Efter syv års pause føles det knap nok, som om Skepta er tilbage med ‘The Fork and Knife’
ALBUM. Syv år! Så lang tid er der gået, siden grime-legenden Skeptas seneste soloalbum.
Og alligevel føles det ikke helt, som om Skepta faktisk har været væk. Han har været flittigt på turné, har udgivet en pæn sjat singler og har været feature på en lind strøm af andre kunstneres tracks.
Ved at optræde på sange af navne som Playboi Carti, Fakemink, Aya Nakamura og ikke mindst Fred Again har han vist, at han er i stand til at modernisere sin lyd.
Samarbejderne med netop Aya Nakamura og Fred Again finder begge vej til Skeptas comeback-album, ‘The Fork and Knife’, selvom de har været at finde på ep’er allerede. Det får ikke just albummet til at føles som et samlet statement, når det prydes af sange genbrugt fra andre tracklister – eller for den sags skyld den knap tre år gamle single ‘Gas Me Up’.
Men genbruget reflekterer egentlig meget fint, at albummet over en bred kam ikke kan beslutte sig for noget, der lugter af retning. Det er en masse vidt forskellige bud på, hvordan Skepta kan lyde i 2026, men generelt ikke bud, der bryder det store med ens forventninger, hvis man har fulgt med i de singler, han har udgivet, og de features, han har givet.
Rage-bangeren ‘Magic’ giver et godt bud på, hvad det her album kunne have været, hvis Skepta havde dedikeret sig til den form for moshpit-venlige aggression, der oprindeligt gjorde ham berømt, men filtreret gennem tidssvarende produktion.
En lignende feststemt ondskab er til stede på amapiano-baskeren ‘Aloe Vera’, og moshpitten er ligeledes intakt på den hårdføre Chase & Status-producerede breakstep-hymne ‘Innocent Smile’.
‘Innocent Smile’ er dog samtidig – af årsager, jeg ikke kan kapere – et af albummets adskillige concious rap-udspil. Desværre udviser Skepta for det meste ikke den lyriske dybde, der skal til i den disciplin.
Han har ellers tidligere været i stand til det med numre som ‘Bullet from a Gun’ og ‘Going Through It’ fra 2019. Men når han på ‘Pandora’s Box’ rapper linjer som »he said social media gives him anxiety / I looked up, I see him still scrollin’«, bliver det mere tåkrummende end reelt indsigtsfuldt.
Hvis der er ét gennemgående greb på tværs af den spraglede trackliste, så er det nedslag i Skeptas karriere. Det kan sagtens fungere i moderate mængder – det er eksempelvis charmerende, når han sampler beatet fra ‘That’s Not Me’, mens han på ‘Revenge’ rapper om dengang, han lavede det.
Men det tager overhånd og ender med at fremstå som en del af et projekt, der skal mytologisere Skeptas historie.
Han er bevidst om, at han har været i spillet længe – »I’m the king of this shit for twenty years« rapper han på ‘Outside’. Men når ‘Currency’ bruger et ellers brandvarmt F1lthy-beat på at gennemgå alle de ting, Skepta har opnået gennem karrieren, virker det, som om Skepta ikke har noget vigtigere at sige end at gentage alle de ting, vi allerede godt vidste om ham.
Trods syv års tavshed føltes det, som om Skepta knap nok var væk. Og nu hvor han nægter at lave et kunstnerisk statement eller udforske nye territorier, føles det knap nok, som om han er tilbage.
Kort sagt:
Skeptas tilbagevenden til albumformatet efter syv år er en usammenhængende stribe sange af typer, han overvejende har lavet før. Det føles knap nok, som om grime-legenden er tilbage.