Slayyyter aflyser resten af sin turné grundet helbredsproblemer

Slayyyter aflyser resten af sin turné grundet helbredsproblemer
Slayyyter. (Foto: PR)

»Turnéen fortsætter i Warszawa den 24., når jeg har fået ro til at få stemmen tilbage«.

Sådan lød ordene, da popsensationen Slayyyter aflyste sin Vega-koncert med kun én dags varsel.

Koncerten i Warszawa i aften bliver dog heller ikke til noget, for Slayyyter har nu aflyst hele sin resterende europaturné. Det skriver blandt andre Pitchfork, der bringer en udtalelse fra Slayyyter selv:

»Hej venner, det knuser mit hjerte at skulle dele, at jeg oven på adskillige lægebesøg har fået konstateret strubebetændelse og slid i stemmebåndene, og jeg har fået besked på at tage medicin og hvile min stemme i minimum to uger. Grundet dette er jeg nødsaget til at aflyse resten af de britiske og europæiske koncerter for at undgå, at min stemme bliver permanent beskadiget. Der vil være fuld refundering fra billetudbyderne«.

»Mit hold og jeg er allerede i gang med at ombooke shows til næste år, og jeg håber meget snart at have nyheder at dele med jer, så jeg kan gøre det godt igen. Jeg ved, hvor meget tid og dedikation, I lægger i at tage til en koncert. Nogle af jer har rejst, nogle af jer har lavet kostumer, og jeg er knust over ikke at kunne give jer de koncerter, I har planlagt efter«.

»Vi arbejder hårdt på at finde et tidspunkt, hvor vi kan vende tilbage, så jeg kan levere et endnu større og bedre show til jer alle. Jeg håber, I ved, at jeg vil gøre det godt igen. Godt med kærlighed til jer alle. Tak for at gøre denne turné så særlig«.

Slayyyter har i mange år været en darling i popundergrunden, men med dette års stærke album ‘Worst Girl in America’ har hun fået et velfortjent gennembrud – den planlagte koncert i Store Vega var udsolgt.

‘Worst Girl in America’ får i øvrigt en opfølger inden længe. 4. december i år udgiver Slayyyter nemlig efter planen et modstykke-album betitlet ‘Worst Man in America’, hvorfra hun allerede har udgivet singlerne ‘Brand New Chanels’, ‘Crank 2’ og ‘IThink He’s Got a Girl’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af