’Godzilla Minus Zero’: Forbilledligt flot monsterfilm giver det perspektiv, som Nolans ‘Oppenheimer’ manglede
FILM. Den titulære kæmpeøgle fyldte forbavsende – og forfriskende – lidt, da ‘Godzilla Minus One’ tog verden med storm i 2023.
Jovist, den ikoniske, radioaktive kæmpeøgle dukkede op fra havet flere gange for at slås med menneskene. Men netop de menneskelige fortællinger var i endnu højere grad i centrum for kaiju-filmens handling i et hærget Japan efter Anden Verdenskrig.
Her måtte den deserterede kamikaze-pilot Koichi Shikishima både kæmpe med sine indre samvittighedskvaler og kæmpe mod Godzilla for at beskytte sin lille sammensatte familie af overlevere.
Heldigvis er instruktør Takashi Yamazaki slet ikke færdig med at udforske efterkrigstidens traumer i den imødesete efterfølger ‘Godzilla Minus Zero’, der fortsætter handlingen to år efter, etteren slap. Som filmforgængeren afslørede i allersidste scene, er Godzilla ikke død alligevel. Under havets overflade er det laserspyende væsen muteret tilbage til fornyet styrke.
Mutationer kommer der flere af, også blandt menneskene. For ligesom den originale ‘Godzilla’ fra 1954 af Ishiro Honda er monstret også i nyfortolkningen en oplagt allegori for de varige ødelæggelser og traumer, som de amerikanske atombomber mod Hiroshima og Nagasaki plantede i befolkningen.
‘Godzilla Minus Zero’ viser derfor ikke de amerikanske soldater som Hollywoods arketypiske helte. De er snarere tvungne allierede, der altid er sig selv nærmest og bruger Japan som »en brik, der kan ofres«, som en karakter formulerer det.
På mange måder får vi det skrækindjagende perspektiv, som Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ ikke prioriterede. Filmen tager os forbi tætpakkede børnehjem og hospitaler fyldt med kvæstede ofre. Den bringer os sågar tilbage til åstedet i Hiroshima i 1945 gennem ptsd-prægede minder, der giver os forståelse for mistilliden til bombernes ophavsmænd.
Den nye film bringer dog også en smule håbefulde nuancer til destruktionen og døden. Den hylder genopbygning og heling frem for efterkrigstidens bitre trang til gengældelse og oprustning.
Yamazaki besidder stadig intet af landsmanden Hirokazu Kore-edas følsomhed og sensibilitet. Han går i den komplet modsatte retning. Storfilmens melodramatiske skæbnefortælling og det teatralske skuespil er fortsat noget, som man lige skal vænne sig til for at kunne leve sig ind i dramaet.
Gør man det, får man til gengæld et underholdende spændingsdrama i stor skala, hvor hovedpersonerne har endnu mere på spil end i den første film. For hvor meget er de egentlig villige til at ofre for den store sag?
Man får selvfølgelig også en række bombastiske actionscener med CGI-monstre. I flertal. For Godzilla er ikke den eneste uhyre, der dukker op for at smadre solens rige til vands, til lands og i luften.
Mastodonternes skællede kroppe er så forbilledlig flot og detaljeret animeret, at filmen godt tør dvæle ved dem i længere velvalgte seancer. Yamazaki, der også har ansvaret for de visuelle effekter, beviser, at actionscener ikke behøver have hidsig klipning eller et rystet kamera, som gør det svært at orientere sig. Giver man publikum det fulde overblik, kan det være mindst lige så nervepirrende.
‘Godzilla Minus Zero’ rummer både dramatisk tyngde og er fuldkommen over-the-top. Så man forstår godt, hvis Yamazaki har endnu en publikumssucces i vente.
Kort sagt:
Den direkte efterfølger til ‘Godzilla Minus One’ er en visuelt veludført actionfilm, som heldigvis også stadig har de menneskelige fortællinger og traumer i efterkrigstidens Japan i fokus.