PORTRÆT. Sandra Hüller kan spille hvad som helst.
En ambitiøs karrierekvinde, der bryder ud i Whitney Houston-sang. En forfatter mistænkt for at have myrdet sin mand. En nazihustru, der dyrker blomster i skyggen af Auschwitz. Og en kvinde, der forklæder sig som mand i 1600-tallets Tyskland.
2023 blev udråbt til Sandra Hüllers år. Med hovedrollerne i ‘Frit fald’ og ‘The Zone of Interest’, der begge blev Oscar-nomineret til bedste film, fik hun sit store internationale gennembrud og blev selv nomineret til en Oscar for førstnævnte.
Men 2026 tegner til at blive endnu vildere. Alene i år har hun spillet over for Ryan Gosling i science fiction-succesen ‘Project Hail Mary’ og Tom Cruise i Alejandro González Iñárritus ‘Digger’.
Samtidig har hun høstet lovord for hovedrollerne i de europæiske dramaer ‘Rose’ og ‘Fatherland’, der begge er Oscar-kandidater. Og ifølge The Hollywood Reporter har hun også en hemmelig gæsteoptræden i Marvel-filmen ‘Avengers: Doomsday’, der får premiere til december.
»Er Sandra Hüller årets MVP?«, spørger Rolling Stone. Det er svært at komme på en bedre kandidat. Og spekulationen går efterhånden ikke så meget på, om hun bliver Oscar-nomineret, men for hvilken film.
Den 48-årige skuespiller er blevet kaldt den tyske Cate Blanchett, og det er let at forstå hvorfor. Ud over hårfarven deler de to en imponerende spændvidde og en evne til at gøre selv utiltalende karakterer interessante. Men hvor Blanchett ofte dominerer en scene med sin autoritet og glamourøse udstråling, kan Hüller gøre det ved næsten ikke at foretage sig noget.
Hun er underspillet, kantet og svær at aflæse, men kan pludselig overraske med både humor, varme og voldsomme følelsesudbrud.
Julie behøver ikke være sød
Sandra Hüller voksede op i Friedrichroda i det daværende DDR, hvor hendes forældre begge arbejdede som pædagoger. Hun var 11 år, da Berlinmuren faldt. Som barn var hun stille og iagttagende og optaget af at forstå det, der foregår mellem mennesker, men som ingen taler om, har hun fortalt til magasinet AnOther.
Som 15-årig blev hun opfordret af en lærer til at prøve kræfter med teater. Hun fik en rolle i Frank Wedekinds ‘Frühlings Erwachen’, blev grebet af skuespillet og endte på Ernst Busch-skolen i Berlin. Efter uddannelsen arbejdede hun på teatre i Jena og Leipzig, inden hun i 2002 kom til Theater Basel i Schweiz.
Her vakte hun opsigt som Julie i Shakespeares ‘Romeo og Julie’. Med næsten kronraget hår og bare fødder spillede hun den romantiske heltinde som en hård og egenrådig ung kvinde. I Hüllers fortolkning skulle Romeo elske Julie uanset hvad. Derfor behøvede hun ikke gøre sig elskelig.
I 2006 fik hun sit filmgennembrud i Hans-Christian Schmids ‘Requiem’ som en ung kvinde med epilepsi, hvis religiøse familie tror, at hun er besat af dæmoner.
Rollen indbragte hende en Sølvbjørn på Berlinalen og den tyske filmpris som bedste kvindelige hovedrolle. I de følgende år blev hun en etableret skikkelse i tysk film og teater. Men først ti år senere fik hun sit store internationale gennembrud.
Når facaden sprækker
I Maren Ades mesterlige tragikomedie ‘Min far, Toni Erdmann’ fra 2016 spiller Hüller den ambitiøse managementkonsulent Ines, hvis strømlinede tilværelse i Bukarest bliver forstyrret, da hendes excentriske far dukker uanmeldt op og begynder at sabotere hendes hverdag med dårlige vittigheder, falske tænder og pinlige optrin.
