MAKING ROCK MUSIC. I 2024 drog Charli XCX, Troye Sivan og opvarmningsnavnet Shygirl på fællesturnéen ’Sweat Tour’, der for en stund var den mest hypede musikbegivenhed i hele verden, selvom samtlige datoer fandt sted i Nordamerika.
Bag sig havde Charli og Troye pladerne ’Brat’ og ’Something to Give Each Other’, mens Shygirl netop havde udgivet ep’en ’Club Shy’. Tre udgivelser, der på hver deres måde forener popmelodier med produktioner forankret i tung, elektronisk klubmusik og tekster, som kredser om en form for hedonisme, der meget sjældent finder vej til radioen.
»Should we do a little key? Should we have a little line?« lokkede Charli over hårdtslående techno-rytmer, mens Troye fik sig et gedigent hit med den dybt erotiske ’Rush’, der henter sin titel fra en kendt fabrikant af poppers.
Pludselig kunne man høre popsange om alt det, der normalt gemmes væk i mørke kældre og afsidesliggende industribygninger. Projektet fortsatte på ’Sweat’-turnéen, hvor de tre musikere sammen undersøgte, om det kan lade sig gøre at opskalere svedige natkluboptrædener til et stadionformat.
Turnéen oplevede jeg desværre aldrig, men i sommeren 2024 gentog både Troye, Charli og Shygirl eksperimentet på danske festivalscener, hvilket de generelt slap godt fra. For en stund var der en unik synergi mellem pop- og klubkultur, to kulturer, der ellers ikke nødvendigvis altid er gode venner.
Nu har ’Sweat’-trioen igen bevæget sig i en ny retning, og endnu engang har de gjort det i samlet flok. På de seneste albumudgivelser fra Charli XCX, Troye Sivan og Shygirl har de nemlig hver især bevæget sig væk fra natklubben og mod noget, der lyder som … indierock?
»Brug for et band«
Det hele begyndte som bekendt med, at Charli XCX kom ned fra bjerget som Moses med stentavlerne og bekendtgjorde, at dansegulvet er dødt, så nu laver vi altså rockmusik.
Som sagt så gjort, og skønt ingen kommer til at forveksle det resulterende ’Music, Fashion, Film’ med et nyt Arctic Monkeys-album, er det svært at nægte, at Charli omfavner sin indierock-forvandling helhjertet.
Således spænder albummet fra rå, slacker-rocket minimalisme på ’Card Declined’ og ’I’m Afraid’ til postpunkede knaldperler som ’Persona’ og ’Wink Wink’ – sidstnævnte har jeg netop i en anden artikel sammenlignet med Blondie.
’Music, Fashion, Film’ var mildest talt en omvæltning ovenpå ’Brat’, men mindst lige så overraskende har det været, hvor hurtige protegéerne har været til at følge trop.
Først Troye Sivan, hvis nye album, ’She’s the Best’, flirter med både shoegaze og baggy, den små-psykedeliske og groove-orienterede form for indierock, som Manchester-baserede bands – ikke mindst The Stone Roses – definerede i slutningen af 80’erne.
Og nu, for blot få dage siden, også Shygirl, der på albummet ’Swallow!’ udvider sin i forvejen genrebrydende blanding af abstrakt hiphop, minimalistisk r’n’b og ubønhørlig UK Bass med livetrommer og en hel masse guitarer, der på en sang som singleforløberen ’Lucky (Hymn)’ minder en del om britpop.
»Jeg tror, jeg har lyst til at lave indiemusik. Vi har brug for et band«, skulle hun ifølge en pressemeddelelse have sagt, da hun gik i studiet med produceren Karma Kid for at påbegynde projektet, der sidenhen blev til ’Swallow!’.
Efter min mening slipper Shygirl langt bedre fra sin indieforvandling end Sivan gør. For mig – skønt jeg ellers ser mig selv som fan – var ’She’s the Best’ en af årets store skuffelser, en halvbagt pastiche, der postulerer en masse ting, det ikke lever op til.
’Swallow!’, som da også modtog seks stjerner af Soundvenues anmelder, har derimod været lidt af en åbenbaring. Her er det som om, at noget i Shygirl – hendes særegne øre for melodier og hendes æteriske form for sensualitet – bliver forløst i mødet med de mere organiske instrumentaler i endnu højere grad, end det har gjort tidligere.
Det gælder ikke mindst på de sange, hvor hun forener sine klubbede og sine rockede impulser. Som på ‘Luvli’, der med forvrængede guitarer og dansant drum’n’bass minder om Primal Scream. Eller ‘Submit’, der med sin 80’er-forfrosne punk-minimalisme lyder som et opdateret take på neue deutsche welle (tysk new wave).
Længsel efter det organiske
Kvaliteten af musikken kan der selvfølgelig være tusind meninger om, men alene det, at den findes, er bemærkelsværdigt. For hvorfor dette markante stilskifte?
For nylig slog det amerikanske indieband DIIV sig sammen med Charli XCX-produceren A. G. Cook og deklarerede i den forbindelse, at vi befinder os midt i en ny, postmoderne bølge – »The New Alternative«, kaldte de den – hvor skellet mellem pop og alternativ musik er ved at forsvinde.
Ud fra det perspektiv er popmusikernes leg med indierock ikke en retræte fra den genreopløsning, som hyperpoppen blandt andet har stået for, men en fortsættelse af den.
Det er én læsning af tendensen, men måske er forklaringen mere simpel.
Jeg kan i hvert fald godt lide at tænke, at længslen efter noget mere organisk er en reaktion på et årti, hvor den alternative popmusik ikke kunne blive syntetisk og autotunet nok. At dyrkelsen af det kunstige måske er mindre interessant i den kunstige intelligens’ tidsalder, hvor alt i princippet kan være kunstigt.
Jeg har set både Charli XCX og Shygirl live flere gange. Hver gang har de været helt alene på scenen udelukkende akkompagneret af et præindspillet backingtrack. I år er de begge taget på turné med et liveband.
Er det udskældte begreb autenticitet pludselig blevet moderne? Skal livemusik pludselig for alvor være live igen?
Hos både Charli XCX, Troye Sivan og Shygirl gælder det i hvert fald, at det mest trendy, man kan blive akkompagneret af, ikke længere er computerproduceret futurisme, men noget så gammeldags som en guitar.
