazuo Ishiguros roman.
Nå, tilbage til Klara: I skikkelse af Jenna Ortega forsøger hun og hendes ligesindede i robotforretningen at finde en ejer. Det viser sig dog at være svært, idet titelfiguren er en forældet model, der mangler bluetooth, men til gengæld har et par systemfejl, hvis bivirkninger blandt andet er egenrådighed og en underlig tendens til at stå på ét ben.
Som filmen hyppigt messer, er det dog de små quirks, der gør mennesker for såvel maskiner eftertragtelige, og på sidste salgsdato bliver den pageklippede androide adopteret af Josie (Mia Tharia) og hendes lettere følelseskolde mor (Amy Adams).
I overmættede farver, der indimellem skærer i øjnene, indrammes familiens underligt isolerede gård, mens hemmeligheder og tragedier kaster skygger over hjemmets smukt dekorerede vægge. Lidt endnu. For med en barndommelig nerve er Klara – der energioplades af solen og generelt har lidt af en solarfetich – stærkt opsat på at bringe evigt lys og liv ind i en blå og tilsyneladende sygdomsbetinget hverdag.
Det har charmerende momenter, men genstridig jubeloptimisme kan godt blive irriterende i spillefilmlængden. Særligt når det selv for tungnemme står klart, at vi – uagtet at vi optimerer og injicerer os selv – ikke kan kontrollere alt.
På trods af at Josie eksempelvis har fået foretaget en kostbar operation, der ikke bare gør hende til et geni, men også giver privilegerede børn endnu et uretfærdigt forspring, kan hun ikke bekæmpe menneskelige grundvilkår som mørke, frygten for at blive erstattet eller, ja, døden.
’Klara and the Sun’ kunne have været en spændende undersøgelse af kunstighed og af forskellen på en robot med empati og et menneske uden – og af, hvem vi dog skal bede til, når alle leger (tech)guder. Desværre forpasses enhver chance for at sige bare en lille smule klogt om disse interessante emner.
Måske fordi Taika Waititi er mere optaget af at presse tårer ud af sit publikum ved at servere floskler om naturfænomener og androidepensionater. Og når han ikke giver den gas med sorgfortællinger og patos, patos og endnu mere usmagelig patos, griber han desperat efter fjollede oneliners og slapstick i et mislykket forsøg på at få os til at skraldgrine. Der er bare ikke rigtig noget, der er sjovt.
Det bliver højst lidt ufrivilligt komisk, når eventyrklassikere som ’Den lille havfrue’ og ’Grease’ helt malplaceret bruges som godnathistorier og feministisk bevis på, hvordan kvinder er blevet tvunget til at give afkald på deres stemmer og identitet for at få en mand med mørkt smørhår.
God pointe, bevares, men det giver absolut nul mening i konteksten. Og det er nok ret symptomatisk for instruktøren, at han hverken kan begrænse sine ’gode’ idéer eller overskue sit eget hektiske værk.
Den udåd ender med at være synd for både publikum og det ellers attraktive cast, der udover førnævnte stjerner blandt andre tæller Natasha Lyonne som robotpædagog og -forhandler, Aran Murphy som sarkastisk førsteelsker og Steve Buscemi som hovmodig videnskabsmand.
En lektie må derfor være, at det ikke er alle roller, man skal takke ja til – og at det ikke alle film, der skal laves eller ses.
Kort sagt:
Taika Waititi skuffer (igen) med en film, der drukner interessante tematikker i patos og platte jokes.1