TRACK. Killling består af de to brødre Jonas og Benjamin Kur, og selvom ‘Money Man’ er deres debutsingle, er de ikke nye i branchen.
Senest har de været medforfattere på The Minds of 99-singlen ‘9mm’, og Jonas har i øvrigt været med tilat skrive to af bandets største hits, ‘Hurtige hænder’ og ‘Det er Knud som er død’. Og det gamle Lizzie-hit ‘Ramt i natten’.
Jonas Kur er nemlig barndomsvenner med Niels Brandt, som her medvirker som co-producer og »det tredje L« i Killling. Men ‘Money Man’ lyder hverken som Minds eller ‘Ramt i natten’.
Pressemeddelelsen fortæller: »Benjamin er tømrer og vicevært på et hotel. Jonas er kok på fuld tid«.
Det lyder næsten som noget fra en film (eller som nogen, der mangler en roomie), og lytter man til ‘Money Man’, bliver filmscenerne kun forstærket.
Et antikapitalistisk elektropunk-nummer, der lyder af betonbyggerier og penge i madrassen: »Left us all in distress / All of us who are less / Money man is judging me / He can not fuck with this energy«.
Med den affekterede britiske accent, de flakkende sort/hvide visuals, der akkompagnerer singlen, og det taktfaste beat, har det en meget engelsk undergrundsstemning. Det føles lidt som at gå gennem storbyen, sent om aftenen, med sin hætte trukket op over hovedet.
Det er en oprørsk energi, jeg – som én, der heller ikke har nogen penge – godt kan fucke med.
Til dig, der kan lide: At gå med hættetrøje. At tale med britisk accent. At undergrave kapitalismen. Daft Punk.