Hüller er fremragende som den anspændte karrierekvinde, der desperat forsøger at bevare kontrollen, men som også modvilligt går med på farens spøg og viser sig at have en mindst lige så absurd humor som ham.
Med sit ubevægelige stenansigt leverer hun knastørre replikker og tager efterhånden selv initiativ til løjerne. Først lader hun sig lokke til en desperat fortolkning af Whitney Houstons ‘Greatest Love of All’, og siden forvandler hun spontant sin egen fødselsdagsbrunch til en nøgenfest.
Det er filmens sjoveste scene, netop fordi Ines gennemfører den vanvittige idé med fuld alvor. Samtidig aner vi bag hendes kølige facade og knastørre humor også en datter, der både er rasende på sin far og længes efter hans kærlighed.
Morder eller narcissist?
Syv år senere spiller Hüller endnu en kvinde med en tilsyneladende uigennemtrængelig facade. Men hvor sprækkerne i Ines’ selvkontrol er både komiske og rørende, bliver de langt mere tvetydige i Justine Triets ‘Frit fald’.
Her spiller hun en succesfuld forfatter, hvis mand styrter i døden fra deres alpehytte. Er det et selvmord, en ulykke eller et mord?
Hüllers Sandra er intelligent, stædig, selvsikker og til tider usympatisk. Hun nægter at indtage rollen som den sørgende, ydmyge hustru, som omverdenen forventer af hende, og i filmens lange retssagsscener bliver selv hendes mindste ansigtsudtryk genstand for fortolkning.
Under retssagen hører vi en lydoptagelse af et voldsomt skænderi mellem Sandra og hendes mand, hvor hun pludselig eksploderer i vrede og frustration. Det er et markant brud med den kontrollerede kvinde, vi hidtil har mødt, men gør hende ikke lettere at gennemskue. Vi ved stadig ikke, hvad der skete den dag, hendes mand døde.
Samme år spillede hun Hedwig Höss i Jonathan Glazers Holocaust-drama ‘The Zone of Interest’. Som hustru til Auschwitz’ kommandant lever hun et tilsyneladende idyllisk familieliv på den anden side af koncentrationslejrens mur, hvor hun passer sine blomster og glæder sig over de materielle goder, som nazisternes forbrydelser har skaffet familien.
Hüller har fortalt, at hun og Glazer besluttede, at hun ikke skulle forsøge at føle empati med Hedwig eller forklare hendes handlinger psykologisk. I stedet koncentrerede hun sig om karakterens kropsholdning, bevægelser og huslige rutiner.
Resultatet er et portræt af en selvtilfreds kvinde, hvis mangel på moralske skrupler bliver mere og mere uhyggelig.
Studerede mænds kropssprog
Sandra Hüller er ikke en skuespiller, der insisterer på at finde psykologiske forklaringer på hver eneste af sine karakterers handlinger.
Under optagelserne til ‘Frit fald’ ville instruktøren Justine Triet ikke fortælle hende, om Sandra havde slået sin mand ihjel. Først kort inden optagelserne begyndte, da Hüller pressede på for at få et svar, fik hun besked på at spille hende, som om hun var uskyldig. Om hun faktisk var det, fik hun aldrig at vide.
I interviewet med AnOther beskriver Hüller, hvordan hendes karakterer efterhånden begynder at leve deres eget liv i hendes bevidsthed. Hun kan komme til at tænke på dem, når hun ser et fremmed menneske på gaden eller hører et stykke musik. Men nogle gange oplever hun også, at de ikke vil lade sig forstå. »Nogle gange vil karaktererne ikke afsløre deres hemmeligheder«, fortæller hun.
Samtidig arbejder hun meget fysisk med sine roller, hvilket er særligt tydeligt i det biografaktuelle, sort-hvide historiske drama ‘Rose’. Her spiller hun en kvinde, der efter Trediveårskrigen lever forklædt som mand i et strengt religiøst landsbysamfund.
For at forberede sig studerede Hüller mænds kropssprog og blev slået af, hvor meget maskulin adfærd der handler om at indtage et rum, hævde sig og identificere mulige modstandere.
»Som kvinde går jeg sjældent ind i et rum og tænker på det som en slagmark«, har hun fortalt til The Guardian.
