FARVEL TIL BLONDIE. Sidst tanken strejfede mig var for blot en måned siden, da det amerikanske popfænom Slayyyter udgav singlen ’I Think He’s Got a Girl’.
Sangen ligger i et ubestemmeligt sweetspot mellem pop og rock, dens eksplosive følelser – fra begær til vrede til kølig apati – fremstår på én gang oprigtige og tegneserieagtigt karikerede, og Slayyyters vokal bevæger sig ubesværet mellem sødmefuld renhed og snerrende intensitet.
Det her lyder som Blondie, tænkte jeg. Og det er ikke et sjældent forekommende fænomen.
Samme tanke slog mig, da Charli XCX tidligere i år udgav den ultraflabede ’Wink Wink’, og da jeg hørte de new wave-klingende skæringer på Olivia Rodrigos ’You Seem Pretty Sad for a Girl So in Love’. Ikke mindst ’My Way’, hvis ustoppelige energi og hørbart himmelvendte øjne minder mig en del om bandets ’Parallel Lines’-hit ’Hanging on the Telephone’.
Miley Cyrus, der hyppigt har spillet ’Heart of Glass’ under sine koncerter, skylder mange af sine mest iørefaldende øjeblikke – herunder ’Something Beautiful’-singlen ’End of the World’ og de bedste sange på 2020’s ’Plastic Hearts’ – til den farverige poprock, som Debbie Harry og hendes medsammensvorne for længst har defineret.
Og går vi lidt længere tilbage kan indflydelsen høres hos navne så forskellige som Yeah Yeah Yeahs og Paramore, der måske nok tog arven i vidt forskellige retninger, men som begge videreføre Blondies insisteren på, at rockmusik på samme tid kan være sjovt og helt utroligt cool.
Paramores new wave-inspirerede ’After Laughter’ fra 2017 er velsagtens det bedste Blondie-album siden ’Eat to the Beat’. På mange måder var Blondie måske det oprindelige poppunkband.
Det kunne altså tyde på, at Blondie har valgt det helt rigtige tidspunkt at vende tilbage. Bandet har netop annonceret deres 12. album, ’High Noon’, som bliver deres første i ti år, og som formentlig også bliver deres sidste (bandets meget definerende trommeslager, Clem Burke, der har været med siden 1975, døde sidste år kort efter færdiggørelsen af albummet).
Hvis ’High Noon’ virkelig bliver deres sidste album, er det da også et nærmest poetisk sted at takke af. Debutalbummet ’Blondie’ udkom i december 1976. Altså for præcis 50 år siden.
Et tegneserieband
Det er en essentiel del af Blondies mytologi, at ingen i begyndelsen rigtigt tog dem alvorligt.
Sammenlignet med de resterende bands på New Yorks sidenhen sagnomspundne CBGB-scene – herunder Talking Heads, Television og Patti Smith – fremstod Blondie nærmest skamløst poppede.
Det hjalp heller ikke, at Debbie Harry ikke bare var ufatteligt smuk på en klassisk, meget feminin måde, men også ligefrem havde en fortid som playboy-bunny, et erhverv, som ikke nødvendigvis vandt hende respekt blandt punkerne i ultrasnuskede East Village.
I manges øjne var Blondie et tegneserieband, mere beslægtet med 60’ernes pigegruppe-pop end med den rå og ukommercielle musik, som scenens mere respekterede bands dyrkede.
Alt det er selvfølgelig glemt i dag, hvor Blondie står som et æradefinerende band med stribevis af klassiske hits bag sig. Men faktisk er det måske netop det faktum, at Blondie aldrig nogensinde levede op til punkkonventionerne, der gør, at de fortsat er så relevante og indflydelsesrige.
Når jeg lytter til Blondies tidlige udgivelser, slår det mig i hvert fald, at de som få andre samtidige bands foregreb den opløsning af genre, som i nutidens popmusikalske landskab nærmest er mere reglen end undtagelsen. Det gjaldt allerede på debutalbummet, hvis rockede kant konstant blødgøres af elementer hentet alle mulige andre steder fra.
Hvis man ser bort fra den ramsaltede tekst, lyder førstesinglen ’X-Offender’ næsten som et tidligt hit af The Shangri-Las. Andre steder gør de brug af alt fra Brill Building-klingende doo-wop-harmonier (’In the Flesh’) til surf-guitarer (’In the Sun’) og endda solbeskinnet calypso (’Man Overboard’).
Fra alle tilgængelige hylder
Den genrebrydende tilgang slap de aldrig igen. Deres første nummer et-hit fik de, da de i 1978 begik punk-helligbrøde og omfavnede discoen på ’Heart of Glass’.
To år senere lavede de en rendyrket reggaesang på et trofast cover af jamaicanske The Paragons’ ’The Tide is High’, mens ’Rapture’ er en – for sin tid – ret så fremadsynet hiphopfusion, hvor Debbie Harry endda rapper (!). I dag er der intet usædvanligt i, at store stjerner henter inspiration fra alle tilgængelige hylder, men få samtidige rockbands spændte så bredt.
Blondies seneste album, 2017’s ’Pollinator’, er kun et okay album, men da jeg for nylig genlyttede til det for første gang i mange år, blev jeg alligevel positivt overrasket over bandets fortsatte lydhørhed over for de tendenser, der rør sig i popmusikken.
Det står især klar på to af albummets bedre sange, ’Long Time’ og ’Gravity’, der er skrevet i samarbejde med henholdsvis Blood Orange og Charli XCX, og som bærer præg af førstnævntes æteriske stemningsfuldhed og sidstnævntes næsvise energi, der i virkeligheden ikke er langt fra den, Harry altid har eksemplificeret. Lad os bare kalde hende brat.
En sang skrevet af Sia, ’Best Day Ever’, er et totalt fejlskud – som så mange Sia-sange på én gang overgearet og overdrevet simplistisk – men viljen til fornyelse kan man alligevel kun respektere.
At dømme efter førstesinglen ’Spectral Eyes’ kunne det dog godt tyde på, at de på ’High Noon’ i højere grad vender tilbage til udgangspunktet.
Sangen, som er skrevet af The Smiths-guitarist Johnny Marr, er en bemærkelsesværdigt straight rocksang, hvis energiske fremdrift ikke overskygger en underliggende følelse af melankoli, der kun bliver forstærket af, at Debbie Harris’ stemme er smukt, næsten Marianne Faithful-agtigt ældet.
Det er en af bandets bedste sange i mange, mange år. Men den lyder også som et farvel.
‘High Noon’ udkommer 26. februar 2027.