ANBEFALING. Det er nærmest helt ritualiseret, at jeg rammer et par efterårsdage, hvor jeg krymper sammen på mit stuegulv i en tilstand af infantil opgivenhed over … ja, alt og intet.
Medicinen mod min efterårstristesse er lange gåture, og som den tophuebærende millennial-fyr, jeg er, har jeg undervejs (selvfølgelig) lyttet til en Pitchfork-indierock-darling, som jeg bare skal dele med alle.
Greg Freeman er navnet, og bær over med mig, mens jeg prøver at smide ironien. Det er jo ikke hans skyld, at jeg er en omvandrende kliché.
28-årige Greg Freeman er indie-musiker af den gamle skole. Typen, der brokker sig over musikindustrien, nærmest ikke er på sociale medier og taler længselsfuldt om dengang, musikken var »pure«, fordi det bare var ham og vennerne, der spillede koncerter på bittesmå spillesteder.
Og så er han typen, der insisterer på ikke at ville genredefineres, for som han siger i et interview: »Jeg tror, at genrer efterhånden mest er for PR-folk, der ikke er særlig gode skribenter og gerne vil læne sig op ad sammenligninger«.
Av min anmelder-arm, men han har jo lidt ret. Det er nemt at smide Greg Freeman i den hyperpopulære alt-country kategori, hvor MJ Lenderman, Wednesday og koncertaktuelle Westside Cowboys (listen er uendelig) regerer, mens de mixer alverdens bindestregs-rock og bindestregs-country.
Det interessante er måske ikke, hvem Greg Freeman ligner, men hvem han er. Og på sit nye og tredje album, ’All Set the Bone’, understreger han, at han er en sjælden mester udi sylespids samfundskritik og brutal kærlighedsdissekering tilsat en knivspids håb, der tilsammen udgør et perfekt soundtrack til et godt efterårs-breakdown.
Når verden er noget lort …
Halvt snakke-syngende, halvt råbe-skrigende og med en ustyrlig intensitet indleder Greg Freeman sit nye album med ordene: »Time to join the world you fucked up / Time to wake your girls and boys up / Silences that rise to heaven / Will define which hell we live in«.
Oh lord, hvor føler jeg åbningsnummeret ’Cahokia’, mens guitarerne skærer min vrede ud i pap, for »these arе the days when subtly is dead and gonе forever«, som han synger i omkvædet.
Som et kollektivt raseri fornemmes det på den militaristiske ’Culture’, at albummet er optaget som live-sessioner ledt an af Freeman, der til lyden af de bankende instrumenters takt modløst synger sin klagesang over vores endeløse ondskab:
»When in the course of inhuman events / When no analogy proves sufficient / Do you have the right supplies / Do you have enough blood in your eyes / For that«.
Det er katarsisk vrede til dit efterår, og det føles fucking befriende at give sig hen til.
… kærligheden sucks …
Intet godt breakdown uden lidt hjerte-smerte for hverken mig eller Greg Freeman, der kører frontalt ind i et uundgåeligt brud på ’Totaled’, så ingen er i tvivl om, at både han og forholdet er done:
»In the morgue of mechanical failure / I felt nothing but a dull kind of relief / That’s where she left for the far side of forever / That’s where his body turned to ground beef«.
Der er en lyrisk opfindsomhed i de billeder, Greg Freeman maler op af det forliste forhold, som du på én og samme tid griner og græder over, mens du pendulerer rundt i urkaosset af følelser, kærligheden skaber.
Sjældent har denne rutsjebanetur fået en mere fyldestgørende behandling end den syv minutter lange ’Marooned’, hvor vi tages fra det følsomme blik mellem to elskende til eksplosiv vrede og trodsig frustration, inden vi ender i den hjerteskærende konklusion:
»If I can’t find your hill to die on then I guess that I’ll just drown«.
Det er dark herude, altså.
… og du alligevel finder håbet
Men der er håb. Også hos Greg Freeman.
Selvom ’All Set the Bone’ er mørkere og mere voldsom end den velfortjent roste gennembrudsplade ’Burnover’, så får vi også serveret små glimt af lys undervejs. Som den smukke og trodsigt glade ’Indu’, hvor han i duet med Anna McClellan overgiver sig til hende, som ser på dig med »moonlight in your eyes«.
Stærkest står det dog frem på det afsluttende nummer, ’Bury Me the Shovel’, hvor skrigende guitarer erstattes med banjo og harmonika. For selvom han nihilistisk konstaterer, at »there’s nobody left in this city to give a shit«, så slutter han sin tour de force gennem mørket med denne smukke svanesang over byen og verden:
»And empty sky scrapers stab constellations / Where the light pours in just like hour glass sand / So won’t you help to bury me the shovel my friend«.
Og på den håbefulde note vil jeg rejse mig fra stuegulvet igen. Måske.
’All Set the Bone’ er ude nu.