Jeg bruger aldrig min hvidløgspresser, for det må jeg ikke for Anthony Bourdain. Sådan er det bare.
Han kaldte vanrøgtelse af hvidløg for en forbrydelse i mange former: »Gammelt hvidløg, brændt hvidløg, hvidløg hakket for for længe siden, og hvidløg der er er blevet mast tragisk gennem en af de der fornærmelser; hvidløgspresseren«, skriver han i sin berømte bog ‘Kitchen Confidential’, der udkom i år 2000 og redefinerede den da 43-årige newyorker-koks liv fuldstændigt.
Den var samme bog, der udødeliggjorde kendte regler, som at man ikke skal bestille fisk om mandagen eller spise brunch. Og som nu spøger hos mig, en 30-årig dansker.
Bourdains tanker om et liv i madens tegn har gjort uudsletteligt indtryk på de fleste, der har læst dem siden årtusindeskiftet. Og i dag er den afdøde kulinariske libertiner allestedsnærværende i verden, selvom han på tragisk vis forlod den i 2018, hvor han pludseligt tog sit eget liv på et hotelværelse i Alsace.
I kulturen har han haft karakter af godfather for den madfetischisme og higen efter det autentiske og uopdagede, som muligvis aldrig har været større. Spisningen og mad som popkultur boomer.
Helt konkret er Anthony Bourdains skikkelse genoplivet i den biografaktuelle ‘Tony’. Her skruer indieinstruktør Matt Johnson dog tiden helt tilbage til 1970’erne, hvor hovedpersonen var en nævenyttig teenager fra New Jersey (spillet af Dominic Sessa, kendt som den nævenyttige teenager i ‘The Holdovers’), der en sommer endte som opvasker på en ydmyg fiskerestaurant i Provincetown. And the rest is history.
Men hans aftryk på kulturen stopper ikke der.
Tastetestens pionér
Med sin både udleverende og romantiserende måde at beskrive kokkelivet på var Bourdain ‘The Bear’ før ‘The Bear’ (han var også på Noma og sanketur med René Redzepi allerede tilbage i 2013).
I dag kan man fodre svin med tastetestere, der jagter gastronomiske oplevelser i fjerne egne af verden, mens de filmer sig selv. Da Anthony Bourdain gjorde det i rejseprogrammerne ‘A Cooks Tour’ og ‘No Reservations’, var der ikke samme indbyggede kulturelle kapital i at jagte den autentiske madoplevelse. Nu er der til gengæld måske for meget.
Anthony Bourdain nåede selv at komme på Instagram. Hans profil med 2,7 millioner følgere er stadig tilgængelig, hvor det sidste 438 uger gamle opslag forestillende en »light lunch« (en solid skive kogt skinke på en bund af kål, kartofler, flæsk og et par pølser) stadig jævnligt bliver kommenteret af fans og folk, der savner ham.
thinking about that anthony bourdain meme https://t.co/96qWWIcI1i
— ‘ (@m0d3rnbaseball) June 2, 2024
Efter hans død har hans billede også fået et andet efterliv. Her florerer han ofte fotograferet siddende ved en parisisk fortovscafé i små solbriller, læderjakke og dueblå halsklud som indbegrebet af livsnyderen med captions a la »me after never denying myself anything ever«.
Han er også gangbar som ikon på den performative post-hipster i meme-landskabet, selvom han nærmere satte trends end fulgte dem. Herhjemme er han fast inventar hos nicheprofiler som Den medierede grubler.
Bourdain er også undergået en Piet Heinificering online, hvor hans mange slagkraftige citater om at grovæde af livet florerer i ironiske kitsch-quote-sammenhænge, men i stigende grad også har taget form af »Bourdain-slop«.
»Lust for shawarma«
Der er en god grund til, at Anthony Bourdain i dag er den perfekte meme-karakter. Hele hans offentlige persona og succes blev bygget på hans evne til at mytologisere sig selv.
I ‘Kitchen Confidential’ forvandlede han hele sit liv, som kok og stofmisbruger i vekselvirkning, til en ej udklækket legendes coming of age – med stærk forfatterinspiration fra en anden forhenværende opvasker turned superstjerne; George Orwell og hans ‘Down and Out in Paris and London’.
Det hele startede, da Tony som niårig (med sine egne ord en niårig med en latent kriminel åre) besøger Frankrig, hvor hans far og efternavn stammer fra.