Hüller skal ikke bare overbevise os om, at hendes karakter kan gå for at være en mand. Hun skal også spille et menneske, der konstant er opmærksom på, hvordan andre opfatter hende, og som risikerer at blive afsløret ved den mindste fejl.
Under den kontrollerede fremtoning fornemmer vi både sorg, frygt og længsel efter et andet liv. Præstationen indbragte hende endnu en Sølvbjørn på Berlinalen, præcis 20 år efter den første.
»Jeg kan allerede se overskriften«
I Phil Lord og Christopher Millers science fiction-film ‘Project Hail Mary’ spiller Hüller over for Ryan Gosling som den myndige Eva Stratt, der får ansvaret for at redde menneskeheden fra en kosmisk katastrofe. Hun har fortalt, at hun selv blev overrasket over at blive tilbudt rollen som den handlekraftige leder, og at karakterens autoritet tilsyneladende gjorde nogle tilskuere utilpasse.
»Det kan føles usædvanligt at blive regeret af en kvinde«, siger hun til The Guardian.
I en overraskende karaokescene synger hun Harry Styles’ ‘Sign of the Times’ – en sjov parallel til ‘Toni Erdmann’. Men hvor Ines’ sang er et desperat oprør mod hendes egen selvkontrol, afslører Eva Stratts optræden en uventet sårbarhed bag den myndige facade.
I Paweł Pawlikowskis ‘Fatherland’ spiller Hüller den tyske forfatter og journalist Erika Mann, der i 1949 vender tilbage til det sønderbombede Tyskland sammen med sin berømte far, Thomas Mann. Under rejsen fungerer hun som hans praktiske hjælper, men udfordrer også hans politiske og personlige valg. Bag den pligtopfyldende datters kontrollerede ydre ulmer både vrede og sorg, der bryder frem, da familien rammes af en tragedie.
Filmen har også en personlig betydning for Hüller. Hun voksede op i DDR, og selvom hun kun var et barn ved genforeningen, har hun et kompliceret forhold til den østtyske arv og de socialistiske idealer, der gik tabt.
Under interviewet med The Guardian begynder hun at græde, da samtalen falder på de håb og idealer, der forsvandt med DDR’s sammenbrud. »Du skriver, at jeg græd, ikke? Jeg kan allerede se overskriften«, joker hun bagefter med samme kombination af alvor og selvironi, der kendetegner hendes skuespil.
En stjerne mod sin vilje?
Trods sin internationale succes virker Sandra Hüller ikke synderligt interesseret i berømmelse. Hun bor fortsat i Leipzig med sin teenagedatter og har ingen planer om at flytte til Hollywood. Hun var den eneste skuespiller under optagelserne til ‘Project Hail Mary’, der ikke havde nogen personlig assistent.
Selvom hun fortsat primært ser sig selv som sceneskuespiller, har hun midlertidigt trukket sig fra skuespillet på teatret, fordi hun oplever, at hendes berømmelse har ændret publikums forhold til hende. Når folk kommer for at se hende frem for forestillingen og ensemblet, forsvinder noget af det, hun elsker ved teatret.
»Jeg gik ind i teatret for at være en del af en gruppe«, fortæller hun til Indiewire. Derfor har hun i stedet kastet sig over at instruere forestillinger med sit teaterkollektiv i Leipzig. En usædvanlig beslutning for en skuespiller, der kan vælge og vrage mellem store roller i både Hollywood og Europa. Men også et udtryk for hendes beskedne ego og kollektive tilgang til skuespillet: For Hüller kommer værket før stjernen.
Netop den indstilling er med til at gøre hende så god. For Sandra Hüller synes ikke at være interesseret i at fremstå smuk, sympatisk eller imponerende. Hun er interesseret i at forstå mennesker. Også de mennesker, vi helst ikke vil forstå.
Og det er måske netop derfor, at vi ikke kan tage øjnene fra hende.
’Rose’ får dansk premiere 12. november og ’Fatherland 18. marts’. ’Project Hail Mary’ kan ses på Prime Video.