Miaws ‘Ciao’ er som en drøm, jeg ikke kan huske, men gerne vil tilbage til
EP. Det er måske nok banalt at betegne musik som »drømmende«, men lige med Miaw er det svært at undgå. De beskriver også selv deres musik som »dreamwave«. Så. Sådan er det. For det er nemlig drømmende.
Den dansk-hollandske duo har indtil videre udgivet en ep og en håndfuld singler og udgiver nu deres anden ep, ’Ciao’. Miaw blander alt fra shoegaze og triphop til laptop twee og UK Bass og minder lidt om 100%Wet bare med mindre distortion.
Der er breakbeats i bunden, ambiente guitarer og synthesizere i toppen, med Liza Dries og Frederik Fogs spage, luftige vokaler i midten.
De præsenterer på ’Ciao’ en skarpere og mere gennemført lyd end på forgængeren ’My Petswan’, hvor de spændstige elektroniske produktioner er erstattet af en mere collage-agtig, og, ja, drømmende lyd.
I løbet af ep’ens 16 minutter bliver man indhyllet i slørede minder og holografiske lydflader, der er både reflekterende og energiske.
De svævende vokaler og den snurrende instrumentering på ’Make a Waterfall’ risler som en bæk i en solbeskinnet skov, og de spruttende beats og vibrerende synths på ’Traffic Lights’ føles som om, tiden bliver både strukket og komprimeret.
Vi har tidligere rost ’Sad Song’, der udkom som single i april, og afslutningsnummeret er stadig den bedste sang på ep’en. Den er det sidste hårde vindstød, der river dig ud af drømmen.
Over det buldrende breakbeat, den snerrende bas og guitarerne – først matte og dulmende, siden spiddende og krystalline – står Dries’ vokal knivskarpt, så ordene »miss you« går rent ind.
Det er et univers, der er nemt at fortabe sig i.
’Ciao’ indeholder ikke verdens mest ørehængende melodier, og Miaws musik lever også mere af stemninger og tilstande. Ep’en er fuld af sporadiske, fragmenterede lydbilleder, som er enormt dragende, men deres æteriske sange er af og til svære at genkalde sig og sætter sig ikke helt fast.
Efter at have lyttet til ’Ciao’ sidder jeg lidt tilbage med samme følelse, som når man vågner fra en drøm, man ikke helt kan huske. Men det er en drøm, jeg gerne vil tilbage til.
Kort sagt:
Miaw har på ’Ciao’ skabt et besnærende malerisk univers, der rummer både energiske beats og eftertænksomme lydlandskaber. Man husker mere stemningen end de konkrete sange.