På båden derover smagte hans kun Campbell-vante tunge vichyssoise, kold kartoffelporresuppe, og opdagede, at mad var mere end »a substance one stuffed in one’s face when hungry«. Han legede med franske børn, der fik cigaretter og vin i weekenden, og ikke mindst smagte han en østers for første gang og følte, at den smagte af fremtiden.
Senere fik han som teenager lov til at passe en af kokkenes stegestationer på sommerjobbet i Provincetown, fordi selvsamme kollega tog en nygift brud, der sad og spiste inde i restauranten med sin husbond og festselskab, udenfor til en rusketur.
Det var i 1974, og først 25 år efter blev Anthony Bourdain verdenskendt som først forfatter og dernæst tv-stjerne, der rejste rundt og smagte på hele verden.
På sine mange rejser fik han ikke blot beriget verden med dybt citerbare sætninger som »I got a serious lust for shawarma«, men også taget bestik af de politiske sammenhænge i nogle af de lande, han besøgte.
»Once you’ve been to Cambodia, you’ll never stop wanting to beat Henry Kissinger to death with your bare hands«, sagde han og langede ud efter Vietnam-krigens bombesmidere. Et mindre plakatvenligt citat, men ikke mindre betydningsfuldt. Han har også lavet et afsnit af ‘Parts Unknown’, hvor han udforsker Israel og Palæstina.
Inden sin død bænkede Bourdain præsident Obama til en ydmyg skål bun cha på en gaderestaurant i Hanoi. Det var i 2016. I dag er deres bord indrammet i glas.
Memeficeringen
I 2012 blev ‘Kitchen Confidential’ genudgivet med følgende forord:
»I feel sometimes like I’ve lived THREE lives. If so, this would be one of them. Maybe one and a half«.
Men kun seks år senere var hans liv altså slut.
Det er mytologiseringen til gengæld ikke. Forskellen på før og nu er bare, at han ikke længere selv styrer den.
Allerede i 2022 fik vi den dokumentariske version ‘Roadrunner’, der rig på klip fra kokkens liv både ærede hans uhæmmede væsen og udforskede det mørke, der fulgte med og førte til hans tidlige død.
Selvom Anthony Bourdain i sit liv opnåede en vis rockstjernestatus, overraskede og chokerede nyheden om en spillefilm om ham mange, da den ramte i 2024.
Selvom ‘Tony’ er produceret af A24 og instrueret af en instruktør, hvis tilgang er langt fra biopic-blockbusteren, er det stadig udtryk for, at hovedpersonen i dag også er intellectual property – et brand, der er også økonomisk momentum for at filmatisere.
Ligesom når man observerer Bourdains efterliv på internettet, kan man fornemme en stigende fremmedgørelse fra det egentlige menneske bag, der var meget mere end sine catchy tv-replikker. Der er en snigende tendens til at, Bourdain tillægges en mere banal carpe diem-energi, end han havde i virkeligheden.
The New York Times har beskrevet »the meme-fication of Anthony Bourdain«. I et essay i Polyester Zine bliver samme udvikling »the trickle-down of Anthony Bourdain«, hvor hans egentlige kulturelle arv udvandes som en form for digitalt totemdyr. Han var altid allemandseje, men nu vinder den billige kopi frem.
Det er på mange måder bizart, hvordan man har tendens til at masseproducere Anthony Bourdain til en gallionsfigurs livsduelighed, hvis man ikke også husker, at han var så ulykkelig, at han døde af det.
Det ultimative eksempel er et af hans efterhånden mest udbredte citater i onlinehavet:
»Eat at a local restaurant tonight. Get the cream sauce. Have a cold pint at 4 o’clock in a mostly empty bar. Go somewhere you’ve never been. Listen to someone you think may have nothing in common with you. Order the steak rare. Eat an oyster. Have a Negroni. Have two. Be open to a world where you may not understand or agree with the person next to you, but have a drink with them anyways. Eat slowly. Tip your server. Check in on your friends. Check in on yourself. Enjoy the ride«.
… som på bedste Pippi-facon ikke er noget, den virkelige Bourdain nogensinde har sagt, men blot en forløjet efterligning.
Her er til gengæld den allerførste sætning i ‘Don’t Eat Before Reading This’, den artikel i The New Yorker fra 1999, der senere blev til gennembrudsbogen:
»Good food, good eating, is all about blood and organs, cruelty and decay«.
Mærk brutaliteten. Smag på forskellen. Husk den næste gang du møder ham som aurafarmer en passant på Instagram.
For hvis man vil spise (som) Anthony Bourdain, skal man også smage på indvoldene.
‘Tony’ får premiere 5. november.