A24-satsning lever op til hypen
Sophia Stel ‘The Greatest Album of All Time’
Det er ikke uden risiko, når et af verdens mest hypede og originale filmselskaber pludselig også vil være et pladeselskab, men med signingen af Sophia Stel har A24 Music begået en genistreg.
Det beviser den canadiske sangskriver med sit debutalbum, der måske ikke ligefrem er ‘The Greatest Album of All Time’, som titlen med et glimt i øjet lover, men som stadig er virkelig, virkelig godt.
Her blander hun alt fra SoundCloud-rap og triphop til underspillet, småpsykedelisk autotune-pop – det er ikke uden grund, at hun på internettet er blevet kaldt »Drain Gang Ethel Cain« – og skaber noget, der er lige så gennemført cool som A24’s bedste film.
Allerbedst er den zigzaggende ‘Power’, fuldendt med Daft Punks ‘Aerodynamics’-agtig guitar og bars som »I’m just a girl but I’m the man«. Alene dén sang retfærdiggør hele pladeselskabets eksistens. –MH
Flænsende voldsomhed og magtkritik
Syl ‘TL;DR’
Med overraskende gæstestjerner som Østen, Karoline Funder og ikke mindst Sivas går det danske hardcore-band Syl til modangreb på det spiddende, genrebrydende konceptalbum ‘TL;DR’.
»I al Syls flænsende voldsomhed og magtkritik er der alligevel en opbyggelig morale om verdensvendthed at komme efter på ‘TL;DR’. Der er noget betryggende ved, at albummet gradvist åbner sig mod noget ægte. Og at der er plads til sårbarhed på en hardcore-skive«, skrev Anton Løkke Laursen.
Læs hele anmeldelsen HER.
Et spændende trip
Fontaines D.C. ‘Dopamine Chamber’
Det danmarksaktuelle irske rockband har aldrig lydt så obskure – eller så inderlige – som på deres imødesete femte album, ‘Dopamine Chamber’.
»Fontaines D.C. undgår at gentage sig selv på en plade, der ikke skelner klart mellem drøm, virkelighed og fantasi. Substansen forsvinder sommetider mellem synthesizere og lydtapeter, men ’Dopamine Chamber’ er stadig et spændende trip«, skrev Anton Løkke Laursen.
Læs hele anmeldelsen HER.
En lise i efterårskulden
Kwamie Liv ‘Yesterday for Tomorrow’
Kwamie Livs første album siden debuten for otte år siden er et godt argument for vigtigheden af timing. For albummet kunne ikke være landet på et bedre tidspunkt.
Den intime, folk-influerede sangskrivning og hendes varme, porøse vattæppe af en stemme er en lise midt i den tiltagende efterårskulde.
Det er sange, der rammer med en nænsom, næsten umærkelig skønhed, melodier, der udfolder sig langsomt og forsigtigt som rødgyldne blade, der daler fra et træ. Titlen på det blidt vuggende højdepunkt, ’Delicate’, siger alt.
Og så, lige når efterårsmelankolien er ved at overtage, står Kwamie Liv midt i mørket og forsikrer om, at lyset vender tilbage: »Let me lay here beside you / ’Til the sun starts to sing«. –RW
Mystisk, dragende hovedværk
Fine ‘Jazz Dreams’
Drøm og virkelighed smelter sammen på den tidligere Chinah-forsangers nye album – et hovedværk fra Københavns alternative musikscene.
»‘Jazz Dreams’ er en mystisk musikalsk collage, der for hvert nummer overrasker med sine finurligheder. Musikken er iklædt solbriller og kølig attitude, men sangene er så dragende, at man forsvinder ind i Fines forunderlige verden«, skrev Holger Møller Dybro.
Læs hele anmeldelsen HER.
Dansk rap med tyngde
Noah Carter ‘Noahs ark II’
Noah Carters tredje album på dansk bygger måske ikke den titulære ark radikalt om, men hvad gør det, når niveauet er så fandens højt?
»Han har fundet en formel, der fungerer, og ‘Noahs Ark II’ er måske endda stærkere end forgængeren. Det er ikke nødvendigvis et problem, at han ikke flytter sig voldsomt fra etteren. Når niveauet er så højt, kan det også være en styrke at vide, hvad man er god til«, skrev Daniel Bagge.
Læs hele anmeldelsen HER.
Vellykket selvmytologisering
Cameron Winter ‘Live at Carnegie Hall’
Cameron Winters Carnegie Hall-koncert var designet til at være ikonisk: En begivenhed, der en dag skal få folk til at sige, »tænk, at du virkelig var der«.
Et bevidst selvmytologiseringsforsøg, som placerer Geese-frontmanden side om side med Dylan og Baez som de yngste, der har spillet i den legendariske koncertsal.
Det vilde er, at det sgu nok skal virke. Live-albummet viser Winter som et singulært talent, en unikt ekspressiv vokalist og en – selv med den afstand, som en optagelse uvægerligt giver – usædvanligt magnetisk tilstedeværelse.
Udelukkende akkompagneret af sit eget sensitive, men også legesyge klaverspil viser Winter sig som en sangskriver i familie med Harry Nilsson, Randy Newman, Laura Nyro: Sangskrivere, der formår at bygge bro mellem traditionen fra den store amerikanske sangbog og den nutid, vi lever i. –RW
Fængende melodier og flossede følelser
Østen ‘Når vi taler om solen’
Østens andet album er et dramatisk og indadskuende studie i popsangskrivning, der forener fængende melodier med flossede følelser.
»Frem for at tage et opgør med familieforviklinger og rodløshed prøver Østen nu at vælge glæden. Selvom der kan være meget godt i vente, kan følelsen af zen og fuldkommenhed alligevel være svær at finde ind i for singer/songwriteren«, skrev Anton Løkke Laursen.
Læs hele anmeldelsen HER.
Hørt det hele? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.